København, 22/08/2025 - 18:00
Chefstrateg: Powell tør godt sænke renterne nu
Ifølge PFA Pension vurderer Fed-chef Powell, at der nu er luft til lavere renter i amerikansk økonomi.
Søren Lorenzen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hele finansverdenen lyttede med, da chefen for den amerikanske centralbank (Fed), Jerome Powell, fredag eftermiddag dansk tid holdt tale om sit syn på den amerikanske økonomi her og nu.
Det gjorde de også hos PFA Pension, hvor chefstrateg Tine Choi først og fremmest bed mærke i, at Powell i talen åbnede døren for igen at sænke den rente, der siden december har ligger i niveauet mellem 4,25 og 4,50 procent
- Det var det helt store spørgsmål inden talen, og han var ret tydelig omkring, at han mener, at der er plads til en rentenedsættelse i september, siger Tine Choi.
Aktiemarkedet havde i store træk forventet, at det ville gå sådan. Men det var uvist, om frygten for at puste til inflationen ville få Powell til at holde igen med at sende flere penge i omløb i den amerikanske økonomi.
Tine Choi minder dog om, at den amerikanske centralbank har et dobbeltmandat. Den skal både holde inflationen nede, men også sikre, at ledigheden er lav.
- Det er som udgangspunkt en umulig opgave, fordi de trækker i hver sin retning.
- Men Powell har vurderet, at man godt kan hjælpe et arbejdsmarked med svaghedstegn, uden at inflationen af den grad løber løbsk. Og det er jeg enig i, siger hun.
Selv om det altså virker sandsynligt med en rentenedsættelse på næste rentemøde i september, så gav Powell ingen indikationer af, om det så er startskuddet til en række rentenedsættelser på de efterfølgende møder.
- Han brugte ordet "careful" om Feds tilgang, og det peger for mig at se i retning af, at man stadig vil gå forsigtigt til værks.
- Han sagde også, at man løbende vil kigge på de data, der bliver offentliggjort og tage bestik efter dem. Så han var som altid forsigtig med ikke at love for meget, siger chefstrategen.
Hun tør endnu ikke spå om, hvorvidt Powell vil sænke renten med 0,5 procentpoint eller nøjes med en lille rentesænkning på 0,25 til september.
- Den forsigtige tilgang tilsiger jo, at det bliver en lille rentesænkning, men lad os nu se, hvad tallene siger, når vi kommer tættere på, siger hun.
/ritzau/