Washington D.C., 16/07/2025 - 05:49
Trump: Alle troværdige oplysninger fra Epstein-filer bør frigives
Trump forsvarer USA's justitsminister, efter at højrefløjsstøtter har kritiseret håndtering af Epstein-sag.
Af: /ritzau/
USA's justitsministerium bør offentliggøre alle troværdige oplysninger fra dets undersøgelse af den afdøde finansmand og seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Sådan lød det tirsdag fra landets præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge AFP forsøger Trump at dæmpe den kritik, der har lydt fra hans støtter over håndteringen af sagen.
Præsidenten møder fra sine loyale støtter på højrefløjen nemlig en mistanke om, at hans administration dækker over detaljer vedrørende Epsteins forbrydelser.
Det mener de, at han gør, for at beskyttede rige og berømte personer, som ifølge dem er involveret i sagen.
- Justitsministeren har håndteret det rigtig godt, lød det fra Trump med henvisning til Pam Bondi, da han tirsdag blev spurgt til sagen.
Stemmer på højrefløjen har i forbindelse med sagen udtalt skarp kritik af justitsminister Pam Bondi og FBI-direktør Kash Patel.
Trump gentog tirsdag sin påstand om, at de såkaldte Epstein-filer er opdigtede, og at det er den demokratiske administration, der sad i Det Hvide Hus inden ham, som står bag.
Under valgkampen i præsidentvalget sidste år sagde han dog også flere gange, at han sandsynligvis ville offentliggøre filerne.
- Det kommer til at være op til hende (Pam Bondi, red.). Hvad end, hun mener er troværdigt, bør hun offentliggøre.
/ritzau/