Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Barcelona, 31/10/2025 - 02:26

Ny tårndel gør berømt Barcelona-kirke til verdens højeste

En kran løftede torsdag en del af det centrale tårn på plads på Sagrada Familia, der ikke er færdigbygget.

Emilio Morenatti/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Sagrada Familia-kirken i den spanske by Barcelona er nu verdens højeste kirke, efter at en del af dens centrale tårn er blevet løftet på plads.

Det oplyser kirken ifølge nyhedsbureauet AP.

En kran løftede torsdag en del af tårnet på plads, så det nu måler 162,91 meter.

Dermed er Sagrada Familia godt en meter højere end en gotisk kirke i den tyske by Ulm. Med et spir, der når op i 161,53 meters højde, indtog den tyske kirke den hidtidige rekord.

Sagrada Familia, der er designet af den afdøde spanske arkitekt Antoni Gaudi, bliver endnu højere, når det centrale tårn inden for de kommende måneder er færdigbygget.

Tårnet vil skyde 172,5 meter i vejret, når det står færdigt. På det tidspunkt vil det ifølge nyhedsbureauet Reuters også være den højeste bygning i Barcelona.

Den første sten i opførslen af Sagrada Familia blev lagt i 1882. Gaudi, der døde i 1926, havde ingen forventning om, at han ville være i live, når kirken engang stod færdig.

Det er planen, at de ydre dele af det centrale tårn skal være færdigbygget i 2026 til markeringen af 100-året for Guadis død.

Pave Leo er ifølge Reuters blevet inviteret til at lede en mindedagsmesse for Gaudi og en åbningsceremoni for tårnet i juni næste år.

Sagrada Familia er en af Barcelonas største turistattraktioner. Sidste år havde kirken, der også kaldes "den ufuldendte kirke", 4,9 millioner besøgende.

De mange entréindtægter fra turister er med til at finansiere byggeriet, der ventes at stå på i yderligere et årti.

Det sagde lederen af byggeriet, Esteve Camps, tilbage i september.

- Vi kan ikke sige, om der går 10, 11 eller 12 år. Hvis vi ikke støder på forhindringer, så er det sandsynligt, at den kan stå færdig om 10 år, sagde Camps ifølge Reuters.

/ritzau/

København, 31/10/2025 - 08:00

FAKTA: Breinholts blå bog

* 52-årige Anders Breinholt er født 15. november 1972 og er opvokset i den mindre nordsjællandske stationsby Ølstykke.

* Han begyndte at lave radio som teenager og har blandt andet været ansat på DR, hvor han i 2005 dannede værtspar med Anders Lund Madsen i det prisbelønnede P3-program "De sorte spejdere".

* Anders Breinholt er egentlig uddannet Falckredder, men forlod jobbet i 1998 for at lave radio.

* Siden har han også lavet et væld af tv-programmer. Han har blandt andet været vært på "Go' morgen Danmark" og ved Danish Music Awards.

* Han er især kendt fra TV 2-programmet "Natholdet", hvor han i 11 år havde værtstjansen og producerede over 900 programmer. 

* Privat er han gift med Line Køhlert Breinholt, der også er hans manager. Han har en datter fra et tidligere forhold, og så er han bonusfar til hustruens to døtre.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 31/10/2025 - 08:00

Anders Breinholt: Tit tænker jeg humoristisk først

Anders Breinholt skal dømme andres grin på tv. Den kendte vært kan selv nogle gange komme til at kæmpe for at holde masken, når alvoren bliver alt for absurd.

Anders Breinholt er vært i en Halloween-special af Prime Video-programmet "Lol: Den der ler sidst", som - selvfølgelig - får premiere på streamingtjenesten allehelgensaften, 31. oktober.

Modsat de to første ordinære sæsoner af konceptet er de kendte deltagere denne gang matchet op i makkerpar: Søs Egelind og Annika Aakjær, Rasmus Bjerg og Jesper Ole Feit Andersen, Mahamad Habane og Tobias Dybvad samt Jan Elhøj og Eva Jin.

De skal forsøge at få hinanden til at grine, men selv holde masken. Lige så snart en af dem bare så meget som smiler, får holdet først en advarsel. Næste gang er det ud.

De, der ler sidst, vinder en pose penge til et velgørende formål.

Anders Breinholt sidder klar i kulissen til at spotte selv de mindste trækninger.

Her fortæller den erfarne vært, hvad der selv får ham til at grine og gyse:

Er du kommet til at grine i en situation eller et sted, hvor det ikke har været passende?

