Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/05/2025 - 11:36

Oscarvindende Hollywood-instruktør laver dansk film

Den dobbelte oscarvindende amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Alexander Payne føler sig privilegeret over at lave en dansk film.

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Den dobbelte oscarvindende amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Alexander Payne skal lave sin første europæiske film.

Den kommer tilmed til at foregå på dansk, og det er også i Danmark, at filmen, som har fået titlen "Et sted derude", skal indspilles.

Det annoncerer det danske distributionsselskab Scanbox Entertainment i en pressemeddelelse.

- Taget Danmarks rige filmhistorie, der strækker sig tilbage til stumfilmstiden, i betragtning føler jeg mig privilegeret over at instruere en dansk film, siger Alexander Payne i pressemeddelelsen.

Manuskriptet til filmen er baseret på en idé af den dansk-svenske instruktør, manuskriptforfatter og producent Åke Sandgren.

Den danske producer Birgitte Skov og den norske forfatter Erlend Loe har været på jagt efter en instruktør, der kunne vække manuskriptet til live.

- Vi tog chancen og rakte ud efter stjernerne, lyder det i pressemeddelelsen.

- Erlends gode kontakt til Payne startede en inspirerende samtale om projektet, som vi nu sammen gennem længere tid har udviklet til en dansk spillefilm. Vi glæder os umådeligt til næste kapitel.

Alexander Payne har været nomineret til syv oscarstatuetter og har modtaget to af dem. Begge for Bedste Adapterede Manuskript for henholdsvis "Sideways" i 2005 og for "The Descendants" i 2012.

Det fremgår ikke, hvad "Et sted derude" handler om. Men der er allerede sat ansigt på en af rollerne.

Det er den norske skuespiller Renate Reinsve, som modtog prisen for Bedste Kvindelige Skuespiller i Cannes i 2021 for sin præstation i den dansk-norske instruktør films "Verdens værste menneske".

Optagelserne begynder i 2026. Den færdige film forventes klar i foråret 2027, oplyser Scanbox Entertainment.

/ritzau/

Basel, 15/05/2025 - 16:50

DR's grandprixboss inden skæbnesang: Vi holder modet oppe

Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix

Der venter Danmark en svær semifinale, lyder vurderingen fra DR's grandprixgeneral, Erik Struve Hansen.

Danmark har ikke kvalificeret sig til en Eurovision-finale siden 2019 og er dermed det land, der har deltaget i det internationale melodigrandprix flest år i træk uden at nå finalen.

Torsdag aften skal årets Eurovision-håb, Sissal, gøre forsøget, og hos DR tror grandprixboss Erik Struve Hansen på, at "Hallucination"-sangeren trodser bookmakerne.

- Vi holder modet totalt oppe, fordi vi tror på det, lyder det fra Erik Struve Hansen, der er en del af delegationen i den schweiziske storby Basel, hvor årets Eurovision finder sted.

Flere års fiasko fik i 2023 DR til at lave en ny grandprixstrategi om kærlighed ved første lyt og en stærk performance visuelt og vokalt, som et stort analysearbejde havde udmøntet sig i.

Men trods indsatsen er det endnu ikke lykkedes de danske sange at gå videre.

- Vi er spændte, og jo, der er et pres. Det er der på os alle. Men man kan ikke rigtig gøre andet end at gøre sit bedste, siger Erik Struve Hansen.

Til sidste års Eurovision var Saba og nummeret "Sand" valgt ud fra parametrene i den nye strategi. Men også der løb håbet om en finaleplads ud som sand imellem fingrene.

DR fastholder stadig strategien.

- Der bliver selvfølgelig fulgt enormt godt med i grandprixet fra dem, der er over mig, i DR. Men de er også 100 procent bevidste om, hvor kompleks og svær en opgave det er. Alle os, der arbejder med det på tværs i DR, gør alt for, at det skal lykkes, siger Erik Struve Hansen.

I år har DR skruet op for indsatsen på de sociale medier. Her er Sissal ifølge grandprixbossen blevet en darling, og han håber, at det smitter af på stemmerne.

