Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/03/2025 - 13:08

Landsret frifinder to mænd for dobbeltdrab - i byretten fik de livstid

Der er ikke tilstrækkeligt med beviser for, at to mænd brugte krypterede telefoner på afgørende tidspunkter.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To mænd er mandag af Østre Landsret frifundet for en anklage om et dobbeltdrab i Kalundborg. I byretten blev de idømt fængsel på livstid.

De er renset for anklagemyndighedens påstand om, at de fra kulissen dirigerede en blodig begivenhed i november 2020 ved et Meny-supermarked i Kalundborg.

Her mistede to mænd livet, da de blev skudt i hovedet, ligesom en tredje blev såret.

Forsvarerne mener, at mandagens dom er vigtig, fordi den er en påmindelse om de høje krav, som stilles for at kunne finde nogen skyldig.

Under en procedure har begge advokater, Thomas Brædder og Peter Secher, desuden kritiseret politiets efterforskning for at have været ensidig.

Begge de nu frifundne har fortalt, at de var udtrådt af banden Loyal To Familia, da forbrydelsen i Kalundborg skete.

Nedskydningen mod personer fra den såkaldte Sydkystgruppen blev udført af støtter af LTF. Det var hævn for en tidligere kidnapning i miljøet, er det tidligere kommet frem.

I maj 2023 idømte byretten i Holbæk de to mænd fængsel på livstid.

Fra tilhørerrækkerne i Østre Landsret lyder der mandag formiddag et højt "yes", da retsformanden frifinder 33-årige Tahir Ali Shan og 35-årige Mohamed Ali Adnan Seif. Nogle kvinder hulker af lettelse, og der høres dybe suk.

- Det er svært at pege på en enkelt ting. Det er en flerhed af momenter, der har haft betydning, siger den 35-åriges forsvarer, advokat Thomas Brædder, bagefter om afgørelsen.

På den krypterede platform Sky er der fundet flere belastende udsagn. Men der er usikkerhed om, hvorvidt den 35-årige var fast bruger - og dermed om det var ham, der skrev.

Ifølge vidner befandt han sig på bestemte kritiske tidspunkter i Silkeborg, hvor han blandt andet var mentor for unge, mens Sky-telefonen med de inkriminerende beskeder blev registreret som værende i brug på Sjælland.

Også når det gælder den 33-årige, er der tvivl om, hvorvidt han hele tiden har benyttet en bestemt Sky-telefon.

Ganske vist er der konstateret et "delvist følgeskab" mellem den 33-årige og Sky-telefonen. Men det er ikke nok til domfældelse, konstaterer et flertal i landsretten.

En af de tre juridiske dommere og syv af de ni lægdommere har stemt for frifindelse i hans tilfælde.

For den andens vedkommende stemmer alle tre juridiske dommere og syv lægdommere for frifindelse.

- Det er den første sag, hvor der sker frifindelse med den begrundelse, at man ikke er bruger af en Sky-telefon på de afgørende tidspunkter, siger advokat Peter Secher.

Under processen har han blandt andet påvist unøjagtigheder i politiets placering af de master, som registrerede telefoner i et tidsrum lidt efter klokken 18 den 8. oktober 2020.

Den fejlagtige placering på politiets kort betød, at man kunne hævde, at den 33-årige lige nøjagtigt kunne nå fra Utterslev Mose til Lyngby. Men en korrekt placering ville gøre dette umuligt.

- Det er svært at se det som objektiv efterforskning, siger advokat Peter Secher.

Mandag formiddag går de som frifundne ud af landsrettens bygning efter at have været varetægtsfængslet i mere end tre år.

I sagen er seks andre tidligere fundet skyldige og er af landsretten straffet med fængsel på livstid. Endnu en mistænkt blev i december udleveret fra Libanon og venter på at få sin sag afgjort.

Det er anden gang i løbet af halvandet år, at landsretten i en bandesag har slettet en byretsdom med livstid. Det skete også, da seks mænd i december 2023 blev frifundet i en sag om drabsforsøg i Måløv.

/ritzau/


Paris, 01/04/2025 - 20:56

Kongen ser Notre Dame som eksempel på modstandsdygtighed

Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix

Genopbygning af franske Notre Dame, der brændte i 2019, er ifølge kongen en god påmindelse for hele Europa.

Genopbygningen af den verdensberømte katedral i Paris Notre Dame, der stod i flammer i 2019, er et slående eksempel på modstandsdygtighed.

Sådan lyder det fra kong Frederik i en tale til et returarrangement i Frankrigs hovedstad tirsdag aften i forbindelse med kongeparrets statsbesøg i Frankrig.

- Takket være franske brandmænds mod og ekspertisen fra håndværkere fra hele Europa - inklusive Danmark - er den storslåede katedral blevet rejst igen. Et stærkt symbol for parisere, franskmænd og bestemt for hele Europa, siger kongen.

Ifølge ham er genopbygningen af Notre Dame en påmindelse om evnen til at stå sammen, ære fælles kulturarv og genopbygge det, som "vi har kær", når det er nødvendigt.

- Sammen står vi stærkt, lyder det fra kongen til arrangementet, der er til ære for den franske præsident, Emmanuel Macron, og præsidentfrue Brigitte Macron.

På statsbesøgets sidste dag, onsdag, er kongeparret inviteret til rundvisning i den mere end 860 år gamle Notre Dame, der genåbnede i december sidste år.

Her vil der særligt være fokus på det omfattende restaureringsarbejde, katedralen har gennemgået, siden den ødelæggende brand i 2019.

