København, 27/05/2025 - 18:03
HBO sætter ansigt på skuespiller bag Harry Potter i ny serie
Det er kendt, hvem der skal spille Dumbledore og Snape i ny tv-serie. Nu præsenteres Harry, Hermione og Ron.
Af: /ritzau/
HBO har sat navne på de tre børneskuespillere, der skal spille Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley i streamingtjenestens nye serie om troldmanden Harry Potter.
Det bliver Dominic McLaughlin, Arabella Stanton og Alastair Stout.
Det skriver Warner Bros. Discovery Denmark i en pressemeddelelse.
Siden HBO begyndte at lede efter de tre hovedroller i efteråret 2024, har over 30.000 skuespillere været til casting, skriver mediet Variety.
Fra holdet bag serien lyder det i pressemeddelelsen, at "talentet, som disse tre unikke skuespillere besidder, er fantastisk, og vi kan ikke vente med, at verden skal opleve deres magi på tv-skærmene".
Navnene bag flere af de andre kendte karakterer fra Harry Potter-universet er allerede kendt.
John Lithgow skal spille rektor på Hogwarts Albus Dumbledore, mens Nick Frost skal spille Hagrid.
Janet McTeer og Paapa Essiedu spiller lærerne Minerva McGonagall og Severus Snape.
Optagelserne til tv-serien ventes at begynde til sommer, skriver Variety. Ifølge The Hollywood Reporter er planen premiere i 2026.
I begyndelsen af 00'erne gjorde rollerne som netop Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley skuespillerne Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint verdensberømte.
Mens Dominic McLaughlin og Arabella Stanton tidligere har prøvet kræfter med henholdsvis tv og musical, er det Alastair Stouts første store rolle, skriver Variety.
Oprindeligt udspringer Harry Potter-universet af forfatter J.K. Rowlings syv bøger om troldmanden Harry Potter, hans venner og deres oplevelser på troldmandsskolen Hogwarts.
Bøgerne er blevet til otte film samt tre "Fantastic Beasts"-film, som er spinoff af universet.
Den kommende serie har indtil videre blot titlen "Harry Potter". Det bliver ifølge HBO en "loyal filmatisering af de elskede Harry Potter-bøger".
/ritzau/