- Vi har en artist, som virkelig er populær hos fansene, både i Danmark og internationalt, og som på en eller anden måde - i min optik i hvert fald - kommer ud af det her Eurovision som en af vinderne, uanset hvordan det kommer til at gå, siger Erik Struve Hansen.

- Men med alt det sagt er der ikke noget, vi hellere vil, end i finalen. Men jeg synes også, vi står med en artist, som har alt det, der skal til. Så nu krydser vi fingrene for, at det lykkes.

Der stiller så mange lande op i Eurovision, at finalefeltet findes over to semifinale.

I Sissals semifinale er der også store popsange fra Irland og Malta med, og det er formentlig de lande, som Sissal kæmper om en af de eftertragtede finalepladser med.

- Det er en supersvær semifinale. Jeg synes også, det er den sværeste. Det kan godt være, det bare er noget, vi siger til os selv. Men jeg synes virkelig, niveauet er højt. Men vi kommer for at gå videre, lyder det fra Erik Struve Hansen.

Semifinalen sendes på DR1 torsdag klokken 21.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

Cannes, 15/05/2025 - 15:00

Stjernepar sikrer sig Gråbøl og Babett i nervepirrende drama

Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl spillede over for hinanden i "Den eneste ene" i 1999. Det er en hel anden genre, de nu genforenes i på biograflærredet.

På filmfestivalen i Cannes kan det danske film- og produktionsselskab Zentropa nu præsenterer sin nye satsning, dramaet "De gode mødre", der har Sidse Babett og Sofie Gråbøl i hovedrollerne sammen med Asta Kamma August.

Filmen er skrevet af det danske stjernepar Nikolaj Arcel, der er kendt for at have instrueret "En kongelig affære" og "Kongekabale", og Sara Isabella Jønsson, der blandt andet har stået bag manuskripterne til prisvindende film som "Ustyrlig" og "Hvor kragerne vender".

"De gode mødre" er en filmatisering af Anne Mette Kirks roman "Dobbeltfejl".

Filmen udspiller sig i et lille lokalmiljø i en forstad, der rystes efter et påstået seksuelt overgreb på en teenagedreng begået af to drenge.

Sidse Babett Knudsen spiller Anne Sofie, hvis tilværelse krakelerer, da hendes søn anklages for overgreb.

I rollen som Anne Sofies nære veninde, hvis søn angiveligt er offer for overgrebet, ses Sofie Gråbøl.

De to danske stjerneskuespillere stod også over for hinanden i Susanne Biers kærlighedsklassiker "Den eneste ene" tilbage i 1999.

Det bliver en hel anden genre, som de nu genforenes i på biograflærredet.

Zentropa beskriver "De gode mødre" som et nervepirrende drama om sociale hierarkier, skrøbelige facader og det rå moderinstinkt.

Som beskyldningerne mod Anne Sofies søn begynder at cirkulere, stiger presset. Hun beslutter, at en af de andre drenge må gøres til syndebuk for at beskytte sin egen søn og familiens renommé, koste hvad det vil, lyder det om handlingen.

"De gode mødre" går i optagelse sidst på året og forventes at få premiere i efteråret 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/05/2025 - 10:00

FAKTA: Syretilbageløb i spiserøret

* Både halsbrand og sure opstød går under den samlede betegnelse reflukssygdom (syretilbageløb i spiserøret).

* Man skal straks søge læge ved brystsmerter (som eneste symptom), synkebesvær eller synkesmerter.

* Den typiske behandling er livsstilsændringer, syreneutraliserende medicin eller syrepumpehæmmere, der nedsætter mavesyreproduktionen.

* Man kan selv nedsætte symptomerne ved hjælp af vægttab, hvis man er overvægtig. Hvis det primært påvirker en om natten, kan man hæve sengens hovedgærde og undgå måltider tre timer før sengetid.

* For nogle kan det hjælpe at mindske indtaget af fødevarer og drikke, der giver symptomer, undgå forstoppelse og store måltider.

