Jerusalem, 03/05/2025 - 22:45
Israel indkalder tusindvis af reservister inden optrapning i Gaza
Det israelske sikkerhedskabinet skal mødes søndag for at godkende øget mobilisering i krigen mod Hamas.
Jack Guez/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israels militær er gået i gang med at indkalde titusindvis af reservister til krigen i Gaza inden en forestående intensivering af offensiven mod den militante Hamas-bevægelse.
Det oplyser militæret ifølge mediet Times of Israel.
De første indkaldte reservister skal stå klar til at gøre tjeneste i militæret i den kommende uge.
Fredag blev premierminister Benjamin Netanyahu præsenteret for militærets planer om at øge mobiliseringen i Gaza.
Israels sikkerhedskabinet skal søndag samles for at godkende mobiliseringen og planerne om en øget offensiv.
Israelske reservister er løbende blevet indkaldt til at gøre tjeneste i forbindelse med krigen i Gaza. Dem, der bliver indkaldt denne gang, har sandsynligvis allerede været indkaldt tidligere, skriver Times of Israel.
Efter Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023 blev 300.000 reservister indkaldt til militæret, som uden reservisterne har en stående styrke på anslået 170.000 soldater.
Meldingen om indkaldelsen af soldater i reserven kommer, samtidig med at tusindvis lørdag aften har været på gaden i den israelske storby Tel Aviv for at demonstrere mod den ventede eskalering af krigen.
På vej gennem byen passerede demonstranterne en anden demonstration, hvor demonstranter stod i siden af vejen med billeder af nogle af de børn, der er blevet dræbt i Gaza, skriver den israelske avis Haaretz.
Blandt deltagerne i hoveddemonstrationen var familier til israelske gidsler, der holdes fanget af Hamas. De pårørende frygter, at flere gidsler mister livet.
- Netanyahu indkalder reservister til endnu en runde i Gaza, hvilket kun vil føre til, at gidsler omkommer. Det er utroligt og utilgiveligt, sagde aktivisten Einav Zangauker, hvis søn holdes fanget af Hamas, i en tale ifølge Haaretz.
251 personer blev taget som gidsler af Hamas 7. oktober 2023. Størstedelen er siden blevet frigivet, men 59 gidsler befinder sig stadig i Gaza. Af dem er 35 erklæret døde.
Hamas slog desuden 1200 personer ihjel ved angrebet på Israel. Den efterfølgende krig i Gaza har ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i området kostet 52.000 palæstinensere livet.
/ritzau/