København, 31/10/2025 - 08:00
Anders Breinholt: Tit tænker jeg humoristisk først
Anders Breinholt skal dømme andres grin på tv. Den kendte vært kan selv nogle gange komme til at kæmpe for at holde masken, når alvoren bliver alt for absurd.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Anders Breinholt er vært i en Halloween-special af Prime Video-programmet "Lol: Den der ler sidst", som - selvfølgelig - får premiere på streamingtjenesten allehelgensaften, 31. oktober.
Modsat de to første ordinære sæsoner af konceptet er de kendte deltagere denne gang matchet op i makkerpar: Søs Egelind og Annika Aakjær, Rasmus Bjerg og Jesper Ole Feit Andersen, Mahamad Habane og Tobias Dybvad samt Jan Elhøj og Eva Jin.
De skal forsøge at få hinanden til at grine, men selv holde masken. Lige så snart en af dem bare så meget som smiler, får holdet først en advarsel. Næste gang er det ud.
De, der ler sidst, vinder en pose penge til et velgørende formål.
Anders Breinholt sidder klar i kulissen til at spotte selv de mindste trækninger.
Her fortæller den erfarne vært, hvad der selv får ham til at grine og gyse:
Er du kommet til at grine i en situation eller et sted, hvor det ikke har været passende?
 
- I gamle dage da jeg kørte ambulance (Anders Breinholt er uddannet Falck-redder, red.), har jeg været i situationer, hvor det hele har været så tragikomisk, at man ikke har kunnet lade være med at smile bagefter. Det kan man jo ikke rigtigt tillade sig, vel? Men jeg tror, man kan blive nødt til det, siger han.
- I dag - i min familie - bruger vi humor rigtig meget. Vi er meget humoristiske og sarkastiske anlagt, fortæller Anders Breinholt, der er gift med manager Line Køhlert Breinholt, som han tilsammen har tre døtre med.
- Tit tænker jeg humoristisk først, hvor jeg nogle gange nok burde stoppe op. Men det er vigtigt at sige, at der i humor også bør være empati og medfølelse, så det ikke bare er for at være en kold skiderik.
Har du oplevet selv at skulle være sjov, men at folk ikke har reageret som håbet?
- Jeg var engang hyret til at lave underholdning til et firmaarrangement. Supervelforberedt, som jeg altid er, møder jeg op i en idrætshal, hvor det skal laves, fortæller Anders Breinholt.
- Alt udstyret er meget gammelt. Det viser sig, at intet af teknikken fungerer, og så står jeg der med alle mine talenter og padler løs ... Jeg er vel på omkring klokken 20, så folk er også ved at være berusede, og det er svært at fange opmærksomheden. Det havde sikkert ikke været noget problem, hvis det hele havde kørt. Men folk begynder at forlade salen, fordi de hellere vil ud og ryge.
- Der er nærmest tyst som graven på et tidspunkt. Jeg tænker: "Nu giver jeg det et sidste skud". Samtidig kan jeg bare høre en, der siger: "Ej, hvor er det da synd for ham". Og så måtte jeg sige: "Tak for nu", og så gik jeg af. Det var både så ydmygende og så irriterende. Alt, hvad der ikke måtte ske, skete den aften. Jeg har aldrig prøvet noget så ærgerligt arbejdsmæssigt i mit liv, siger han.
Hvad og/eller hvem får dig altid til at grine uanset hvad?
- Det er ikke, fordi det skal lyde som en superpromovering for programmet, men det kan Rasmus Bjerg og Jesper Ole Feit Andersen, bare jeg kigger på dem! Altså Rasmus ligner en psykopat!, joker Anders Breinholt og griner.
- Når du ser hans øjne, er han fuldstændig psykopatisk at se på. Og med Jesper Ole, som står på skulderen af ham som sådan en papegøje, er det en vild kombination, siger Anders Breinholt og tilføjer:
- Når jeg har været i selskab med sådan nogle som Søs Egelind, Nikolaj Lie Kaas, Mick Øgendahl og Søren Rislund fra Monrad & Rislund, som jeg er opvokset med, er der også noget i deres øjne, som gør, at jeg bare tænker: "Det bliver sjovt!" med det samme.
Hvornår er du sidst blevet virkelig forskrækket?
- Det kan jeg ikke huske, men jeg er til gengæld på mine gamle dage begyndt at få klaustrofobi, fortæller Anders Breinholt.
- Hvis vi er ude at rejse, kan jeg vågne i panik, hvis der er helt mørkt: "Hvor er jeg henne, hvor er jeg henne?!", og så skal jeg lige trække vejret dybt og finde ud af, hvad der er op og ned, så jeg kan få ro på mig selv igen.
Hvad er din største rationelle frygt?
- Jeg har taget motorcykelkørekort og købt en motorcykel - total midtlivskrise, men det giver en virkelig fed fornemmelse af frihed at køre rundt og opleve naturen og mærke vinden og vejret.
- At køre motorcykel er en af de fedeste, men også farligste ting, man kan gøre. Men jeg frygter det ikke, for så skal man ikke gøre det. Men jeg har simpelthen så meget respekt for det, understreger han.
Er der omvendt noget, hvor du føler dig frygtløs?
- Det kommer an på, hvordan man bruger ordet frygtløs. Det kan være forbundet med at være dumdristig, og det er jeg ikke. Men jeg er frygtløs i forhold til mit arbejde, siger Anders Breinholt.
- Jeg har snart et firmajob for mange tusinde mennesker. Der skal jeg være frygtløs, i forhold til at komme igennem med det jeg har planlagt, uanset hvordan folk reagerer. Men jeg går ind supervelforberedt og ved, at jeg er dygtig til mit arbejde, og så kan folk forhåbentligt lide det.
- Så man kan bruge frygtløsheden i forhold til at sige til sig selv: "Det her er min scene nu, og nu tager jeg rummet på den fedest tænkelige måde", selvfølgelig med det formål at alle bliver glade og synes, det er sjovt og spændende.
Alle fire afsnit af "LOL: Den der ler sidst - Halloween" kan ses på Prime Video fra 31. oktober.
/ritzau/





