Jerusalem, 27/05/2025 - 13:58
Rigsadvokat stempler Netanyahus valg af efterretningschef som ulovligt
Israels premierminister udpegede David Zini som chef for Shin Bet trods forbud fra rigsadvokaten.
Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israels rigsadvokat sætter foden ned over for premierminister Benjamin Netanyahu, efter at Netanyahu har udpeget generalløjtnant David Zini til posten som kommende chef for efterretningstjenesten Shin Bet.
Rigsadvokaten kalder udnævnelsen for ulovlig.
Det fremgår af et brev sendt fra rigsadvokat Gali Baharav Miara til Netanyahu, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Din beslutning vedrørende generalløjtnant Zini, som blev taget i forbindelse med en interessekonflikt og i strid med den retlige afgørelse såvel som de gældende juridiske retningslinjer, er illegitim og ulovlig, skriver Miara.
Netanyahu udpegede den nye efterretningschef efter i marts at have fyret den daværende Shin Bet-chef, Ronen Bar.
Bar er formelt stadig på posten og har meddelt, at han træder tilbage i juni.
Fyringen skete ifølge Netanyahu på grund af mangel på tillid.
Israels højesteret fastslog dog onsdag i sidste uge, at fyringen af Ronen Bar var upassende og ulovlig.
Herefter meddelte rigsadvokaten, at Netanyahu skulle afholde sig fra at udpege en ny til posten som Shin Bet-chef.
Højesteret mener blandt andet, at Netanyahu var i en interessekonflikt på grund af Shin Bets efterforskning af den såkaldt Qatar-sag, da han fyrede Ronen Bar.
I Qatar-sagen mistænkes to af Netanyahus nære rådgivere for at have taget imod betaling fra Qatars regering for til gengæld at forsøge at skabe en mere positiv fremstilling af Qatar i israelske medier.
Netanyahu er ikke selv sigtet i sagen, men har været afhørt i forbindelse med efterforskningen.
Fyringen af Ronen Bar affødte protester i Israel. Kritikere mener, at Netanyahu med fyringen underminerede en central statslig institution og udgjorde en trussel mod Israels demokrati.
Shin Bet er én af tre store israelske efterretningstjenester. De to andre er Mossad og Aman.
Shin Bet tager sig hovedsageligt af indenrigssikkerhed og kontraspionage. Aman er en militær efterretningstjeneste, og Mossad opererer i udlandet.
/ritzau/