København, 19/05/2025 - 17:34
Milliardstøtte til havvind kan give nul CO2-reduktion i Danmark
Folketinget bruger milliarder på ny havvind, der ikke vil give dansk CO2-reduktion, siger minister.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det vil ikke give nogen umiddelbar CO2-reduktion i Danmark, at et bredt flertal i Folketinget mandag har indgået aftale om at bruge op til 55 milliarder kroner i statsstøtte til havvind.
Sådan lyder vurderingen fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ved præsentationen af aftalen.
- Isoleret set reducerer det ikke noget i Danmark, fordi vi ikke forventer, at vi i 2030 producerer el på fossile brændsler, siger han.
Med aftalen er det nu planen, at der i 2032 og 2033 skal opstilles tre nye havvindmølleparker med en samlet kapacitet på tre gigawatt grøn strøm.
Det er regeringen og partier på begge sider af midten enige om at understøtte med statslige støttekroner.
Det endelige beløb kan variere, og det er derfor langt fra givet, at det vil ende med at koste de omtalte 55 milliarder kroner.
Den danske omstilling af elforsyningen er dog allerede så langt, at der ikke er nogen fossil produktion at fortrænge efter 2030.
Den grønne strøm vil derfor gå til nye forbrug - og til vores europæiske naboer.
- Det kommer ind i et samlet europæisk elsystem, og det faciliterer, at når elforbruget stiger, kan vi dække det, siger Lars Aagaard og tilføjer:
- Så det er en del af vores energifremtid og med til at sikre konkurrencedygtige priser.
Flere parter har været kritiske over for, at man vil tvinge danske statsborgere til at betale for at opføre havvind, hvis grønne strøm vil hjælpe nabolandenes omstilling på vej.
Spørgsmål: Betyder det, at danske statsborgere vil betale støttekroner til eksempelvis Tysklands omstilling?
- Nej, sådan vil jeg ikke sige det. Vi tager et politisk ansvar på os, siger Lars Aagaard.
- Og jeg ville ønske, at alle lande tog det samme ansvar på sig, at man producerer den grønne strøm, der svarer til det forbrug, man har.
Selvom der ikke ventes mere fossilt kul i den danske energiproduktion til den tid, vil der stadig være behov for at fylde det voksende elforbrug, omstillingen bringer med sig - og det kan give afledte CO2-effekter på sigt:
- Det gør alt andet lige, at elregningen bliver lavere, og det kan give en effekt, der gør, at nogle vil sige, at med de elpriser vil elbilen være lidt mere lækker, siger Lars Aagaard og tilføjer:
- Der er industrivirksomheder, der kan sige farvel til gas eller olie, de bruger i dag. Så der kan godt være nogle CO2-effekter.
/ritzau/