Quito, 21/07/2025 - 02:16
Ecuador har udleveret narkoboss til USA
Kartellederen Fito flygtede fra et fængsel i Ecuador sidste år og er nu udleveret til USA.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ecuadors regering har søndag udleveret den berygtede kartelleder Jose Adolfo Macias, der også er kendt under navnet Fito, til USA.
Det oplyser Ecuadors fængselsstyrelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Macias blev anholdt i juni, efter at han sidste år flygtede fra et fængsel i Ecuador, hvor han afsonede en dom på 34 års fængsel for blandt andet narkohandel, organiseret kriminalitet og drab.
USA rejste i april tiltale mod Macias, der er leder af banden Los Choneros, for mistanke om distribution af kokain, sammensværgelse og smugling af våben.
I et brev fra det amerikanske justitsministerium søndag står der, at Macias skal møde ved en føderal domstol mandag til et retsmøde.
Han vil nægte sig skyldig i de nye anklager, siger hans advokat til nyhedsbureauet Reuters.
Macias accepterede i sidste uge at bliver udleveret til USA.
Han blev fundet den 25. juni, mens han gemte sig under nogle gulvfliser i en bunker i et luksushus i fiskerihavnen Manta i Ecuador, hvor Los Choneros holder til.
Flugten i januar 2024 var anden gang, at Fito stak af fra et fængsel. Første gang var i 2013. Her var han på fri fod i tre måneder.
Sidste år indførte USA sanktioner mod Los Choneros, som ifølge USA har været involveret i narkohandel - herunder smugling af narko til USA - siden 1990'erne.
Ecuadors regering har udtalt, at banden har stor kontrol over landets fængsler, der er både overfyldte og præget af korruption.
Sidste år stemte ecuadorianerne for en ny lov, der skulle tillade udlevering af borgere. Det skete ved en folkeafstemning, som landets præsident, Daniel Noboa, iværksatte.
Macias er den første ecuadorianske statsborger, der er blevet udleveret af Ecuador, siden den nye lov trådte i kraft.
Ecuador var engang det fredelige alternativ mellem verdens to største eksportører af kokain, Colombia og Peru.
Men de senere år har voldsomme sammenstød fundet sted i landet, eftersom bander med tilknytning til mexicanske og colombianske karteller kæmper om kontrollen.
Over 70 procent af al kokain, der produceres i verden, passerer i dag gennem Ecuadors havne, viser regeringens data.
/ritzau/