Schweiz, 21/11/2024 - 15:38
Eurovision-sejren splitter schweizere økonomisk og ideologisk
Schweiz vandt Eurovision, som derved skal afholdes i Basel næste år. Men modstandere kalder det spild af offentlige midler og optrædenerne for en provokation.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
"Forenet af musik" lyder det internationale melodigrandprix' officielle slogan.
Men lige nu splitter Eurovision den schweiziske kanton Basel-Stadt, som ellers efter planen skal afholde grandprixet i St. Jakobshalle i Basel i maj næste år efter musikeren Nemos sejr i årets Eurovision.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Alpelandet har en høj grad af direkte demokrati, og almindelige borgere kan med tilstrækkeligt antal underskrifter bringe spørgsmål til folkeafstemning. Og det er lige netop, hvad indbyggerne i Basel-Stadt skal søndag.
Det er Federal Democratic Union of Switzerland, et lille konservativt kristent parti, der har indsamlet det nødvendige antal underskrifter.
De vil stoppe Basel-Stadt-kantonen, en af Schweiz' 26 delvis selvstyrende administrative enheder, i at spytte penge i Eurovision, som de kalder for spild af offentlige midler.
Ud over det økonomiske mener partimedlem Philippe Karoubi også, at nogle grandprixoptrædenener er blasfemiske - på grænsen til det okkulte - og ideologiske provokationer, som er i modstrid med vestlige jødisk-kristne værdier.
Hvis folkeafstemningen blokerer for et tilskud på omkring 35 millioner schweizerfranc svarende til cirka 280 millioner danske kroner, vil grandprixet blive nedskaleret.
Sådan lyder reaktionen fra Edi Estermann, der er kommunikationschef for 2025-udgaven af Eurovision.
Blandt andet vil det gå ud over optaktsdagene, hvor det er planen, at der skal afholdes mange forskellige arrangementer i Eurovision-ånden.
Forberedelserne er allerede langt. Men det er stadig muligt at flytte næste års Eurovision til en anden by, der byder sig til, tilføjer Edi Estermann.
Det er European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision og finansierer selve konkurrencen.
De vurderer, at de økonomiske fordele, som værtsbyerne høster - for eksempel fra turisme - kan dække omkostninger til eksempelvis sikkerhed.
EBU tilføjer derudover ifølge AFP, at den svenske værtsby Malmø, som afholdt det internationale melodigrandprix i år, stadig her seks måneder efter ser et stort antal internationale besøgende.
Men det argument køber Philippe Karoubi fra Federal Democratic Union of Switzerland ikke. Han pointerer, at de økonomiske fordele tilfalder private aktører såsom hoteller.
Den kommende Eurovision-finale afholdes 17. maj 2025, og Danmarks repræsentant findes ved Dansk Melodi Grand Prix 1. marts.
/ritzau/