Kilde: Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/05/2025 - 10:00

Sådan mindsker du halsbrand og sure opstød

Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Halsbrand og sure opstød kan mindskes ved et lavere BMI, mindre oppustethed og mindre stress. Samtidig kan medicin være med til at reducere ubehagelighederne.

Det kan være meget ubehageligt at være plaget af enten halsbrand eller sure opstød. De to symptomer har begge at gøre med mavesyren, men kan føles forskellige.

Det fortæller Anne Lund Krarup, der er mave-tarmlæge og forskningsansvarlig overlæge i Akut- og Traumecenter på Aalborg Universitetshospital.

- Hvis der er noget mad, der er kommet ned i mavesækken, men smutter tilbage op i spiserøret, så kan det komme op til munden som et surt opstød. Men hvis det ikke kommer hele vejen, så begynder det at brænde, eller mærkes slet ikke, siger hun.

Ved halsbrand oplever man en brændende fornemmelse inde bag brystbenet.

- Det er det, allerflest har, når der er syre, som løber op i spiserøret, fortæller hun.

Der er mange myter om, hvordan madvarer, drikkevarer og livsstil kan påvirke halsbrand og sure opstød. De fleste har dog ikke særlig meget evidens.

- Men ved et højt BMI har man større risiko for sure opstød, halsbrand eller begge dele, siger Anne Lund Krarup.

Også gravide kan være påvirkede, fordi graviditeten giver et øget tryk på maven.

Jens Gram, der er administrerende direktør hos Aarhus Osteopati, er enig i denne betragtning og tilføjer:

- Hvis man har et øget pres i bughulen grundet oppustethed, øger det presset opad på mavesækken. Det kan presse den op mod mellemgulvet, så spiserørets lukkemuskel ikke fungerer optimalt, siger han.

Generelt er det en god idé at tygge maden roligt, ikke at overspise eller indtage for meget væske. Og så skal man sørge for at bevæge sig, hvis man føler sig oppustet.

- Hvis man er meget spændt i brystkassen og mellemgulvet, kan det lukke sig ned over mavesækken, så lukkemusklens funktion ikke er optimal, hvilket kan resultere i, at mavesyren kan passere til spiserøret, siger han.

Der kan være flere årsager til, hvorfor man kan være stiv i mellemgulvet.

Ved øget stress over en længere periode kan det ændre vejrtrækningen til at blive mere overfladisk.

- Det kan resultere i en mere inaktiv mellemgulvsmuskel. Man kan spænde mere i maven og mellemgulvet, der over tid kan skabe øget stivhed, siger Jens Gram og fortsætter:

- KOL, astma og meget stillesiddende arbejde kan også give ændringer i vejrtrækningsmønsteret, hvilket kan øge spændingerne af mellemgulvet.

Det kan i længden være farligt, hvis spiserørets lukkemuskel ikke fungerer optimalt, da det er den, der normalt hindrer mavesyren i at løbe op i spiserøret.

- Spiserøret er ikke lavet til at få mavesyre op i sig. Syren kan over tid nedbryde vævet i spiserøret og give skader, siger han.

Anne Lund Krarup fortæller, at der findes flere typer af medicin, hvis man er meget plaget af halsbrand og sure opstød. En af typerne er en base, der fås som tabletter i supermarkeder og apoteker.

- Dem spiser man med det samme, og de neutraliserer syren. De svarer i princippet til at drikke et stort glas mælk, selv om sugetabletter har nemmere ved at blive i spiserøret end mælk, der nemmere løber igennem, siger hun.

De virker på det, der lige er rendt op i spiserøret. Men hvis man har en mavesæk, der hele tiden sender noget op i spiserøret, skal man have syrehæmmende medicin, som holder pH-værdien nede i mavesækken.

- I håndkøb på apoteket kan man købe lansoprazol, omeprazol og pantoprazol. Det er de tre mest hyppige præparater i Danmark, siger Anne Lund Krarup.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek