Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 20/11/2024 - 23:41

Ukraine sender også britiske langdistancemissiler ind i Rusland

De seneste to døgn har Ukraine sendt både amerikanske og britiske missiler ind over Rusland.

Af: /ritzau/

Ukraine har onsdag angiveligt affyret flere britiske langdistancemissiler af typen Storm Shadow mod Rusland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Også det britiske medie BBC skriver om affyringerne og tilføjer, at det er første gang, at Storm Shadow-missilerne rammer russisk territorie.

Affyringerne sker, dagen efter at Ukraine også tog amerikanske ATACMS-missiler i brug mod Rusland. Det skete, i kølvandet på at USA's præsident, Joe Biden, gav grønt lys til brugen af ATACMS i Rusland.

De britiske Storm Shadow-missiler har en rækkevidde på over 250 kilometer.

Ukraines brug af Storm Shadow-missiler er onsdag ikke officielt blevet bekræftet af den britiske premierminister, Keir Starmer.

/ritzau/

Torun, 21/11/2024 - 02:12

Westernfilm får premiere tre år efter dødsulykke under optagelse

Wojtek Radwanski/Ritzau Scanpix

Filmfotograf Halyna Hutchins døde under optagelserne til "Rust". Filmen har fået premiere på polsk festival.

Westernfilmen "Rust" fik onsdag premiere, tre år efter at filmfotograf Halyna Hutchins blev skudt og døde under optagelserne.

Premieren fandt sted på en filmfestival i den polske by Torun.

Skuespilleren Alec Baldwin, som er filmens hovedrolleindehaver, var ikke blandt de tilstedeværende ved fremvisningen.

Baldwin har været tiltalt for uagtsomt manddrab som følge af den hændelse, der udspillede sig på filmsettet for godt tre år siden.

Under optagelserne i 2021 pegede han med en pistol, som han ikke troede var ladt. Der blev affyret et skarpt skud, som dræbte filmfotografen Halyna Hutchins og sårede filmens instruktør, Joel Souza.

Sagen mod Baldwin blev frafaldet i juli i år.

Halyna Hutchins' mor var ikke til stede ved premieren onsdag, da hun ikke mener, at retfærdigheden er sket fyldest i sagen.

- Baldwin pådrager mig fortsat smerte, fordi han nægter at undskylde og tage ansvaret for hendes død, sagde moren, Olga Solovej, tirsdag.

Instruktør Joel Souza stod for at præsentere filmen ved festivalen i Polen.

Han fortæller til nyhedsbureauet AFP, at skudepisoden følelsesmæssigt var "enormt ødelæggende", og at det hele føltes som et "vanvittigt stormvejr".

Han har også været i tvivl, om filmen overhovedet skulle vises.

- Der var et tidspunkt, hvor jeg tænkte, at jeg slet ikke havde lyst til at lave film længere, siger instruktøren til AFP.

Onsdagens premiere blev indledt med et minuts stilhed for Hutchins.

Selve filmen handler ved et sammentræf også om en tragisk ulykke.

I filmen forsøger en mand at redde sit 13-årige barnebarn, som står til at blive henrettet for en ulykke, der bliver opfattet som et drab.

/ritzau/

Læs Mere >>

Oslo, 20/11/2024 - 22:25

Mette-Marits søn Marius varetægtsfængsles i en uge

Hakon Mosvold Larsen/Ritzau Scanpix

Marius Borg Høiby skal blive i politiets varetægt i en uge, hvor han ikke må få breve og besøg, afgør dommer.

Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, er ved tingretten i Oslo blevet varetægtsfængslet i en uge.

Han er underlagt brev- og besøgsforbud.

Kendelsen kom efter et længere grundlovsforhør og var ikke klar før omkring klokken 22 onsdag aften.

Marius Borg Høiby blev anholdt sent mandag aften og sigtet for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Onsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre.

I den forbindelse kom det frem, at politiet efterforsker endnu en voldtægtssag mod ham. Politiet skal have fundet to videoer på Høibys mobiltelefon, der angiveligt viser de overgreb, han er sigtet for.

Hans advokat siger, at den 27-årige nægter sig skyldig.

Politiadvokat Andreas Kruszewski siger efter onsdagens retsmøde, at han har bedt om varetægtsfængsling, fordi det ellers kunne få betydning for beviserne i sagen mod Marius Borg Høiby.

Politiet havde bedt om varetægtsfængsling i to uger.

- Årsagen til, at vi bad om fængsling i to uger, er, at vi i nat og i morges har afdækket yderligere en voldtægt, siger politiadvokat Andreas Kruszewski.

- Det vil sige, at vi nu efterforsker to voldtægter, siger han

Flere norske medier erfarede onsdag, at politiet havde fundet flere videoer på Høibys telefon, der viser den voldtægt, som han i første omgang er sigtet for at have begået.

Politiet kan på baggrund af optagelserne fastslå, hvornår det formodede overgreb fandt sted. Det gjorde det ifølge tidsangivelserne på videoerne 24. marts omkring klokken 08.10.

Offeret er en kvinde i 20'erne.

