Moskva, 18/07/2025 - 01:44
Rusland melder at have taget kontrol over ukrainske landsbyer
Rusland siger, at styrker har taget kontrol over tre landsbyer i Ukraine. Det er ikke uafhængigt bekræftet.
Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Rusland melder, at russiske styrker har opnået kontrol over tre landsbyer i tre forskellige områder ved frontlinjen, der løber gennem Ukraine.
Meldingen kommer fra Ruslands forsvarsministerium, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge ministeriet drejer det sig om Kamjanske, som ligger i den sydøstlige Zaporizka-region, Dehtjarne i den nordøstlige Kharkiv-region og Popiv Yar i Donetsk-regionen.
Reuters har ikke uafhængigt kunne bekræfte meldingerne.
Samtidig er der fra Ukraine meldinger om den 1000 kilometer lange frontlinje, som er i strid med oplysningerne fra Rusland.
Vladyslav Voloshyn, som er talsperson for Ukraines militær, fortæller således til det ukrainske medie liga.net, at fortsat ukrainsk kontrol over Kamjanske er nødvendigt for at beskytte Zaporizjzja, som er hovedby i regionen.
Ifølge Voloshyn har ukrainske styrker formået at angribe russiske styrker, når de har nærmet sig Kamjanske.
- Russerne kan ikke gå ind i landsbyen og tage den, siger han ifølge Reuters til det ukrainske medie.
Han siger også, at byen efter lange perioder med kampe er blevet ødelagt.
- Der er ikke et eneste hus tilbage, ikke en eneste mur, der er ikke noget at tage, ingen mulighed for at søge dækning, lyder det.
Ukraine har ikke kommenteret den russiske påstand om, at Popiv Yav skal være kommet under russisk kontrol.
Landsbyen ligger nordøst for Pokrovsk, som ligger i Donetsk og i flere måneder har været centrum for russiske angreb i regionen.
Russiske styrker er vestpå i gang med en langsom fremrykning - primært gennem Donetsk. Ifølge Reuters melder Rusland på næsten daglig basis at have fået kontrol over ukrainske landsbyer.
Telegram-kanalen "DeepState", der deler opdateringer om kampene i Ukraine, har den seneste uge kategoriseret Popiv Yav som en såkaldt grå zone, hvor det er uvist, hvem der har kontrollen.
Der er ingen ukrainske meldinger om situationen i Dehtjarne.
/ritzau/