Sanaa, 04/05/2025 - 00:50
Yemens premierminister forlader posten og afløses hurtigt
Det var ikke længere muligt for premierminister i Yemen at "udøve beføjelser", siger han om fratrædelse.
Maxim Shipenkov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Premierministeren for Yemens regering, Ahmed Bin Mubarak, har lørdag meddelt, at han fratræder posten.
Det sker i et opslag på X.
Mubarak har stået i spidsen for Yemens internationalt anerkendte regering og har tidligere blandt andet været landets udenrigsminister.
- Jeg har netop mødtes med den højtærede formand for præsidentrådet, dr. Rashad Al-Alimini, og jeg er trådt tilbage som premierminister, lyder det fra Mubarak.
I 2014 tog landets houthibevægelse, der støttes af Iran, magten over hovedstaden Sanaa, og regeringen måtte som følge deraf flytte hovedsæde til Aden i det sydlige Yemen.
Houthierne fik siden magten over de fleste af landets mest befolkede områder, og de fleste yemenitter lever derfor under houthiernes kontrol.
- Jeg kunne ikke udøve mine forfatningsmæssige beføjelser og tage de nødvendige beslutninger for at reformere statsinstitutioner og implementere retmæssige ændringer, siger Ahmed Bin Mubarak.
Senere lørdag er Ahmed Bin Mubaraks efterfølger blevet udpeget.
Salem Saleh Bin Braikas, som tidligere har været landets finansminister, overtager således posten som premierminister, skriver præsidentrådet i en udtalelse.
Ændringen i regeringstoppen sker, mens houthibevægelsen siden november 2023 næsten ugentligt har rettet angreb mod skibe i Det Røde Hav.
Det sker ifølge bevægelsen for at udvise solidaritet med palæstinenserne efter krigen i Gaza.
Houthibevægelsen står desuden bag missiler, der affyres fra Yemen mod Israel.
En række rederier - heriblandt den danske rederigigant Mærsk - afholder sig grundet angrebene fra at sejle gennem Adenbugten og sejler i stedet syd om Afrika.
USA har reageret ved at udføre en række angreb i Yemen, og de er ifølge landet rettet mod mål med forbindelse til houthierne - eksempelvis våbenlagre.
Siden 15. marts har amerikanske styrker angrebet mere end 1000 mål i Yemen, lød det tidligere på ugen fra USA's forsvarsministerium, Pentagon.
/ritzau/AFP