Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Miami, 05/12/2024 - 21:00

Manchester City og Juventus støder sammen ved klub-VM

Klub-VM åbner 15. juni med opgøret mellem Inter Miami og egyptiske Al Ahly i Miami i USA.

Brian Snyder/Reuters

Af: /ritzau/

Manchester City skal ved næste sommers klub-VM i den indledende gruppe op imod blandt andre italienske Juventus.

Det står klart efter lodtrækningen torsdag aften, hvor de 32 deltagende klubber blev fordelt i otte grupper.

De to mandskaber må betegnes som favoritter til at avancere fra gruppe G, der også tæller Wydad AC fra Marokko og Al-Ain fra De Forenede Arabiske Emirater.

I gruppe B er der også lagt op til et møde mellem to store europæiske hold, når Paris Saint-Germain møder Atlético Madrid.

I den gruppe er også brasilianske Botafogo, der i slutningen af november vandt den sydamerikanske pendant til Champions League, Copa Libertadores. Det sidste hold i gruppen er Seattle Sounders fra USA.

Inter Miami med Lionel Messi skal spille turneringens åbningskamp mod egyptiske Al Ahly. De to hold er i gruppe A sammen med portugisiske Porto og Palmeiras fra Brasilien.

Klub-VM afvikles i USA fra 15. juni til 13. juli. De to bedste hold fra hver gruppe avancerer til ottendedelsfinalerne.

De otte grupper er som følger:

* Gruppe A: Palmeiras (Brasilien), FC Porto (Portugal), Al Ahly (Egypten) og Inter Miami (USA).

* Gruppe B: Paris Saint-Germain (Frankrig), Atlético Madrid (Spanien), Botafogo (Brasilien) og Seattle Sounders (USA).

* Gruppe C: Bayern München (Tyskland), Auckland City (New Zealand), Boca Juniors (Argentina) og Benfica (Portugal).

* Gruppe D: Flamengo (Brasilien), Espérance de Tunis (Tunesien), Chelsea (England) og León (Mexico).

* Gruppe E: River Plate (Argentina), Urawa Red Diamonds (Japan), Monterrey (Mexico) og Inter (Italien).

* Gruppe F: Fluminense (Brasilien), Borussia Dortmund (Tyskland), Ulsan HD (Sydkorea) og Mamelodi Sundowns (Sydafrika).

* Gruppe G: Manchester City (England), Wydad AC (Marokko), Al-Ain (De Forenede Arabiske Emirater) og Juventus (Italien).

* Gruppe H: Real Madrid (Spanien), Al-Hilal (Saudi-Arabien), Pachuca (Mexico) og Red Bull Salzburg (Østrig).

/ritzau/

USA, 13/01/2025 - 14:32

Verdenskendt stjerne spiller Putin i ny film

Mario Anzuoni/Reuters

Jude Law har tidligere sendt et åbent brev til Ruslands præsident, Vladimir Putin, om den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj, der gik bort i 2024.

Britiske Jude Law skal portrættere manden på manges læber Vladimir Putin i filmen "The Wizard of the Kremlin", der oversat til dansk lyder "Troldmanden fra Kreml".

Det fortæller den 52-årige skuespiller i et interview med det amerikanske medie Deadline.

- Jeg siger det tøvende, fordi jeg ikke rigtig er begyndt at arbejde på den endnu, siger Jude Law til mediet og fortsætter:

- Jeg er så småt i gang, men lige nu virker det som at bestige Mount Everest. Jeg står ved bunden, kigger op og tænker: "Åh gud, hvad har jeg sagt ja til?".

Filmen er baseret på en roman af samme navn fra 2022 om en ung russisk filminstruktør, der højst utraditionelt bliver Vladimir Putins tætte rådgiver i tiden efter Sovjetunionens fald i 1991.

Kreml er et gammelt fæstningskompleks i hjertet af Moskva. Det har i et århundrede traditionelt været hovedsæde for Ruslands herskere, og Putin har sin hovedresidens og sit kontor i fæstningen.

Det er ikke første gang, at Jude Laws navn kan høres i forbindelse med Rusland.

Tilbage i 2021 var han én af flere end 70 kendte personer, der skrev under på et åbent brev til netop den russiske præsident.

I brevet opfordrede de Putin til at tillade, at den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj fik lægehjælp.

Blandt underskriverne var også Harry Potter-forfatter J.K. Rowling, tre nobelprismodtagere i litteratur Herta Müller, Louise Glück og Svetlana Aleksijevitj, den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk og Abba-medlemmet Björn Ulvaeus.

- Vi beder Dem, hr. præsident, sikre, at Aleksej Navalnyj straks modtager den lægehjælp og pleje, han har brug for og har ret til ifølge russisk lov. Som en, der har svoret at følge loven, er De nødt til at gøre det, lød det i brevet.

Navalnyj, der var den mest fremtrædende russiske kritiker af præsident Vladimir Putin, døde i en sibirisk straffelejr i februar 2024. Han blev 47 år.

Hans stab og hustru mener, at det var en forgiftning med nervegiften novitjok, der var skyld i hans død.

I filmatiseringen "The Wizard of the Kremlin" får Jude Law blandt andre selskab af svenske Alicia Vikander, der spillede dronning Caroline Mathilde i Nikolaj Arcels historiske drama "En kongelig affære", og som i 2016 modtog en Oscar for sin præstation i filmen "Den danske pige".

Listen over filmens skuespillere er ikke komplet. Men filmdatabasen IMDb viser, at Jude Law også får selskab af skuespilleren Zach Galifianakis, kendt fra "Tømmermænd i Vegas".

Jude Law blev for alvor kendt som den flamboyante Dickie Greenleaf i filmen "The Talented Mr. Ripley" fra 1999.

Siden har han været med i en lang række film, herunder "The Aviator", "Kong Arthur: Legenden om sværdet" og flere film om Sherlock Holmes.

I "Enemy at the Gates" om krigen i Stalingrad under Anden Verdenskrig spillede han den russiske skarpskytte Vassili.

Han har også tidligere spillet over for Mads Mikkelsen i filmen "Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/01/2025 - 11:53

Fotografen bag Benettons provokerende kampagner er død

Uncredited/Ritzau Scanpix

Oliviero Toscani fik i 1992 forbrugere til at boykotte Benettons tøj med et foto af en aidssyg på dødslejet.

Tøjmærket Benettons tidligere fotograf Oliviero Toscani er død efter længere tids sygdom.

Det skriver Benetton-familien i et opslag på Instagram.

Italieneren, der som grafisk designer stod bag en række provokerende Benetton-kampagner i 1980'erne og 1990'erne, blev 82 år.

Han var i sine kampagner kendt for at anvende fotos, der ikke kun havde til formål at sælge tøj, men også satte fokus på alt fra sygdom til religion og racisme.

Det måske mest kontroversielle foto var af den aidssyge amerikaner David Kirby, da han i 1992 lå på sit dødsleje omgivet af familien.

Kampagnen blev mødt med kritik af aids-aktivister og førte til en boykot af Benettons varer.

Trods kritikken stod Toscani ved sit arbejde og fortrød ikke.

I en anden kampagne satte han tankerne i gang med et foto af sort kvinde, der gav brystmælk til en hvid baby. I 1991 lod han en præst kysse en nonne på et af sine kontroversielle fotos.

Mandag bliver han hyldet af Benetton-familien.

- Hvis man skal forklare bestemte ting, så er ord ikke nok. Det lærte du os, skriver Benetton på Instagram.

Oliviero Toscani var ansat ad to omgange hos det italienske tøjmærke. Fra 1982 til 2000 og igen fra 2017 til 2020.

Han forlod Benetton for fem år siden som følge af kommentarer omkring et brokollaps, der kostede 43 mennesker livet i Genova. Broen var ejet af Benetton-familien.

Italieneren afslørede i august sidste år, at han led af sygdommen amyloidose. Det er ifølge sundhed.dk en sjælden sygdom, hvor proteiner aflejres i kroppens organer.

På det tidspunkt fortalte han også, at han havde tabt sig 40 kilo som følge af sygdommen.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

København, 13/01/2025 - 11:00

FAKTA: Gode råd til at holde et vægttab

* Hvis du ønsker et varigt vægttab, skal du finde frem til en livsstil, som passer til dig på længere sigt. Derfor skal du for eksempel ikke vælge en diæt, hvor du alene går efter at tabe dig ti kilo på tre måneder, men altså i stedet vælge en livsstil, du har lyst til at følge i længden.

* Motion er også godt, da det hjælper dig med at bevare din sundhed - blandt andet fordi du opbygger muskelmasse.

* Husk desuden, at mange faktorer kan spille ind - både når du vil tabe dig og holde vægten. Nogle faktorer - for eksempel gener - kan du ikke selv gøre for. Det er en god idé at være bevidst om, fordi det kan forhindre dig i at bebrejde dig selv og i stedet hjælpe dig til at fokusere på, hvad du kan gøre for at hjælpe dig selv.

Kilde: klinisk diætist og forfatter Maria Felding.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 13/01/2025 - 11:00

Skift fokus og få succes med vægttabet

Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Der er mange årsager til, hvorfor nogle kæmper med vægten i højere grad end andre, siger bogaktuel diætist. Og det handler ikke om selvdisciplin.

Du har kastet dig ud i diverse slankekure og er blevet et kendt ansigt i det lokale fitnesscenter. Men lige meget hjælper det: Tallet på badevægten vil ikke gå ned.

Kan du nikke genkendende til dette, er du langtfra alene. For mange tror fejlagtigt, at kuren mod overvægt er selvdisciplin.

Sådan lyder det fra klinisk diætist Maria Felding. Hun er aktuel med bogen "En ulige kamp - derfor er det så svært at vedligeholde et vægttab", der blandt andet handler om, hvorfor nogle har sværere ved både at tabe sig og holde vægttabet end andre.

- Mange mener, at folk med overvægt bare skal gøre mere for at tabe sig. Men det er vigtigt at forstå, at vi ikke har så meget kontrol over vores vægt, som vi går og tror, siger hun.

Diætisten forklarer, at der er mange årsager til, hvorfor nogle kæmper med overvægten mere end andre.

Det kan være faktorer som gener, at nogle har et lavere stofskifte og optager flere kalorier fra maden end andre samt den enkeltes sociale status.

- Når vi har sociale udfordringer, er der noget, der tyder på, at kroppen aflæser det som en fødevareusikkerhed - altså en mulig fremtidig mangel på føde.

- Folk, der har fødevareusikkerhed, vejer typisk mere end folk uden fødevareusikkerhed. Det kan skyldes, at kroppen begynder at lagre mere fedt som en form for forsikring. Men uden at vi nødvendigvis spiser mere, siger Maria Felding.

Netop fordi vægttab handler om mere end kostplaner og motion, råder hun til, at du forsøger at skifte fokus, hvis du kæmper med vægten.

Her bør du for det første stoppe med at give dig selv skylden for din vægt. For årsagerne til den er altså langt mere kompliceret, end mange tror.

I den forbindelse er det også en god idé at undersøge, hvad der ligger til grund for din spiseadfærd - mere end hvad du konkret putter i munden.

- Det kan være til stor hjælp, hvis man kan identificere, hvorfor man gør, som man gør, i stedet for kun at kigge på selve kosten.

- For de fleste ved godt, hvad der er henholdsvis få og mange kalorier i. Men det alene får os ikke til at ændre vaner. Det er meget mere dybdegående, siger Maria Felding.

Har du for eksempel for vane at spise meget mad, når du er kommet hjem fra arbejde - også selv om du ikke er sulten og gerne vil lade være - er det en god idé at blive klogere på, hvorfor du spiser netop dér. Eventuelt sammen med en vejleder.

Det kan hjælpe dig til at finde ud af, hvorvidt du kan imødekomme behovet på andre måder, siger diætisten.

Derudover råder hun til, at du kigger på din livsstil og finder ud af, om der er faktorer, der står i vejen for, at du kan ændre den.

- Nogle gange er det simpelthen for besværligt. For nogle handler det om, at de er super stressede. Så skal man finde ud af, hvad det handler om, og om man kan gøre noget ved det, siger Maria Felding.

Endelig peger hun på, at du kan gøre meget for at forbedre din livskvalitet og nedsætte sygdomsrisikoen, uden at det handler om et decideret vægttab.

Det kan for eksempel være at få bedre søvn, stoppe med at ryge og skære ned på dit alkoholforbrug.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek