Los Angeles, 25/08/2025 - 21:34
Lil Nas X sigtes for vold mod politiet efter nøgenoptrin på gaden
Rapperen Lil Nas X sigtes for blandt andet vold mod politibetjente og for modstand mod anholdelse.
Frederic J. Brown/Reuters
Af: /ritzau/
Den amerikanske rapper Lil Nas X er blevet sigtet for fire forhold, efter at han ifølge politiet gik nøgen rundt i Los Angeles og angreb betjente, der konfronterede ham.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Musikeren, hvis borgerlige navn er Montero Lamar Hill, er sigtet for tre tilfælde af vold mod politibetjente. Han har også fået en sigtelse for modstand mod anholdelse.
Lil Nas X fremstilles mandag, hvor han ifølge nyhedsbureauet Reuters nægter sig skyldig i alle fire forhold.
En dommer i Los Angeles har fastsat kautionen til 75.000 dollar, hvilket svarer til 482.000 danske kroner. Lil Nas X pålægges desuden at deltage i møder hos Narcotics Anonymous.
Han blev anholdt fredag. Ifølge politiet fandt de den 26-årige musiker, mens han gik nøgen ned ad Ventura Boulevard, som er en stor gade i Los Angeles.
Da han blev konfronteret, angreb han angiveligt betjentene og blev derefter tilbageholdt.
Politiet mistænkte ham for en mulig overdosis. Han blev derfor taget til et hospital, hvor han tilbragte adskillige timer, før han blev taget til et fængsel.
Lil Nas X's advokat, Christy O'Connor, afviser, at musikeren havde taget ulovlige stoffer, og kalder episoden en enkeltstående afvigelse i hans liv.
Det er dog ikke første gang, at Lil Nas X's opførsel i det offentlige rum har fået politiet til at gribe ind.
I 2023 besøgte han Norge, hvor politiet måtte spærre en tunnel i Oslo, fordi han - i strid med færdselsreglerne - havde kørt på løbehjul gennem tunnelen, der udelukkende var forbeholdt biltrafik.
Rapperen hævdede i første omgang, at han var blevet anholdt, men det blev afvist af norsk politi, som blot tog en alvorssnak med verdensstjernen.
Lil Nas X fik sit gennembrud i 2018 med hittet "Old Town Road", som lå nummer ét på den amerikanske Billboard-liste i 19 uger – den længste periode nogensinde.
Den rekord deler han i dag med rapperen Shaboozey og hans hit "A Bar Song (Tipsy)".
Han har desuden vundet to Grammy-priser og forventes at udgive sit næste album, "Dreamboy", senere i år.
/ritzau/