København, 13/05/2025 - 16:09
Anklager vil have løbestjerners far bag tremmer i 2,5 år
Gjert Ingebrigtsen skal i fængsel i to og et halvt år for at have mishandlet to af sine børn, mener anklager.
Carina Johansen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hvis det står til anklagemyndigheden, skal Gjert Ingebrigtsen i fængsel i to og et halvt år for at have mishandlet to af sine syv børn fysisk og psykisk.
Det kom frem, da anklagerne Angjerd Kvernenes og Ellen Mellemstrand Gimre tirsdag holdt deres procedure i den stort anlagte retssag i Sør-Rogaland Tingrett i den norske by Sandnes.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Gjert Ingebrigtsen er far til blandt andre de tre løbere Henrik, Filip og Jakob Ingebrigtsen, som alle er eller har været en del af verdenseliten.
Jakob Ingebrigtsen er den mest succesfulde af de tre. Han har blandt andet to OL-guldmedaljer og fire VM-guldmedaljer i sin trofæsamling, ligesom han har sat flere verdensrekorder på blandt andet 1500 meter.
Han er samtidig den ene af de to forurettede i retssagen, som har enorm bevågenhed i Norge. Den anden er Jakob Ingebrigtsens 19-årige lillesøster.
Ifølge anklagemyndigheden har Gjert Ingebrigtsen skabt et frygtregime, som gennem en årrække prægede familien og hjemmet.
Anklagerne mener, at den fysiske og psykiske mishandling i Jakob Ingebrigtsens tilfælde varede i ti år, mens hans lillesøster angiveligt måtte udstå fire år.
Begge de forurettede har fortalt, at deres far blandt andet har slået dem i hovedet.
Retssagen har været i gang i flere uger, og Gjert Ingebrigtsen har i hele forløbet nægtet sig skyldig.
Løbefamilien lagde fra 2016 og flere år frem navn til realityserien Team Ingebrigtsen, der fulgte Gjert Ingebrigtsen og hans talentfulde børn i deres kamp for at nå verdenseliten.
Glansbilledet krakelerede dog, da Jakob, Filip og Henrik Ingebrigtsen i begyndelsen af 2022 afbrød samarbejdet og droppede kontakten med faren.
I stedet blev Gjert Ingebrigtsen træner for sønnernes norske konkurrent, Narve Gilje Nordås.
/ritzau/