Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Helsinki, 04/03/2025 - 09:43

Kongeparret indleder statsbesøg til musik i regnvejr

Kong Frederik og dronning Mary er blevet modtaget af det finske præsidentpar.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kong Frederik og dronning Mary måtte finde paraplyerne frem, da de tirsdag tidlig formiddag ankom til præsidentpaladset i hjertet af den finske hovedstad, Helsinki.

Dermed har kongeparret officielt indledt et to dage langt statsbesøg i landet.

Ankomsten var akkompagneret af garden, der spillede kongesangen "Kong Christian stod ved højen mast", mens regnen stille dryppede ned.

Ved præsidentpaladset blev de modtaget af den finske præsident, Alexander Stubb, og hans hustru, Suzanne Innes-Stubb.

Herefter gik de to par op på balkonen af paladset for at vinke til de fremmødte uden for paladset, der stod klar med danske flag.

Præsidentpaladset i Helsinki blev opført i 1845. Fra 1919 og frem til 1993 var paladset den officielle bolig for finske præsidenter.

Det har siden ændret sig til, at paladsets lokaler i dag bliver brugt som officielle repræsentationslokaler.

De kongelige snusede allerede til det finske mandag, hvor de sammen med det finske præsidentpar drog til Lapland, hvor de oplevede den finske natur med langrendsski under fødderne.

Tirsdag, der er første dag ud af det to dage lange statsbesøg, byder foruden den officielle velkomst også på et møde med Finlands statsminister, Petteri Orpo, og et besøg i et beskyttelsesrum.

Beskyttelsesrummet er en del af Finlands civilforsvar og tjener som beskyttelse af borgerne i Helsinki ved kriser, men bliver også anvendt i fredstid til rekreative formål som sportsaktiviteter.

Det markerer det danske kongepar ved at igangsætte en floorballkamp mellem skolebørn fra de to finske byer Turku og Kuopio under jorden i beskyttelsesrummet ved besøget tirsdag.

Sidst på eftermiddagen tirsdag besøger kongeparret Hietaniemi Kirkegård.

Her vil kong Frederik og dronning Mary lægge kranse på flere grave. Blandt andet ved den danske mindesten for de faldne i Vinterkrigen.

Statsbesøgets første dag afsluttes med en gallamiddag i det finske præsidentpalads.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek