London, 17/06/2025 - 16:32
Rutineret par sender Rune tidligt ud af doubleturnering
Holger Runes doubleoptræden i London blev kort, selv om det blev en tæt kamp mod en stærk duo.
Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter sin førsterundesejr mandag ved HSBC Championships kunne den danske tennisspiller Holger Rune holde sig en fridag tirsdag. Den valgte han dog at erstatte med en kamp i doubleturneringens første runde.
Det blev dog kun til en enkelt optræden i double. Sammen med den 19-årige makker Jakub Mensik fra Tjekkiet tabte danskeren 6-7, 7-6, 6-10 til den rutinerede duo med inderen Rohan Bopanna og belgieren Sander Gille.
Bopanna med sine 45 år er ældre, end 22-årige Rune og teenageren Mensik tilsammen. Og den rutine samt mange år med fokus på double blev afgørende.
Den dansk-tjekkiske duo åbnede kampen med et servegennembrud og spillede solidt frem til føring på 5-4.
Da duoen skulle serve sættet hjem, gik det imidlertid galt. Trods to sætbolde endte det med et break, og sættet endte i en tiebreak, som Bopanna og Gille vandt sikkert med 7-1.
I andet sæt var det Rune og makker, som tidligt blev brudt. Ved 3-3 fik man dog kontakt, og igen måtte sættet afgøres i tiebreak.
Denne gang kom Rune og Mensik tidligt i teten, og den gav de ikke slip på.
Dermed skulle vinderen findes i en match-tiebreak, hvor der spilles til 10.
Efter at være kommet lidt efter tidligt var Rune og makker helt tilbage ved 6-7, og danskeren kunne serve parret foran med 8-7.
Begge server blev dog tabt, og kort efter var kampen overstået. 6-10 blev match-tiebreaken tabt.
Holger Rune kan nu fokusere udelukkende på singleturneringen, hvor han onsdag møder Mackenzie McDonald i anden runde.
/ritzau/