København, 05/05/2025 - 09:00
Forstå dit mønster og styrk dine relationer
Ved at blive klogere på det tilknytningsmønster, du har med dig fra barndommen, kan du få en hjælpende hånd til at forstå og håndtere dine relationer.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus
Mens du lærte at kravle, gå, tale og trådte de første barnesko, fik du også lagt grundstenene til det tilknytningsmønster, som følger dig gennem livet.
Det er de briller, du ser verden igennem, forklarer Jan Due, som er parterapeut og indehaver af Due Parterapi, hvor han blandt andet beskæftiger sig med tilknytningspsykologien.
- Vores tilknytningsmønster farver den måde, vi oplever andre på. Det præger måden, vi interagerer med og nærmer os andre og knytter os til dem.
Har du en grundlæggende forventning om, at andre vil dig det godt eller skidt - om det er din partner, læge eller chefen - er det blevet grundlagt i de første leveår.
Og det kan være særligt godt at forholde dig til dit tilknytningsmønster, hvis du mærker knas i relationerne, fortæller Jan Due. Her bliver du nemlig konfronteret med din egen indre indstilling.
- Det, der tit sætter folk i gang med at interessere sig for det, er, hvis de igen og igen støder ind i de samme problemer med relationer til andre. Så begynder man at blive nysgerrig på, hvad der udspiller sig, siger Jan Due og fortsætter:
- Når noget bliver bevidst, giver det nogle nye valgmuligheder, hvor vi kan træffe bedre valg. Når vi bliver bevidste om, hvordan vi kan have det svært i relationer, kan vi sige det fra et mere sårbart sted end fra et frustreret sted. Vi kan tage ansvar for det.
I tilknytningspsykologen arbejder man med fire typer af tilknytningsmønstre: den trygge, undvigende, ængstelige og desorganiserede.
Den trygt tilknyttede er tryg i forhold til sig selv og andre. Man har en formodning om, at verden og andre vil en det godt, man har en grundlæggende bevidsthed om sit eget værd, og at man fortjener at blive behandlet ordentligt.
De primære omsorgspersoner har været nærværende, indfølende og stabile i barndommen. Man kan også til dels have udviklet den trygge tilknytning senere i livet.
De tre andre mønstre er forskellige reaktioner knyttet til en mere utrygt oplevet opvækst, hvor der måske har været usikkerhed eller uforudsigelighed. Gennem opvæksten har man ubevidst udviklet en strategi til at håndtere det.
Det kan være en undvigende tilgang til følelser eller det ængstelige/nervøse mønster, hvor man hungrer efter nærheden, men på en frustreret måde, som kan skræmme andre væk.
Og slutteligt den desorganiserede, der typisk vil være en reaktion på større svigt i barndommen, hvor man længes efter nærhed, men har tendens til at skubbe andre væk, når de så kommer tæt på.
Den mest udbredte tilknytningsform er den trygge.
- Størstedelen kommer ud af en opvækst, hvor man i samspillet med sine forældre har mødt en omsorg, som er forudselig, og forældrene var nogle, man kunne regne med. De har været en tryg havn. Når man oplever det, bliver man trygt tilknyttet.
- Når jeg i min praksis møder folk, der er trygt tilknyttede, siger jeg altid "hjerteligt tillykke, sikke en gave, du har fået med hjemmefra", siger terapeuten.
Der er masser af viden om emnet at boltre sig i på internettet, ligesom der også findes mange onlinetest, der kan pege dig i retning af dit mønster, fortæller Jan Due.
Med det i baghovedet kan du få åbnet for en ny bevidsthed om dine handlemønstre - og måden, du vil handle fremadrettet.
- Hvis man er ængstelig, kan man lægge usikkerheden frem. I stedet for at råbe højere kan man dele sin usikkerhed: "Jeg bliver usikker på, hvor jeg har dig. Jeg trænger til at vide, at vi to er et team". Jo mere, man kan sige det højt, jo nemmere er det at være sammen med, forklarer han.
/ritzau fokus/