København, 29/06/2025 - 12:33
Vaccine mod flåtoverført hjernebetændelse er firedoblet på to år
Flere og flere danskere lader sig vaccinere mod frygtet sygdom. Professor mener, det har taget overhånd.
Jean-Christophe Verhaegen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Antallet af danskere, der lader sig vaccinere mod flåtoverført hjernebetændelse - også kaldet TBE, er på to år firedoblet.
Det skriver Politiken.
91.755 personer blev sidste år vaccineret - det er cirka fire gange så mange som 2022.
TBE-virus fra flåter kan give årelange eller varige neurologiske skader som lammelser.
Hukommelsen og evnen til at tænke og lære kan også blive påvirket.
Kun én ud af 12, som smittes med TBE-virus fra flåter, vil ifølge Statens Serum Institut få hjernebetændelse.
Klinisk farmaceut og professor ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital Anton Pottegård mener, at alt for mange lader sig vaccinere mod TBE.
- Det er løbet helt af sporet. Den sygdom er blæst alt for stort op, og der er helt unødigt skabt en stor frygt i befolkningen, for risikoen for at blive alvorligt syg er forsvindende lille, siger Anton Pottegård til Politiken.
Der blev sidste år konstateret 17 tilfælde af TBE i Danmark efter formodet smitte herhjemme. Fem blev smittet i andre lande i Skandinavien.
Ud af de 17 danske TBE-tilfælde i 2024 var to med formodet smitte på Bornholm, 14 på Sjælland - primært Nordsjælland - samt ét tilfælde i Jylland i Randers-området.
Det fremgår af Statens Serum Instituts hjemmeside.
Sundhedsstyrelsen har ikke nogen generel anbefaling om vaccination mod TBE til specifikke befolkningsgrupper.
- Sandsynligheden for smitte anses for at være lille, og der er kun set ganske få tilfælde af TBE-smitte i Danmark, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
Vaccination kan dog overvejes til visse personer, lyder det.
- TBE-vaccination kan overvejes til personer, som færdes på stier i risikoområder og jævnligt får flåter på sig, eller som færdes uden for stier i skov og krat, skriver Sundhedsstyrelsen.
/ritzau/