Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hamburg, 06/07/2024 - 09:49

Træner afviser snak om slutdato for Ronaldos landsholdskarriere

Roberto Martínez blev efter Portugals EM-exit spurgt ind til, hvorvidt Ronaldo agter at stopper på landshold.

Paul Terry/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Portugals landstræner afviser efter nederlag til Frankrig fredag aften ved EM-slutrunden at tale om, hvorvidt 39-årige Cristiano Ronaldo har i sinde at lade sig pensionere fra landsholdet.

- Det er for tidligt og amatøragtigt efter kampen at tale om det, og der er ikke blevet taget nogen individuel beslutning, siger Portugals landstræner, Roberto Martínez, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Træneren blev efter landets EM-exit spurgt ind til, om verdensstjernen for sidste gang har trukket den røde trøje over hovedet.

I kampen mod franskmændene fredag lod dramaet vente på sig og viste sig først i straffesparkskonkurrencen.

0-0 lød stillingen efter 120 minutters spil. Frankrig scorede herefter på fem ud af fem forsøg i straffesparkskonkurrencen, mens João Félix blev skurk for Portugal, da han sendte sit forsøg på stolpen.

Frankrig møder dermed Spanien i EM-semifinalen.

Roberto Martínez sagde efter kampen, at João Félix ikke bør bebrejdes for, at det portugisiske hold nu sætter kursen hjem.

- Jeg kan fortælle, at hele holdet bakker hinanden op, og kun spillere, der aldrig sparker straffespark, undgår at misse, siger Martínez, der understreger, at det var uheldigt.

For Ronaldo blev denne slutrunde målløs på nær scoring i netop straffesparkskonkurrencen.

Roberto Martínez har dog under slutrunden ikke tvivlet på berettigelsen af veteranen Ronaldos EM-billet.

- Cristiano er på landsholdet, fordi han fortjener det, har træneren slået fast tidligere under EM, der spilles på tysk jord.

Portugiseren har ikke tidligere haft problemer med at score for landsholdet. 130 gange har han banket bolden i mål i en landskamp.

Til sammenligning har Lionel Messi scoret 108 gange for det argentinske landshold.

/ritzau/

Brasília, 04/10/2024 - 21:06

Dronningen tog i kantinen og smagte Brasiliens lovpligtige skolemad

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Mary fik en bid af det nationale skolemadsprogram, der er en af Brasiliens ældste offentlige politikker.

Dronning Mary stod forrest i køen i kantinen, da det var frokosttid på skolen Centro Educacional do Lago i Brasiliens hovedstad, Brasilia.

Her spiste hun frokost sammen med skolens elever og fik mulighed for at smage på skolemaden, der er indskrevet i forfatningen i Brasilien.

Det nationale skolemadsprogram er en af Brasiliens ældste offentlige politikker, der blev iværksat i 1950’erne for at centralisere organisering og indkøb af skolemad.

Programmet voksede sidenhen i både efterspørgsel og succes i forhold til at reducere sult.

Derfor blev retten til skolemad af høj kvalitet for alle elever i den offentlige skole indskrevet i forfatningen fra 1988.

Udførelsen og fordelingen af programmets midler er decentraliseret og styres af statslige og kommunale uddannelsesafdelinger med føderale overførsler.

Det er et krav, at en del af midlerne bruges til at købe forsyninger fra små landbrug, og at størstedelen af de indkøbte fødevarer er minimalt forarbejdede.

Foruden dronningen sad også den brasilianske præsidentfrue, Rosângela Lula da Silva, der i folkemunde kaldes Janja, med ved bordet.

Også klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) var med til frokost.

De brasilianske skoler skal også købe mad fra lokale og oprindelige samfund.

Formålet med disse krav er at fremme en bæredygtig økonomi, der både gavner eleverne med mad af høj kvalitet og de små producenter med et stabilt marked.

FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, har fremhævet programmets afgørende rolle i forbindelse med, at Brasilien i 2014 blev fjernet fra verdenskortet over sult.

Særligt under covid-19 voksede udfordringer med sult imidlertid igen, og i begyndelsen af 2023 øgede den brasilianske regering finansieringen af skolemadsprogrammet til i alt omkring 6,75 milliarder danske kroner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/10/2024 - 18:53

Mads Langer: Jeg lukkede ned for livet i overhalingsbanen

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Musikeren Mads Langer har omdannet siderne fra sin egen dagbog til en række personlige sange om lykke, død, opbrud og forandring.

Musikeren Mads Langer stod over for et internationalt gennembrud for et par år tilbage.

Det, som han altid havde drømt om, var blot i den anden ende af telefonen.

Det beskriver han nu i en længere pressemeddelelse gennem sit pladeselskab, Warner Music, hvorfra han nu udgiver sit første album på dansk.

- Jeg husker, hvordan jeg med det begejstrede hold af dygtige folk i røret, så ind i min lille datters dybe og rene øjne, fortæller Mads Langer, der har lille Hannah med sin tidligere hustru, Julie Lillelund.

- Jeg så både hende, men i allerhøjeste grad også mig selv, da hun lå der i mine arme. Jeg forstod på et dybt plan, at hvis jeg skulle finde den indre ro, som jeg paradoksalt nok havde spurtet rundt om jorden efter igen og igen, og hvis jeg ikke skulle ende med at blive den far, der aldrig var der, så var jeg nødt til at stoppe op, sætte tempoet ned, lægge mit liv om og skabe plads til at kigge indad.

Mads Langer meddelte dem i røret, at han ikke kom til USA. Hverken nu eller senere.

En af hans sange blev ellers spillet på amerikansk radio og opnåede tilmed en imponerende placering på Billboards hitliste over de mest spillede singler.

Hans hold i USA havde et forløb klar til den danske stjerne, og i det lå en intensiv promotionplan og en omfattende opvarmningsturne for en større amerikansk artist, afslører Mads Langer nu.

- Det gik op for mig, at den drøm, jeg havde kæmpet for hele mit liv, og i særdeleshed siden jeg udgav mit første album, ikke længere var min. Drømmen om at blive set og hørt af så mange mennesker som muligt igennem mine sange, forklarer han videre i pressemeddelelsen.

- Jeg lukkede ned for livet i overhalingsbanen, for koncerter og offentlige optrædener og åbnede op for et liv, hvor der var tid og ro til at møde mig selv - både mit lys og mit mørke - med grundighed, nænsomhed, tilgivelse og omsorg, lyder det fra Mads Langer.

Den 40-årige musiker har været en del af den danske musikscene siden 2006, hvor hans debutplade, "Attention Please", udkom.

Tre år efter udgav han sit andet album, det selvbetitlede "Mads Langer", som indeholdt gennembrudshittet "Fact-Fiction".

Derudover har han også hittet med "Flawless", "Overgi'r mig langsomt" og sin genindspilning af Olive-nummeret "You're Not Alone".

Det nye album, "Kærlighed & frygt", er Mads Langers syvende skive.

Han beskriver albummet som dagsbogssider, han har revet ud og lavet til sange. De centrerer sig om lykke, død, opbrud og forandring, fortæller han.

- På mange måder har arbejdet handlet om at opdage og løsrive mig fra den indre stemme, der havde taget bolig i mig. En stemme, der har været utroligt hård - nærmest nådesløs overfor mig selv. En stemme, der i dag en gang imellem titter frem, men som jeg ikke længere identificerer mig med.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/10/2024 - 10:00

FAKTA: Den absolut nemmeste æbledessert

* 4 æbler (til 4 personer)

* 50 gram hasselnøddeflager

* 2 spiseskefulde brun farin

* 20 gram blødt smør

* 4 spiseskefulde revet kokos

* 1 teske kanel

* Tænd ovnen på 200 grader. Skyl æblerne. Skær top og bund af dem. Fjern kernehuset med en lille kniv. Udhul med en ske.

* Hak nødderne. Rør nødder, sukker, smør, revet kokos og kanel sammen. Stop blandingen ned i æblerne. Læg toppen tilbage som låg.

* Sæt æblerne i et ovnfast fad. Bag æblerne i 20-25 minutter til æblerne bliver bløde. Server vaniljeis til de lune æbler.

Kilde: Marie Melchior, madskribent og kogebogsforfatter til blandt andet "Vild med æbler".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/10/2024 - 10:00

Fra sovs til eddike: Få mest ud af efterårets æbler

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Æblet er en alsidig frugt, som fortjener at komme endnu mere i spil i vores madlavning, mener to kogebogsforfattere.

Du laver æbletærte, mos og most.

Men æblet kan så meget mere som ingrediens i dit køkken.

- Vi bruger æblet alt for lidt i dag. I gamle dage brugte man æbler til alverdens ting og sager, siger Bettina Buhl, der er museumsinspektør med ansvar for mad og måltidets historie på Det Grønne Museum på Djursland og står bag bogen "Æbler - Klassiske opskrifter og fortællinger fra den danske madhistorie".

Samme melding kommer fra madskribent Marie Melchior, som er forfatter til kogebogen "Vild med æbler".

- Det, der gav mig startskuddet til at skrive bogen, var, at det hvert år bare bugner af æbler i haverne rundt omkring, men hvad sker der med dem? Der er så meget andet at gøre med dem end at lave æblekager, siger hun.

1) Æblepandekager.

Bettina Buhl synes, det er ærgerligt, at æbleskiver kun hører julen til. Derfor foreslår hun, at du tager forskud på glæden og laver en dekonstrueret udgave af desserten, som kan spises til alle tider.

Skræl et par æbler, fjern kernehusene, og skær æblerne i skiver. Dyp dernæst skiverne i en helt almindelig pandekagedej, og bag de dejbeklædte skiver på en varm pande med smør.

- Det smager helt fantastisk, og så er det dejligt nemt, siger Bettina Buhl og tilføjer, at du også kan vende processen om og lægge æblestykkerne direkte på panden og derefter hælde dej ud over dem.

- På den måde får du en omgang æblepandekager, og alle elsker jo pandekager, siger hun.

2) Som jævning i sovs.

Æbler gør sig ikke kun godt i det søde køkken, men også i det salte. Bettina Buhl bruger for eksempel flittigt skrællede æblestykker i sovs og gryderetter.

Ud over at give en god smag, kan æblerne også bruges som en form for jævning, fordi de indeholder pektin, der er et naturligt fortykningsmiddel.

Det gjorde man i gamle dage, fortæller Bettina Buhl.

- Æblet giver en særlig friskhed til smagen, men bidrager også til at give en god konsistens til sovsen, siger hun.

3) Eddike og gelé.

Marie Melchior slår et slag for, at du får brugt de trætte æbler i stedet for at kyle dem ud. De kan blandt andet bruges til at kreere din helt egen æbleeddike.

Skyl dem, skræl dem, og skær dem ud i tern. Læg dem dernæst ned i et glas, strø nu sukker ud over, og fyld op med vand.

- Det tager to minutter at lave, og så skal det stå et mørkt sted og trække i fire til seks uger, fortæller Marie Melchior.

Skrællerne og kernehusene, der ligger tilbage på køkkenbordet, kan du bruge til at lave æblegelé.

Put dem i gryde med lidt vand, og lad det koge ind. Når skræller og kernehuse er helt møre, moser du dem ned i en si, så du står tilbage med en fin æblesaft.

- Kog æblesaften igen med sukker og vanilje, indtil konsistensen er som sirup, og så har du faktisk lavet æblegelé, lyder det fra Marie Melchior.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek