Manchester, 23/08/2025 - 15:34
Frank og Tottenhams skarpe kontrakniv sænker Manchester City
Thomas Frank og Tottenham leverede en bundsolid indsats og snuppede en 2-0-sejr ude mod Manchester City.
Peter Powell/Reuters
Af: /ritzau/
Thomas Frank og Tottenham var på en svær mission ude mod Manchester City, men en skarpt eksekveret plan sørgede for en fortjent sejr i Premier Leagues anden runde.
På den måde snuppede den danske cheftræner sammen med sit mandskab lørdag eftermiddag en 2-0-sejr og tre point med hjem til London.
Tottenham stod solidt i kæderne og straffede Manchester City med en særdeles velsmurt kontramaskine.
Omvendt virkede Pep Guardiolas mandskab i perioder rådvilde og formåede reelt aldrig at skabe et langvarigt tryk mod gæsterne.
Værterne fra Manchester greb taktstokken i første halvleg, mens Tottenham stod med et lavere udgangspunkt på egen halvdel.
Det gjorde Thomas Franks tropper ganske kløgtigt, hvor holdet ofte truede Manchester City i kontrafasen.
Ti minutter før pause var Tottenham effektive i netop den disciplin, da gæsterne snuppede føringen på Etihad Stadium.
Richarlison stak i dybden, og brasilianeren fandt Brennan Johnson foran mål, og han omsatte det flade indlæg til en 1-0-føring.
Få minutter før pausefløjt fordoblede Tottenham føringen, efter et miserabelt opspil fra James Trafford i City-målet.
Målmanden forsøgte sig med en satset aflevering, som Tottenham-offensiven dog opsnappede. I sidste ende kunne Tottenhams Joao Palhinha sikkert lægge bolden i netmaskerne til lyden af en pibekoncert fra hjemmefansene.
Den ellers vanligt velsmurte Manchester City-maskine var også hakkende efter pausen, hvor Tottenham i flere sekvenser lykkedes med at stresse hjemmeholdet til mange fejl.
Pep Guardiola forsøgte ihærdigt at ændre tingenes tilstand fra sidelinjen, da City-chefen sendte profilerne Rodri og Phil Foden på grønsværen i kampens sidste tyve minutter.
Manchester City virkede dog fortsat mere eller mindre rådvilde.
Værterne kunne ikke for alvor finde rytmen, og Tottenham kunne solidt forsvare de tre point i hus i slutfasen.
Dermed har Tottenham vundet de to første kampe i Premier League-sæsonen efter en 3-0-sejr over Burnley i sæsonpremieren.
/ritzau/