Fransk hjerteorm er en skjult trussel for hunde i Danmark. Parasitten kan give alvorlige symptomer og i værste fald være livstruende, hvis den ikke opdages i tide.
Hundene bliver smittet af sygdommen via snegle, som de enten spiser eller slikker under gåturen.
Hanne Friis, der er chefdyrlæge hos AniCura Danmark, fortæller, at sygdommen sjældent kan ses med det blotte øje, derfor skal du være meget opmærksom på din hund.
- Det klassiske symptombillede er, at hunden hoster, og den virker mere træt. Konditionen er dårligere end normalt, og den puster mere, siger hun.
Nogle hunde kan have en forøget blødningstendens. Det kan være blødninger ved øjenhulen eller i mundhulen.
Konsekvenserne kan i nogle tilfælde være fatale for de firbenede.
- Det er rigtig skidt, hvis ormene dør inde i hundene, fordi de forårsager blodpropper i hjernen eller andre steder. Både direkte som rester af de døde parasitter, og fordi de kan forstyrre blodets evne til at størkne. Derfor kalder jeg sygdommen en lille djævel, fordi den kommer i mange former, siger hun
Snegle færdes typisk ved skove og hundeparker, hvor der er tilpas meget fugt til, at de gerne vil være der. Derfor skal hundeejere være opmærksomme, hvis de går ture i områder, hvor der er mange hunde, der luftes uden snor.
- Prøv at bemærke, om der har været historier om smittetilfælde. Man kan også spørge sin dyrlæge, hvor mange tilfælde der er rapporteret om i regionen, man bor i, siger Hanne Friis.
Smitten blev i starten spredt rundt i København og Nordsjælland. I dag findes der dog tilfælde i hele landet.
- Historien har lidt været, at det er noget, der er på Sjælland. Når man har set tilfælde i Jylland, så har flere dyrlæger ikke tænkt fransk hjerteorm som den første indskydelse. Men man ser også hunde i dag, der bliver syge, og som ikke har været på Sjælland, siger hun.
Sygdommen kan ikke smitte fra hunde til andre dyr eller mennesker.
Alle hunderacer kan dog blive ramt af fransk hjerteorm, selv om skoleeksemplet i gamle dage var den unge labrador, der spiste alt, hvad den kunne komme i nærheden af.
- Parasitten skal via snegle for at smitte videre. En hund kan ikke smitte en anden hund direkte. De kan dog gøre det indirekte ved, at en syg hund smitter en snegl, der giver sygdommen videre til en anden hund. Ligeledes kan vilde ræve blive smittet af parasitten og smitte videre, fortæller chefdyrlægen.
Behandlingsformen for fransk hjerteorm er en ormekur. Det er dog ikke lovligt i Danmark for dyrlæger at give det som et forebyggende middel.
Samtidig skal hundene være under tæt observation, da hundene kan risikere en blodprop, når man prøver at få sygdommen væk.
- Ormekuren fungerer rigtig godt, men hvis hunden er meget syg, eller har mange parasitter, så kan det være farligt, da parasitterne bor i det store blodkar rundt om hjertet og i lungerne, siger Hanne Friis og fortsætter:
- Når man slår ormene ihjel, så bliver det til dødt materiale i blodkarret, og det kan give blodpropper, indtil parasitten er opløst i hundens system.
Derfor skal man reagere med det samme, hvis man mistænker, at ens hund kan have fået hjerteorm.
/ritzau fokus/