Ifølge sigtelsen blev hun udsat for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, mens hun var bevidstløs eller af andre årsager ikke var i stand til at gøre modstand.

Den anden voldtægtssag, som politiet bragte frem ved onsdagens grundlovsforhør, handler også om seksuel omgang uden samleje med en kvinde, som er ude af stand til at modsætte sig, lyder det fra politiet.

Marius Borg Høiby er søn af kronprinsesse Mette-Marit, men er ikke formelt en del af kongehuset.

Det skyldes, at han blev født, før Mette-Marit blev gift med kronprins Haakon.

/ritzau/NTB

Læs Mere >>

, 20/11/2024 - 10:00

FAKTA: Bestil din økologiske and i god tid

* Dyreværnsorganisation Dyrenes Beskyttelse anbefaler, at du går efter danske økologiske ænder, fordi de ikke bliver næbkuperet, og de lever i mindre flokke. Desuden har ænderne adgang til det fri og badevand.

* Men ifølge organisationen er der få af de ænder i butikkerne, og derfor bør du også i år bestille din and i god tid, da der typisk er rift om dem.

* Der er forskellige anderacer at vælge imellem. Berberianden opdrættes normalt i udlandet og er fra naturens side aggressiv over for artsfæller. Derfor får denne race ofte kuperet næbbet.

* Det fremgår typisk ikke af salgsemballagen, om ændernes næb er blevet kuperet. Derfor er en overordnet anbefaling, at du bør gå efter pekinganden eller mulardanden, der er mindre aggressive. 

Kilde: Dyrenes Beskyttelse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/11/2024 - 10:00

Imponer familien med en juleand der sidder lige i skabet

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det tager typisk omkring fire timer at tilberede en juleand helt perfekt, siger kok og kokkeunderviser Thomas Rønsch Toftdahl.

Når familien samles til middag juleaften, er der nok mange knurrende maver, som ser frem til den lækre andesteg.

Men anden kan også udløse en form for præstationsangst, fordi flere kun tilbereder den én gang om året.

Hvis du søger inspiration til eller vil have genopfrisket, hvordan du får juleanden til at sidde lige i skabet, får du her et par gode råd fra kyndige kokkehænder til at komme sikkert i mål.

Som tommelfingerregel er omkring 3600 gram en god størrelse på en and.

Det fortæller Thomas Rønsch Toftdahl, som er kok og kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen i København.

- Den giver typisk nok mad og pæne stykker til omkring fire voksne, siger han.

Hvis du også har andet kød, såsom flæskesteg, kan der være nok and til lidt flere.

Inden du går i gang, skal du sikre dig, at anden er helt optøet, hvis den er købt frossen.

Fjern så eventuelle fjerrester, og klip det yderste af vingespidserne af.

- Jeg bruger de afklippede vingespidser i bradepanden, så anden hviler på dem og står jævnt under stegning, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

Nu skal du komme dit fyld i anden. Og det er vigtigt, at fyldet giver både smag og fugt. For anden kan blive tør, hvis ikke den får tilført noget fugt.

Det mest almindelige fyld består af æbler og svesker.

- Men jeg kommer også et par sprøjtefri kvarte appelsiner i anden, siger han og fortsætter:

- Sødmen og syren fra appelsinerne gør også noget godt i sovsen.

Anden skal nu krydres. Gnid den godt indvendigt og udvendigt med salt og peber.

Thomas Rønsch Toftdahl lukker fyldet inde ved at tage gumpen op - altså andens bageste flap - og sætte den fast med en kødnål eller et bambusspyd.

Det gør nemlig, at væsken og dampen har bedre mulighed for at blive inde i anden.

- Jeg pifter gerne anden lidt ekstra op med en krydret smørblanding, der består af en pakke smør, appelsinskal, nelliker og kanel, siger han.

- Rør det hele sammen. Løft skindet på brystet med en dejskraber, og kom smørblandingen under skindet.

Det giver både smag og ekstra fedt, så brystet ikke bliver tørt.

- Jeg fraråder, at man kommer julekrydderier udvendigt, for de bliver branket og bitre. Mit råd er, at man kun kommer julekrydderier indvendigt eller i smørblandingen, siger han.

Nu skal anden i ovnen. Thomas Rønsch Toftdahl starter med at stege den ved 250 grader varmluft i et kvarter. Det bruner anden af og lukker porerne, så den bliver forseglet og holder på saften.

Derefter skal den have omkring en time per kilo ved 160 grader varmluft. Hvis anden vejer 3600 gram, skal den have tre timer.

- De sidste 600 gram indgår i det kvarter, som anden fik ved høj varme, siger han.

Hvis du tilbereder anden dagen før, skal du starte med at give den tre timer ved 160 grader. Skær derefter anden ud, og lad den køle lidt ned, før du kommer den i køleskabet.

- Dagen efter skal du sprede anden ud på et ildfast fad, pensle skindet med andefedt og brune den ved 250 grader i et kvarter, siger han.

Anden skal hvile i omkring en halv time, før du skærer den ud.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek