Washington D.C., 30/04/2025 - 05:26
USA melder at have ramt over 1000 mål i Yemen siden marts
Siden 15. marts har amerikansk kommando ramt over 1000 mål med forbindelse til houthibevægelsen, lyder det.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Amerikanske styrker har angrebet mere end 1000 mål i Yemen siden midten af marts.
Det meddeler USA's forsvarsministerium, Pentagon.
Siden 15. marts har U.S Central Commands angreb således "ramt over 1000 mål, dræbt houthi-krigere og -ledere og forringet deres (houthibevægelsens, red.) evner", siger talsperson for Pentagon Sean Parnell i en udtalelse.
U.S Central Command er en kommando i det amerikanske forsvarsministerium med ansvar for indsatsen i Mellemøsten.
Natten til onsdag dansk tid oplyser det britiske forsvarsministerium desuden, at Storbritannien sammen med USA har angrebet mål med forbindelse til houthibevægelsen.
- Britiske styrker deltog i en fælles operation med amerikanske styrker mod militære houthi-mål i Yemen, lyder det i en udtalelse.
Det britiske flyvevåben, Royal Air Force (RAF), har i den forbindelse angrebet flere bygninger, der ligger omkring 25 kilometer syd for Yemens hovedstad, Sanaa.
Ifølge RAF brugte houthibevægelsen de pågældende bygninger til fremstilling af droner.
Det står ikke klart, præcis hvornår dette angreb fandt sted.
Storbritannien har deltaget i amerikanske angreb mod houthibevægelsen siden begyndelsen af 2024.
Natten til mandag sagde det amerikanske militær, at det siden midten af marts havde ramt mere end 800 mål i Yemen.
Der er med nattens opdatering dermed tale om en opjustering på 200.
Pentagon sætter i nattens udtalelse dog ikke tal på, hvor mange medlemmer af den militante houthibevægelse der er blevet dræbt.
Houthierne begyndte at angribe fragtskibe i 2023. Ifølge gruppen skete det i solidaritet med palæstinenserne i Gazastriben, som Israel - USA's allierede - har udført massive angreb mod.
Houthiernes angreb har forhindret skibe i at passere gennem Suez-kanalen, der er en vigtig rute for international skibstrafik. Normalt sejler 12 procent af verdens skibstrafik gennem kanalen.
/ritzau/AFP