Washington, 10/05/2025 - 14:20
Trump: Indien og Pakistan enige om våbenhvile
Efter en lang nat med forhandlinger er de to lande enige om at lægge våbnene, siger Donald Trump.
Alex Brandon/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Indien og Pakistan er blevet enige om en våbenhvile.
Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.
- Efter en lang nat med forhandlinger, mæglet af USA, er jeg glad for at kunne meddele, at Indien og Pakistan har indgået en fuldstændig og øjeblikkelig våbenhvile, skriver den amerikanske præsident.
Pakistans udenrigsminister bekræfter også på den sociale platform X, at de to lande er blevet enige om at stoppe konflikten, som har raset de seneste uger:
- Pakistan og Indien er blevet enige om en våbenhvile med øjeblikkelig virkning. Pakistan har altid stræbt efter fred og sikkerhed i regionen uden at gå på kompromis med sin suverænitet og territoriale integritet, skriver Ishaq Dar.
Indien og Pakistan har i årtier ligget i strid om regionen Kashmir.
Men forholdet mellem de to lande, der begge råder over atomvåben, er blevet kraftigt forværret siden april. Her blev 26 personer dræbt af skud i et turistområde i den indiske del af Kashmir.
Indien mener, at Pakistan støttede angrebet. Pakistan afviser at have noget med angrebet at gøre.
Den seneste tid har begge lande udført angreb mod hinanden. Flere er blevet dræbt på begge sider af konflikten.
Den anspændte situation mellem de to atommagter har vakt bekymring i hele verden, og mange ledere har opfordret til at nedtrappe konflikten.
Kashmir har været delt mellem Indien og Pakistan siden deres uafhængighed fra britisk styre i 1947. Begge lande gør krav på hele territoriet.
/ritzau/