Kongen har generelt på besøget lagt vægt på det stærke samarbejde og fællesskab, der er imellem Danmark og Frankrig.

- Danskere og franskmænd komplementerer hinanden og deler de samme grundlæggende værdier. Vi værdsætter frihed og demokrati. Vi stræber efter de samme mål, selv hvis nogen af os insisterer på at gå egne veje, siger kong Frederik i talen.

Han hæfter sig ved, at franskmænd har en stolthed i at tage alternative veje.

- Det må jeg erkende, at jeg kan relatere til. Nogle vil måske kalde det stædighed, men i virkeligheden er det oprør mod konformitet - en hyldest til opfindsomhed, siger kongen.

/ritzau/

Læs Mere >>

Paris, 01/04/2025 - 20:32

Kongen ser Notre Dame som eksempel på modstandsdygtighed

Genopbygning af franske Notre Dame, der brændte i 2019, er ifølge kongen en god påmindelse for hele Europa.

Genopbygningen af den verdensberømte katedral i Paris Notre Dame, der stod i flammer i 2019, er et slående eksempel på modstandsdygtighed.

Sådan lyder det fra kong Frederik i en tale til et returarrangement i Frankrigs hovedstad tirsdag aften i forbindelse med kongeparrets statsbesøg i Frankrig.

- Takket være franske brandmænds mod og ekspertisen fra håndværkere fra hele Europa - inklusive Danmark - er den storslåede katedral blevet rejst igen. Et stærkt symbol for parisere, franskmænd og bestemt for hele Europa, siger kongen.

Ifølge ham er genopbygningen af Notre Dame en påmindelse om evnen til at stå sammen, ære fælles kulturarv og genopbygge det, som "vi har kær", når det er nødvendigt.

- Sammen står vi stærkt, lyder det fra kongen til arrangementet, der er til ære for den franske præsident, Emmanuel Macron, og præsidentfrue Brigitte Macron.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/04/2025 - 08:00

FAKTA: Gør det nemt for reparatøren

* Klæd reparatøren godt på, inden han eller hun kommer ud til dig for at fikse vaskemaskinen eller en anden hvidevare.

* Sørg for at oplyse modelnummeret på hvidevaren, så teknikeren er forberedt på, hvilken maskine der er tale om.

* Viser tørretumbleren eller vaskemaskinen en fejlkode, er det også en god idé at oplyse den til teknikeren, når du ringer til ham eller hende.

* Husk at fortælle om alle fejlene. Fortæl for eksempel, hvis maskinen ikke er blevet afkalket længe. Jo mere info, jo bedre.

Kilde: Peter Vestergaard, indehaver af Vestergaards Hvidevarer.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 01/04/2025 - 08:00

Red din skrantende vaskemaskine med nyt fradrag

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Fra i år og frem til 2027 inkluderer servicefradraget reparationer af hvidevarer, så færre af dem havner for tidligt på genbrugspladsen.

Ofte skal der få reparationer til for at få din gamle vaskemaskine til at virke optimalt igen, og som noget nyt kan du få rabat på det arbejde gennem servicefradraget.

Men det er der ikke ret mange, der udnytter, fortæller Peter Vestergaard, der er indehaver af firmaet Vestergaards Hvidevarer i Hobro.

- Vi oplever, at folk ikke er klar over fradraget, så vi gør en dyd ud af at gøre dem opmærksomme på det, siger han.

Reparationer af hårde hvidevarer er omfattet af servicefradraget fra i år og frem til 2027. Målet med den nye ordning er at reducere antallet af køleskabe, frysere og opvaskemaskiner, der havner på landets genbrugspladser.

Sidste år viste tal fra Coop Analyse, at danskerne kasserer omkring en halv million hvidevarer om året, og næsten hver tredje af dem virker stadig.

- Jeg vil også skyde på, at halvdelen af hvidevarerne, der bliver smidt væk, fordi de er i stykker, sagtens ville kunne laves for små penge, lyder det fra Peter Vestergaard.

En typisk reparation på en vaskemaskine eller opvaskemaskine er en udskiftning af varmelegemet. Det koster ofte et sted mellem et par hundrede og tusind kroner, fortæller Peter Vestergaard.

Andre gange er det noget så simpelt som en rensning af en blokeret pumpe eller et tilstoppet filter, der skal til, for at maskinen kører som smurt igen.

- For en stor procentsats af de opgaver, vi kommer ud til, er maskinen gået i stykker på grund af mangel på vedligehold, siger Peter Vestergaard.

Hyrer du en reparatør til at fikse dine hvidevarer, giver det nye servicefradrag helt konkret mulighed for at få fradrag på reparatørens arbejdsløn. Det er i den forbindelse et krav, at du hyrer et momsregistreret firma, fortæller Tine R. Sode, der er fagekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Så får du en regning fra ham, hvor der står, hvor mange timer, han har brugt på reparationen, og det er kun de timer, du kan få fradrag for, siger hun og understreger, at det derfor er vigtigt, at regningen adskiller prisen for materialer og prisen for arbejdstiden.

Du får fradraget med tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at du skal betale regningen, før du beder om fradrag.

Her siger reglerne, at du skal betale den elektronisk og ikke med kontanter, så der er fuld klarhed over pengeoverførslen.

Når regningen er betalt, sender du den til Skat. Det gør du ganske nemt ved at trykke på en knap inde på Skats hjemmeside under din forskudsopgørelse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek