København, 03/06/2025 - 12:45
DR laver værtsrokade efter Tobias Hansens hjertestop
Værten Tobias Hansen er ved at komme sig efter det hjertestop, der ramte ham i maj. Derfor indtager han ikke værtsrollen ved DR's Tour de France-dækning.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus
DR-værten Tobias Hansen plejer at være fast kommentator under Tour de France.
Men efter at han den 16. maj pludseligt fik hjertestop er public service-stationen nødt til at ændre i planerne, fortæller Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for Sporten, til B.T.
- Tobias' situation kommer til at få betydning for vores Tour de France-dækning.
- Derfor har vi været nødt til at lave om, så det i stedet bliver Emil Schiønning, der går fra at være vært til kommentator i radioen under Touren.
46-årige Tobias Hansen var ude at gå med sine to sønner Hugo og toårige Mio, da han pludseligt faldt om.
DR-værten, der også kan opleves i "Kender du typen?", har selv delt i en story på Instagram, at det var 12-årige Hugo, der blev hans redning.
- En helt. Jeg ved ikke, hvor mange ægte helte, I kender? Altså den slags helte, der redder liv. Jeg kender ikke mange, men til gengæld er jeg far til en.
- Han (Hugo, red.) forlader Mio og mig og løber alt, hvad han kan ned ad stien for at finde en voksen. Han råber og skriger på hjælp, og der går ikke længe, før han møder en kvinde, der godt kan se på Hugo, at den er helt gal, lød det ifølge B.T.
Tobias Hansen blev efterfølgende hastet til Aalborg Sygehus, hvor han har været indlagt indtil mandag 2. juni, hvor han fik indopereret en såkaldt ICD-enhed og senere blev udskrevet.
Ud over operationen så var dagen også særlig af helt andre årsager.
- Som om det ikke er nok, at jeg bliver opereret og udskrevet i dag, så har jeg søreme også bryllupsdag med verdens smukkeste, sjoveste og klogeste kone, skrev værten ifølge Se og Hør på Instagram.
Parret har foruden sønnen Mio også datteren Sia sammen, mens Tobias Hansen har sønnen Hugo fra et tidligere forhold.
/ritzau/