Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/12/2024 - 15:26

Tekniske fejl var skyld i stort TDC-nedbrud på mobilnet

Efter at have udført grundige undersøgelser oplyser TDC Net nu årsagen til torsdagens nedbrud på mobilnettet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I flere dage har det været uvist, hvad der i sidste uge forårsagede nedbruddet på mobilnettet, som TDC Net ejer.

Torsdag i sidste uge blev et af tre danske mobilnet ramt af nedbrud, hvilket forårsagede at flere hundredtusinder ikke kunne ringe fra deres telefoner. Man kunne blandt andet ikke ringe 112.

Nedbruddet opstod i første omgang omkring middagstid.

Efter at have gennemført en grundig undersøgelse fastslår TDC Net nu årsagen til nedbruddet.

I et interview med Berlingske oplyser TDC Nets franske topchef Michel Jumeau, at det var et uheldigt sammenfald af omstændigheder, der var årsag til nedbruddet.

- Vi er meget, meget kede af, hvad der er sket. Jeg undskylder dybt over for alle mobilbrugere, som blev ramt. Det burde ikke være sket - men det skete, og vi påtager os det fulde ansvar for det, siger han til Berlingske.

Nedbruddet opstod samme dag, som Banedanmark oplevede problemer med sit digitale signalsystem, hvilket gjorde, at Banedanmark måtte indstille togdriften på en række jyske strækninger.

I en tid med geopolitiske spændinger opfordrer Michel Jumeau til, at teleskaberne arbejder sammen, så der ikke opstår misforståelser i forbindelse med den slags nedbrud.

- Vi kan ikke længere håndtere denne slags hændelser isoleret som selskab. De skal ses bredere, og vi skal koordinere med Beredskabsministeriet og alle andre involverede, så man lynhurtigt får det fulde billede.

- Ellers bliver disse hændelser misfortolket, siger han til Berlingske.

Han forstår desuden godt reaktionen, hvis nogen koblede de to nedbrud sammen og talte om hackerangreb.

Den ene fejl var en fejlslagen "teknisk opgradering" af en grundfunktion, der gør, at telefonen fortæller, hvilke tjenester der er tilgængelige, når dem kobler sig på mobilnettet.

Samtidig begyndte en anden funktion på mobilnettet at fejle på grund af en softwarefejl - den funktion, som registrerer telefonen på mobilnettet.

Derfor blev mobilbrugerne smidt af forbindelsen, og telefonen forsøgte så at koble sig på netværket igen.

Det overbelastede mobilnettet, fordi der opstod en enorm datatrafik.

Hvis man befinder sig et sted, hvor der ikke er forbindelse til ens mobilnet, vil ens telefon normalvis koble sig på et af de to andre danske mobilnet - enten Telias/Telenors eller 3's.

Men fordi de berørte mobiltelefoner faktisk var på mobilnettet, men bare uden at kunne ringe i perioder, hoppede mobiltelefonerne ikke automatisk over på et af de to andre mobilnet.

/ritzau/

Helsinki, 04/03/2025 - 09:43

Kongeparret indleder statsbesøg til musik i regnvejr

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary er blevet modtaget af det finske præsidentpar.

Kong Frederik og dronning Mary måtte finde paraplyerne frem, da de tirsdag tidlig formiddag ankom til præsidentpaladset i hjertet af den finske hovedstad, Helsinki.

Dermed har kongeparret officielt indledt et to dage langt statsbesøg i landet.

Ankomsten var akkompagneret af garden, der spillede kongesangen "Kong Christian stod ved højen mast", mens regnen stille dryppede ned.

Ved præsidentpaladset blev de modtaget af den finske præsident, Alexander Stubb, og hans hustru, Suzanne Innes-Stubb.

Herefter gik de to par op på balkonen af paladset for at vinke til de fremmødte uden for paladset, der stod klar med danske flag.

Præsidentpaladset i Helsinki blev opført i 1845. Fra 1919 og frem til 1993 var paladset den officielle bolig for finske præsidenter.

Det har siden ændret sig til, at paladsets lokaler i dag bliver brugt som officielle repræsentationslokaler.

De kongelige snusede allerede til det finske mandag, hvor de sammen med det finske præsidentpar drog til Lapland, hvor de oplevede den finske natur med langrendsski under fødderne.

Tirsdag, der er første dag ud af det to dage lange statsbesøg, byder foruden den officielle velkomst også på et møde med Finlands statsminister, Petteri Orpo, og et besøg i et beskyttelsesrum.

Beskyttelsesrummet er en del af Finlands civilforsvar og tjener som beskyttelse af borgerne i Helsinki ved kriser, men bliver også anvendt i fredstid til rekreative formål som sportsaktiviteter.

Det markerer det danske kongepar ved at igangsætte en floorballkamp mellem skolebørn fra de to finske byer Turku og Kuopio under jorden i beskyttelsesrummet ved besøget tirsdag.

Sidst på eftermiddagen tirsdag besøger kongeparret Hietaniemi Kirkegård.

Her vil kong Frederik og dronning Mary lægge kranse på flere grave. Blandt andet ved den danske mindesten for de faldne i Vinterkrigen.

Statsbesøgets første dag afsluttes med en gallamiddag i det finske præsidentpalads.

/ritzau/

Læs Mere >>

Helsinki, 04/03/2025 - 09:21

Kongeparret indleder statsbesøg til musik i regnvejr

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary er blevet modtaget af det finske præsidentpar.

Kong Frederik og dronning Mary er trådt ud af bilen foran præsidentpaladset i hjertet af den finske hovedstad, Helsinki, og har dermed officielt påbegyndt det finske statsbesøg.

Det sker til lyden af sangen "Kong Christian stod ved højen mast", mens regnen stille drypper ned. Her er de blevet modtaget af den finske præsident, Alexander Stubb, og hans hustru, Suzanne Innes-Stubb.

Præsidentpaladset i Helsinki blev opført i 1845. Fra 1919 og frem til 1993 var paladset den officielle bolig for finske præsidenter.

Det har siden ændret sig til, at paladsets lokaler i dag bliver brugt som officielle repræsentationslokaler.

De kongelige snusede allerede til det finske mandag, hvor de sammen med det finske præsidentpar drog til Lapland, hvor de oplevede den finske natur med langrendsski under fødderne.

Tirsdag, der er første dag ud af det to dage lange statsbesøg, byder foruden den officielle velkomst også på et møde med Finlands statsminister, Petteri Orpo, og et besøg i et beskyttelsesrum.

Beskyttelsesrummet er en del af Finlands civilforsvar og tjener som beskyttelse af borgerne i Helsinki ved kriser, men bliver også anvendt i fredstid til rekreative formål som sportsaktiviteter.

Det markerer det danske kongepar ved at igangsætte en floorballkamp mellem skolebørn fra de to finske byer Turku og Kuopio under jorden i beskyttelsesrummet ved besøget tirsdag.

Sidst på eftermiddagen tirsdag besøger kongeparret Hietaniemi Kirkegård.

Her vil kong Frederik og dronning Mary lægge kranser på flere grave. Blandt andet ved den danske mindesten for de faldne i Vinterkrigen.

Statsbesøgets første dag afsluttes med en gallamiddag tilbage på det finske præsidentpalads.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/03/2025 - 08:00

FAKTA: Anmeldte cykeltyverier de senere år

* 2024: 48.174

* 2023: 48.305

* 2022: 46.131

* 2021: 37.437

* 2020: 40.642

* 2019: 46.212

Kilde: Danmarks Statistik.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/03/2025 - 08:00

Bliv cykeltyvens værste mareridt

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Set med tyvens øjne skal det gå stærkt at få fingrene i en andens cykel. Derfor gælder det om at signalere, at du har gjort dit for at forsinke processen.

Har du oplevet at få stjålet den tohjulede, er du langtfra alene.

I 2024 var der over 48.000 anmeldte cykeltyverier, viser tal fra Danmarks Statistik.

Der er dog råd for, hvad du kan gøre for at forvandle cykeltyvens arbejde til et mareridt.

Selv om din cykel skulle have en fastmonteret lås, er det for det første en god idé at bruge en ekstra lås, som supplerer den fastmonterede lås.

Det giver dig mulighed for at låse cyklen fast til noget, forklarer Jens Hoseassen, som er indehaver af Fri BikeShop i Nyborg.

- Set fra tyvens perspektiv skal det oftest gå stærkt, når man vil stjæle en cykel. Og det er før set, at cyklen smides ind i en varevogn, og så er man kørt afsted med den.

- Med en ekstra lås skal tyven til at hive grej frem, og det kan virke forebyggende over for tyveri, siger han.

Jens Hoseassen anbefaler, at du har en stærk cykellås, så tyven bliver sat på ekstra arbejde i forsøget på at få brudt den op.

Det kan være en kabellås - også kendt som en wirelås - eller en kædelås.

Når du låser cyklen fast, kan du med fordel låse den gennem stellet i stedet for gennem det ene hjul.

- Har man for eksempel en cykel, hvor der er en quick release-mekanisme på forhjulet, tager det ti sekunder at tage forhjulet af, og så kan man løbe med resten af cyklen.

- Derfor bør man låse cyklen gennem stellet til et stativ, en lygtepæl eller lignende, siger Jens Hoseassen.

Har jernhesten fristende ekstraudstyr - det kan være en flot lædersadel eller cykelcomputer - så tag det gerne med dig, når du forlader den.

Det kan nemlig sænke salgsværdien på cyklen, hvorfor den kan være mindre tillokkende at stjæle, forklarer han.

Jens Hoseassen siger samtidig, at der findes låse med alarmer, som afgiver høje lyde ved eksempelvis forsøg på manipulering af låsen - og det kan afskrække tyven fra at fortsætte.

Det kan især være en god mulighed, hvis du har en ladcykel eller dyr elcykel, som kan være ekstra attraktiv at stjæle, siger han.

Af den grund kan det ligeledes være en god idé at tage elcyklens batteri med dig, forklarer Fri BikeShop-indehaveren.

Endelig kan det også have betydning, hvor du parkerer den tohjulede.

- Er det muligt at sætte den i en cykelkælder, virker det rigtig præventivt, sammenlignet med hvis man parkerer ude under den åbne himmel, siger Jens Hoseassen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek