Prag, 31/05/2025 - 21:27
Reserven Leon Madsen sæsondebuterer med bravur i Tjekkiet
Speedwaykøreren Leon Madsen sæsondebuterede i Tjekkiets hovedstad, Prag, og blev nummer tre i finalen.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter at have startet de to første speedwaygrandprixer som førstereserve sæsondebuterede Leon Madsen lørdag på fornem manér, da han blev nummer tre i det tjekkiske grandprix i Prag.
Den 36-årige dansker har som reserve set til fra sidelinjen i sæsonens to første grandprixer, men et afbud fra australske Jason Doyle lørdag gav Madsen chancen, og den greb han i den grad.
Aftenen igennem viste Madsen god fart i cyklen, og selv om han havde en svær startposition i finalen, truede han flere gange svenske Fredrik Lindgren på andenpladsen.
Den forsvarende verdensmester, polske Bartosz Zmarzlik, kunne ingen røre i finalen.
Med sejren overtager polakken føringen i den samlede VM-stilling fra australske Brady Kurtz, som Leon Madsen altså satte til vægs i semifinalen.
Madsen blev nummer tre efter de indledende heats og skulle derfor gennem "last chance qualifier" eller semifinalen for at skaffe en finaleplads.
Her fik han en skidt start, men fik undervejs gang i cyklen. I sidste sving overhalede han på dramatisk vis australske Kurtz og snuppede finalepladsen.
Anders Thomsen var en del af samme semifinale som Madsen, men blev nummer tre. Det gav ti point til Thomsen i VM-stillingen, hvor han er bedst placerede dansker.
Den sidste dansker, Mikkel Michelsen, endte efter de indledende heats på en 11.-plads. Han tog undervejs en førsteplads, men det rakte akkurat ikke til en plads i de afgørende heats. Det manglede han et point til.
Det næste grandprix i VM-serien køres om to uger i engelske Manchester. Sæsonen afsluttes i september med det tiende og sidste grandprix i Vojens.
/ritzau/