København, 07/05/2025 - 05:15
Organisationer vil granske indgreb i borgeres privatliv efter skred
De senere år er der sket et skred i overvågningen af borgerne ifølge en række organisationer og forskere.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Folketinget bør sætte behandlingen af den kommende PET-lov i bero og i stedet nedsætte en uafhængig kommission. Det mener 25 organisationer og en række forskere, som har sendt et åbent brev til regeringen.
Kommissionen skal kortlægge overvågningssamfundets omfang, fordi overvågningen af borgere i det offentlige rum har bevæget sig fra at være undtagelsen til at blive normen, lyder det i en pressemeddelelse.
- Hvis regeringens forslag bliver til virkelighed, vil alle borgere systematisk blive overvåget overalt og hele tiden. Det er et meget voldsomt indgreb i vores privatliv, og det er opskriften på et overvågningssamfund, siger Birgitte Arent Eiriksson, der er direktør for tænketanken Justitia.
Blandt medunderskriverne er Danske Advokater, Danske Medier, Dansk Journalistforbund, Djøf, Transparency International Danmark, Rådet for Digital Sikkerhed og Teleindustrien samt flere fremtrædende forskere.
I brevet peges der på, at hensynet til privatlivets fred og retssikkerhed for ofte træder i baggrunden, og det ses særligt i 2025. Men generelt er der sket et skred de senere år.
Konkret peger de på den kommende PET-lov, som vil give Politiets Efterretningstjeneste hidtil usete beføjelser til indsamling, overvågning og analyser af alle borgeres personlige oplysninger og digitale færden.
Desuden er der anvendelsen af slægtsforskning i efterforskning, som rejser principielle spørgsmål om brug af borgeres DNA, der er indsamlet til andre formål. Og tryghedspakken lemper regler for opsætning af kameraer i det offentlige rum.
Derudover har Københavns Politi for nylig taget teknologi med ansigtsgenkendelse i brug, påpeges det.
Regeringen mener, at øget overvågning giver en større tryghed i det offentlige rum.
Kritikken går på, at den øgede overvågning risikerer at undergrave den enkeltes ret til privatliv og at kompromittere tilliden mellem borgere og centrale samfundsfunktioner.
Der er behov for at træde et skridt tilbage og stille det grundlæggende spørgsmål om, hvor grænsen for overvågning går i et demokratisk samfund, er konklusionen.
- Derfor er der behov for en tænkepause, hvor vi får kortlagt omfanget og konsekvenserne af den overvågning, der allerede finder sted - og sikret en mere balanceret tilgang fremadrettet, siger Birgitte Arent Eiriksson.
/ritzau/