Paris, 10/06/2025 - 15:40
Greta Thunberg hævder at hun blev kidnappet af Israel
Aktivister på nødhjælpsskib har ikke brudt nogen love, siger deporteret svensk aktivist.
Gonzalo Fuentes/Reuters
Af: /ritzau/
Greta Thunberg og de andre aktivister om bord på skibet "Madleen" blev kidnappet i internationalt farvand og taget med til Israel imod deres vilje.
Det siger den svenske aktivist til de fremmødte journalister, efter at hun tirsdag er ankommet med et fly til Paris, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
- Dette er endnu en bevidst overtrædelse af rettigheder, som kan skrives på listen af de utallige overtrædelser, som Israel har begået, lyder det fra Thunberg.
Hun understreger, at hendes egen oplevelse er ingenting, i forhold til hvad palæstinenserne går igennem.
Ifølge Thunberg har hende og de andre aktivister ikke brudt nogen lov.
Aktivisterne ville sejle nødhjælp til Gazastriben, men de blev stoppet af israelske soldater tidligt mandag.
Sent mandag aften oplyste Israels udenrigsministerium på det sociale medie X, at skibet var kommet i havn i den israelske by Ashdod.
Tirsdag morgen dansk tid oplyste de israelske myndigheder, at Greta Thunberg var blevet sat på et fly til Frankrig. Herfra skal hun efter planen hjem til Sverige, har det tidligere lydt.
En talsperson fra den israelske menneskerettighedsorganisation Adalah har ifølge det svenske nyhedsbureau TT oplyst, at Thunberg og tre andre aktivister frivilligt har skrevet under på et dokument om udvisning fra Israel.
De otte resterende aktivister underskrev ikke dokumenterne, og de befinder sig stadig i Israel.
Ifølge nyhedsbureauet TT siger Thunberg tirsdag, at hun er meget urolig for de andre aktivister, som stadig befinder sig i Israel, og at hun ikke ved, hvad der er sket med dem.
Over for Reuters benægter den svenske aktivist, at forsøget på at sejle nødhjælp ind i Gazastriben var et PR-stunt.
Ifølge Thunberg selv er hendes næste destination uklar, men det kunne være Sverige.
/ritzau/