London, 21/08/2025 - 21:43
Påstand om Melania Trumps forhold til Epstein fjernet fra bog
Ny biografi har berettet, at det var Jeffrey Epstein, der præsenterede Donald Trump for sin hustru.
Alex Wroblewski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En ny biografi om britiske prins Andrew er blevet redigeret, så den ikke længere omfatter en påstand om USA's førstedame Melania Trumps relation til den afdøde rigmand Jeffrey Epstein.
Det bekræfter forlaget HarperCollins, der udgiver bogen, ifølge det britiske medie The Independent.
Bogen har titlen "Entitled: The Rise and Fall of the House of York", og ifølge mediet er et af kapitlerne dedikeret til prins Andrews særdeles omtalte forhold til rigmanden.
Kapitlet rummer også en påstand om, at det var Epstein, der præsenterede Donald Trump, der siden er blevet præsident, og hans nuværende hustru for hinanden.
Men den påstand er altså nu fjernet.
- Vi kan bekræfte, at flere passager fra Andrew Lownies bog "Entitled: The Rise and Fall of the House of York" er blevet fjernet i samråd med forfatteren, siger en talsperson fra forlagets britiske afdeling.
Talspersonen tilføjer, at det er HarperCollins, der udgiver bogen i Storbritannien, mens Lownie selv står for at udgive den i USA.
Det fremgår ikke, hvorfor passagerne er blevet fjernet. Ifølge The Independent vil ændringerne fremgå i alle kommende printudgaver af bogen. E-bog- og lydbogsudgaven er allerede blevet opdateret.
Samtidig anslås det, at der i forvejen er blevet trykt omkring 60.000 eksemplarer af bogen.
Jeffrey Epstein var en finansmand og ven med adskillige højtprofilerede personer. I mange år var også Donald Trump en del af vennekredsen.
Epstein blev dømt for sexforbrydelser og i 2019 varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel. Han begik ifølge retsmedicinere selvmord i fængslet samme år.
Melania Trump har truet med at sagsøge Hunter Biden, søn af den tidligere demokratiske præsident Joe Biden, for over en milliard dollar for en lignende påstand.
BBC har tidligere berettet, at truslen er kommet som reaktion på en påstand fra Biden om, at det var Jeffrey Epstein, der for mange år siden introducerede hende til Donald Trump.
I løbet af Trumps anden præsidentperiode er hans forhold til Epstein i den grad kommet i søgelyset.
På det seneste har der været et stort pres på Det Hvide Hus i forhold til at udgive de såkaldte Epstein-filer.
Donald Trump udtalte under valgkampen i 2024, at han ville offentliggøre filerne, men trak senere i land med begrundelsen, at han ikke ville gøre det, hvis der var falsk materiale iblandt.
Han gik senere med til at søge om at få offentliggjort alle relevante vidneudsagn i sagen.
/ritzau/