- I gamle dage da jeg kørte ambulance (Anders Breinholt er uddannet Falck-redder, red.), har jeg været i situationer, hvor det hele har været så tragikomisk, at man ikke har kunnet lade være med at smile bagefter. Det kan man jo ikke rigtigt tillade sig, vel? Men jeg tror, man kan blive nødt til det, siger han.

- I dag - i min familie - bruger vi humor rigtig meget. Vi er meget humoristiske og sarkastiske anlagt, fortæller Anders Breinholt, der er gift med manager Line Køhlert Breinholt, som han tilsammen har tre døtre med.

- Tit tænker jeg humoristisk først, hvor jeg nogle gange nok burde stoppe op. Men det er vigtigt at sige, at der i humor også bør være empati og medfølelse, så det ikke bare er for at være en kold skiderik.

Har du oplevet selv at skulle være sjov, men at folk ikke har reageret som håbet?

- Jeg var engang hyret til at lave underholdning til et firmaarrangement. Supervelforberedt, som jeg altid er, møder jeg op i en idrætshal, hvor det skal laves, fortæller Anders Breinholt.

- Alt udstyret er meget gammelt. Det viser sig, at intet af teknikken fungerer, og så står jeg der med alle mine talenter og padler løs ... Jeg er vel på omkring klokken 20, så folk er også ved at være berusede, og det er svært at fange opmærksomheden. Det havde sikkert ikke været noget problem, hvis det hele havde kørt. Men folk begynder at forlade salen, fordi de hellere vil ud og ryge.

- Der er nærmest tyst som graven på et tidspunkt. Jeg tænker: "Nu giver jeg det et sidste skud". Samtidig kan jeg bare høre en, der siger: "Ej, hvor er det da synd for ham". Og så måtte jeg sige: "Tak for nu", og så gik jeg af. Det var både så ydmygende og så irriterende. Alt, hvad der ikke måtte ske, skete den aften. Jeg har aldrig prøvet noget så ærgerligt arbejdsmæssigt i mit liv, siger han.

Hvad og/eller hvem får dig altid til at grine uanset hvad?

- Det er ikke, fordi det skal lyde som en superpromovering for programmet, men det kan Rasmus Bjerg og Jesper Ole Feit Andersen, bare jeg kigger på dem! Altså Rasmus ligner en psykopat!, joker Anders Breinholt og griner.

- Når du ser hans øjne, er han fuldstændig psykopatisk at se på. Og med Jesper Ole, som står på skulderen af ham som sådan en papegøje, er det en vild kombination, siger Anders Breinholt og tilføjer:

- Når jeg har været i selskab med sådan nogle som Søs Egelind, Nikolaj Lie Kaas, Mick Øgendahl og Søren Rislund fra Monrad & Rislund, som jeg er opvokset med, er der også noget i deres øjne, som gør, at jeg bare tænker: "Det bliver sjovt!" med det samme.

Hvornår er du sidst blevet virkelig forskrækket?

- Det kan jeg ikke huske, men jeg er til gengæld på mine gamle dage begyndt at få klaustrofobi, fortæller Anders Breinholt.

- Hvis vi er ude at rejse, kan jeg vågne i panik, hvis der er helt mørkt: "Hvor er jeg henne, hvor er jeg henne?!", og så skal jeg lige trække vejret dybt og finde ud af, hvad der er op og ned, så jeg kan få ro på mig selv igen.

Hvad er din største rationelle frygt?

- Jeg har taget motorcykelkørekort og købt en motorcykel - total midtlivskrise, men det giver en virkelig fed fornemmelse af frihed at køre rundt og opleve naturen og mærke vinden og vejret.

- At køre motorcykel er en af de fedeste, men også farligste ting, man kan gøre. Men jeg frygter det ikke, for så skal man ikke gøre det. Men jeg har simpelthen så meget respekt for det, understreger han.

Er der omvendt noget, hvor du føler dig frygtløs?

- Det kommer an på, hvordan man bruger ordet frygtløs. Det kan være forbundet med at være dumdristig, og det er jeg ikke. Men jeg er frygtløs i forhold til mit arbejde, siger Anders Breinholt.

- Jeg har snart et firmajob for mange tusinde mennesker. Der skal jeg være frygtløs, i forhold til at komme igennem med det jeg har planlagt, uanset hvordan folk reagerer. Men jeg går ind supervelforberedt og ved, at jeg er dygtig til mit arbejde, og så kan folk forhåbentligt lide det.

- Så man kan bruge frygtløsheden i forhold til at sige til sig selv: "Det her er min scene nu, og nu tager jeg rummet på den fedest tænkelige måde", selvfølgelig med det formål at alle bliver glade og synes, det er sjovt og spændende.

