Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

01/05/2025 - 08:00

FAKTA: Fire ting du kan gøre ved skæl

Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus

* Skift din shampoo ud med en skælshampoo. Nogle gange kan det også være nok at skifte til en anden almindelig shampoo, end den du normalt bruger.

* Lad være med at klø dig i hårbunden. Det giver kun mere irritation.

* Børst dit hår, da det fjerner løse skæl.

* Undgå hue eller hat, så din hovedbund får luft. Sæt ikke håret op, før det er helt tørt.

Kilde: apoteket.dk.

/ritzau fokus/

København, 01/05/2025 - 09:00

Ditte Hansen scorer dobbeltnominering ved ny prisfest

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Den nye kulturprisuddeling "Det Vi Elsker Prisen", der hædrer alt fra tv til teater, er klar med listen over nominerede.

Spotlyset skinner lidt ekstra på den danske skuespilstjerne Ditte Hansen, når den nye prisuddeling "Det Vi Elsker Prisen" afholdes i juni i København.

Som den eneste dukker hun nemlig op to gange på listen over nominerede til de i alt 11 priser, der går på tværs af film, serier, tv, bøger og teater.

Det afslører mediekoncernen Aller, der står bag uddelingen, i en pressemeddelelse.

Ditte Hansen er nomineret i kategorien Bedste Birolle for sin medvirken i TV 2-serien "De bedste år".

Derudover er hun sammen med sin faste samarbejdspartner Louise Mieritz nomineret i kategorien Bedste Instruktør for serien "Sult", der har hjemme på Netflix og er baseret på forfatter Tine Høegs roman af samme navn.

"Sult" og "De bedste år" præger i det hele taget nomineringsfeltet sammen med andre hitserier som Thomas Vinterbergs "Familier som vores" og DR's sæson 2 af komediedramaet "Orkestret".

Med "Det Vi Elsker Prisen" ønsker Aller at hylde den underholdning, der beriger vores liv med stærke fortællinger, lyder det i pressemeddelelsen.

De i alt 11 priser uddeles 4. juni ved et show på det københavnske spillested Vega med skuespiller Afshin Firouzi, der blandt andet er kendt fra filmen "Vejen hjem", som vært.

Aftenens vindere udpeges af en jury, som alle er fagligt tilknyttet mediet "Vi Elsker Serier", heriblandt anmeldere og journalister.

Kun danske titler, der har haft premiere mellem marts 2024 og marts 2025, har været i betragtning til at blive nomineret.

Det er første gang, at "Det Vi Elsker Prisen" afholdes.

/ritzau/

Læs Mere >>

Nuuk, 30/04/2025 - 15:14

Kong Frederik lærer om grønlandsk jagt og får rypesnaps

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Under besøg på universitet lærte kong Frederik mere om nystartet biologiuddannelse om Grønlands natur.

Der var onsdag uddannelse om jagt, sæler og megen anden grønlandsk natur på programmet, da kong Frederik indledte andendagen af sit besøg i Nuuk.

På Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, var kongen og den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, forbi den nystartede uddannelse SILA.

Det er en særlig biologiuddannelse tilpasset grønlandske forhold.

- Tak for en dejlig dag, sagde kong Frederik til Jens-Frederik Nielsen på vej ind til universitetet med henvisning til dagen inden, der bød på blandt andet fjordsejlads og fjeldtur.

Inde på universitetet talte kongen, regeringslederen og andre med både undervisere og de studerende.

Der var kaffe, frugt og en "uformel" snak, fortæller Aviaja Lyberth Hauptmann, som er afdelingsleder på SILA.

Derudover fik kongen en særlig gave, for flere af de studerende havde været på rypejagt.

- En del af den her uddannelse er, at man lærer at gå på jagt og lærer om den mad og ressourcer, der er i vores natur, og de studerende havde lavet en lille nøglering med en rypefod til kongen, siger Hauptmann.

- En af vores studerende, som er en ihærdig rypejæger og har skudt over 600 ryper i år, havde også lavet en lille snaps med rypekro i, fortsætter afdelingslederen.

Aviaja Lyberth Hauptmann oplevede generelt en konge med en stor interesse i Grønland.

- Kongen stiller meget relevante, nærværende spørgsmål og kender også familiemedlemmer til de studerende, siger hun og understreger, at man mærker hans forbindelse til Grønland:

- Det mærkes meget, meget tydeligt, og det er der slet ikke nogen, der kan være i tvivl om, når man ser kongen her eller på billeder, siger hun.

Besøget onsdag fortsætter med frokost hos formanden for Grønlands parlament, Inatsisartut, Kim Kielsen.

Efter frokost med parlamentsformanden besøger kongen Grønlands Maritime Center, hvor forstander Bent Olesen introducerer centerets arbejde med uddannelse og maritim udvikling i Grønland.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/05/2025 - 12:00

FAKTA: Hvad er Body SDS

* Body SDS er et danskudviklet system, der kom til i 1940'erne af Erland Hartung. En af grundtankerne ved Body SDS er, at der arbejdes med hele mennesket, hvilket vil sige, at det både fokuserer på det fysiske og psykiske.

* I hver behandling indgår der i dag tre søjler: massageteknik, åndedrætsteknik og zonetryk. Formålet er, at de tilsammen kan løsne og frigøre spændinger og blokeringer i muskler, led og organer. Klienten har ofte et fokusområde, som behandleren fokuserer på.

* Der findes ikke evidensbaseret forskning for, at Body SDS har en effekt i behandlingen. Dog er der heller ikke lavet mange undersøgelser på området.

* Det koster typisk mellem 700 og 1000 kroner for en times behandling.

Kilde: Ulykkespatientforeningen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 01/05/2025 - 12:00

Rådfør dig med en læge og mærk efter inden du vælger din kropsterapeut

Michael Macor/Ritzau Scanpix

Det kan være svært at vælge behandlingsform, når din skade ikke vil gå væk. To gode råd er at rådføre sig med en læge og følge mavefornemmelsen.

Det kan være irriterende at gå med smerter i eksempelvis lænden, ryggen eller albuen. Frustrationen kan være stor, når skaden ikke vil gå væk, og smerten forbliver.

Og så melder spørgsmålet sig: Hvilken type behandler, skal man gå til for at få bugt med skaden?

Thomas Theis Jensen, der er fysioterapeut på Idrætsklinikken ved Regionshospitalet i Silkeborg, råder til at gå til rådføre sig med egen læge ved ikke akutte skader.

- Læger bør kunne identificere, hvad der er vigtigt at fokusere på. Man bør overveje at opsøge egen læge, hvis lidelsen ikke er blevet det mindste bedre efter 14 dage, siger han.

Thomas Theis Jensen fortæller, at ligesom i mange andre fag, så er der også specialiseringer i fysioterapi, selv om de kun anerkendes inden for faget.

- Alle fysioterapeuter har forskellige værktøjer med masser af strenge at spille på. For eksempel har jeg et specialområde på fødder, knæ og hofter. Dermed afhænger behandlingen af, hvilken fysioterapeut du kommer ud til, siger han og fortsætter:

- Som fysioterapeut kan man give et bredt potpourri af behandlinger, men øvelser fylder generelt meget.

I den alternative behandlingsform Body SDS vil man møde en holistisk tilgang til skader, hvor man ser på hele kroppen, fremfor kun hvor smerten er.

Det fortæller Andreas Lassithiotakis, der er uddannet i Body SDS og er kropsterapeut hos Kropsrummet. Han mener, at valget af behandlingsform afhænger af tilgangen til skaden.

- Der er både ligheder og forskelle mellem blandt andet fysioterapi og Body SDS. Tilgangen i Body SDS er hovedsageligt, at noget skal afspændes eller rettes, mens det for mig virker til, at det i fysioterapi ses som noget, der skal styrkes ved hjælp af øvelser, siger han.

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt musklen skal styrkes eller afspændes, og endnu ikke har fået undersøgt problemet, så skal man følge sin fornemmelse, fortæller Andreas Lassithiotakis.

- Det ene udelukker ikke altid det andet, i forhold til om en muskel eller et led skal styrkes eller løsnes. For mange er det smag og behag, temperament, erfaring, eller hvad man tror mest på, siger han.

Han mener, at sundhed og helbred er noget, der kan grænse til at være terapeutisk, da det er en personlig proces, hvor man selv skal gøre en stor del af arbejdet.

- Man kan sammenligne det lidt med sundhed og livsstil. Skal man gøre noget på motionsfronten, kosten eller søvnen? Derfor skal man finde ud af, hvad man tror på, og hvilken tilgang man bedst kan lide og er mest motiveret for, siger han.

Ud over fysioterapi og Body SDS findes der også mange flere kropsterapiformer heriblandt massage, akupunktur, osteopati, kiropraktor og yoga med flere.

Det kan nemlig være individuelt, hvad man som patient føler har fungeret i terapien. Det er dog vigtigt med et godt forhold til behandleren. Det fortæller Thomas Theis Jensen.

- En god behandling er ofte også relationel. Hvis du møder patienten med interesse, så vil de føle, at de har fået hjælp. Bare det, at du lægger en hånd på patienten, giver en placeboeffekt, der bliver brugt i alle terapiformer, siger han og fortsætter:

- Fysioterapi har en høj grad af evidens, men det handler om det relationelle. Jeg vil aldrig stille mig til dommer over, hvis nogen siger, at en behandling har virket for dem, fordi hvis det virker for dig, så skal du gøre det.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek