Washington D.C., 23/06/2025 - 02:18
Trump: Hvorfor skulle der ikke ske et regimeskifte i Iran
USA's forsvarsminister har søndag afvist, at amerikanske angreb i Iran skal føre til et regimeskifte.
Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, lufter natten til mandag dansk tid tanker om et regimeskifte i Iran.
Det gør han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
- Det er ikke politisk korrekt at bruge udtrykket regimeskifte, men hvis det nuværende iranske regime er ude af stand til at gøre Iran stort igen (Make Iran Great Again, red.), hvorfor skulle der så ikke ske et regimeskifte, skriver Trump.
Hans kommentar kommer, efter at USA natten til søndag dansk tid angreb tre atomanlæg i Iran.
Efterfølgende afviste den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, at formålet med den amerikanske operation var et regimeskifte i Iran.
- Præsidenten gav grønt lys til en målrettet operation, der skulle neutralisere truslerne mod vores nationale interesser fra det iranske atomprogram samt beskytte vores soldater og vores allierede Israel.
- Missionen handlede ikke om - og har ikke handlet om - et regimeskifte, sagde han.
Iran var tidligere en vigtig allieret for USA i Mellemøsten. Men efter den islamiske revolution i 1979, som førte til etableringen af det nuværende præstestyre, har de to lande i høj grad set hinanden som fjender.
Nogle dage før de amerikanske angreb skrev Trump på Truth Social, at USA for nuværende ikke havde planer om at dræbe Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
- Vi ved, præcis hvor den såkaldte øverste leder gemmer sig. Han er et nemt mål, men han er i sikkerhed der, skrev Trump også.
14 såkaldte bunker buster-bomber, over 125 militærfly og over to dusin Tomahawk-missiler blev anvendt i det amerikanske angreb på Iran.
Tre atomanlæg blev ramt. Der var tale om Fordow-anlægget og to yderligere anlæg, som ligger ved byerne Natanz og Isfahan.
Der er stadig stor usikkerhed om det faktiske omfang af skader på atomanlæggene, da der er få uafhængige meldinger. Iran har meldt om langt mindre omfattende skader end USA.
/ritzau/