Alle fire afsnit af "LOL: Den der ler sidst - Halloween" kan ses på Prime Video fra 31. oktober.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 31/10/2025 - 08:00

FAKTA: Den lille AI-ordbog

* AI står for artificial intelligence altså kunstig intelligens. Kunstig intelligens bygger på matematik og logik, men det er ikke altid klart, hvordan den kommer frem til en bestemt løsning eller vurdering.

* Generativ AI er kunstig intelligens, der kan skabe nyt indhold som tekst, billeder, lyd, musik og videoer. Typisk kræver det bare et simpelt input fra brugeren i form af et såkaldt prompt.

* Et prompt er brugerens besked eller spørgsmål, som generativ AI bruger til at generere indhold.

* Machine learning - altså maskinlæring - er en teknologi, hvor computeren lærer at finde mønstre og lærer af data. Dermed kan den komme med forslag til, hvordan en opgave kan løses. Computeren kan lære af sine erfaringer og bliver dermed bedre til sine opgaver over tid.

* LLM står for large language models - altså store sprogmodeller - og er en type kunstig intelligens, der bliver trænet på massive mængder af tekstdata - for eksempel artikler, bøger og hjemmesider. Dermed opnår modellen en menneskelignende sprogforståelse og -generering, som gør den i stand til at sandsynlighedsberegne et svar eller resultat.

Kilder: dtu.dk og "Hvad er generativ AI?" udgivet af Dataetisk Råd.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 31/10/2025 - 08:00

AI-forsker: Chatbotterne er designet så du vil have mere

Kiichiro Sato/Ritzau Scanpix

Bliver du hængende lidt længere i dialogen med chatbotten, efter at den har besvaret dit indledende spørgsmål? Så er den lykkedes med sin opgave.

Chatbotter som ChatGPT er nærmest blevet allemandseje. Og med få klik på computeren eller telefonen kan du få hjælp til at skrive en festsang, lave et oplæg til arbejdet eller planlægge en rejse.

Når du kommunikerer med chatbotten, er den altid meget høflig og imødekommende - nærmest overstrømmende til en start. Og det er bestemt ikke tilfældigt.

Det fortæller Raghavendra Selvan, som er adjunkt på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet og forsker i AI - altså kunstig intelligens.

- Hvis du interagerer med ChatGPT, vil du lægge mærke til, at den aldrig bare svarer og så stopper. Den lægger altid ud med at rose dig, så besvarer den din anmodning, og så spørger den, hvad den ellers kan gøre. Det er et eksplicit designvalg, forklarer Raghavendra Selvan og fortsætter:

- I sidste ende er det et produkt, og virksomhederne vil gerne have os til at bruge det mere og mere - det er forretningsmodellen. Hvis vi bliver ved med at bruge det mere, så vænner vi os til at bruge det, og så vil vi gerne have mere af det.

I en artikel i det amerikanske medie The Atlantic har fænomenet fået et navn: chatbait. Mange kender sikkert begrebet clickbait, hvor man bliver lokket til at klikke ind på en artikel, fordi overskriften - altså maddingen - snyder sig til at lyde mere interessant.

Begrebet chatbait dækker i stedet over, at chatbotterne lokker brugerne til at blive i samtalen. I bunden af svaret er der altid et eller flere tilbud om, hvordan botten kan hjælpe en videre. Skal resultatet stilles op på en anden måde, laves om til en køreklar plan eller visualiseres?

- Ligesom clickbait overtaler folk til at åbne links, de måske ellers ville have ignoreret, presser chatbait samtalen steder hen, hvor den måske ellers ikke ville have bevæget sig, skriver The Atlantic.

Og ifølge The Atlantic har OpenAI - der står bag ChatGPT - og andre lignende virksomheder masser at vinde ved at holde brugerne fanget i dialogen.

- Samtalerne med chatbots er værdifuld træningsdata for fremtidige modeller. Og jo mere en person taler med en bot, jo mere persondata har de det med at afsløre, og det kan AI-firmaerne omvendt bruge til at generere mere overbevisende svar.

- Længere samtaler nu kan måske også være vejen til mere produktloyalitet på længere sigt, skriver The Atlantic.

Ifølge Raghavendra Selvan er de lange dialoger også en fordel for AI-skaberne, fordi man betaler per token.

Tokens er i AI-sammenhæng de byggesten, som de store sprogmodeller bruger til at forstå og generere menneskelig kommunikation. Det kan være ord eller dele af ord. Et gennemsnitligt ord består af to tokens, forklarer forskeren.

I den gratis version af eksempelvis ChatGPT vil man opleve, at der er grænser for mængden af data, man kan få analyseret i én session. Ønsker man at fodre chatbotten med mere data, må man enten vente eller punge ud.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek