Washington D.C., 28/05/2025 - 00:31
Trump tilbyder Canada Golden Dome-beskyttelse for milliarder
Hvis Canada bliver USA's 51. delstat, vil det koste nul dollar at få del i "Golden Dome"-plan, siger Trump.
Kevin Lamarque/Reuters
Af: /ritzau/
Det vil koste Canada 61 milliarder dollar, hvis landet vil være del af USA's præsident Donald Trumps "Golden Dome"-plan om et amerikansk missilforsvar.
Det skriver Trump i et opslag på Truth Social sent tirsdag aften.
61 milliarder svarer til omkring 402 milliarder kroner.
- Jeg meddelte Canada, som meget gerne vil være del af vores fabelagtige Golden Dome-system, at det vil koste 61 milliarder dollar, hvis de forbliver en særskilt - men ulige - nation, skriver den amerikanske præsident.
- Men det vil koste nul dollar, hvis de bliver vores dyrebare 51. delstat. De overvejer tilbuddet!, skriver den amerikanske præsident.
Trump har også tidligere luftet muligheden for at gøre Canada til USA's stat nummer 51.
Detaljerne om "Golden Dome" er endnu ikke blevet fremlagt.
Trump har sagt, at han ønsker et forsvarssystem, der kan forsvare USA mod en bred vifte af våben - blandt andet ballistiske missiler, krydsermissiler og droner.
Han vil have det til at stå klar om cirka tre år, og de samlede omkostninger ventes at løbe op i 175 milliarder dollar svarende til godt 1150 milliarder kroner.
Forslaget skal dog først godkendes i Kongressen.
I sidste uge sagde Canadas premierminister, Mark Carney, at Canada har haft drøftelser med USA om muligheden for at investere i "Golden Dome". Det er noget, som Canada "kigger på", lød det.
Analytikere har tidligere sagt til nyhedsbureauet AFP, at der er både tekniske og politiske udfordringer ved idéen om et "Golden Dome"-system.
Til Reuters har eksperter sagt, at "Golden Dome" kan medføre, at andre stater enten udvikler lignende systemer eller udvikler endnu mere avancerede våben for at undgå missilskjoldet. Det kan også puste til et våbenkapløb i rummet, har det lydt.
Natten til tirsdag lød der fra Nordkorea kritik af projektet. Landet mener, at det er en "meget farlig trussel", der militariserer rummet.
Også Kina har tidligere udtrykt bekymring vedrørende "Golden Dome"-planen. Landet har blandt andet beskyldt USA for at underminere "den globale stabilitet.
/ritzau/