København, 09/06/2025 - 22:41
Haaland sørger for besværlig norsk sejr mod heroiske estere
Norge havde umådelig svært ved at nedkæmpe Estland, men Erling Haaland scorede et forløsende mål.
Ints Kalnins/Reuters
Af: /ritzau/
Estland bed fra sig, men de norske fodboldstjerner slap mandag aften fra VM-kvalifikationskampen i Tallinn med en 1-0-sejr i bagagen.
Manchester City-stjernen Erling Haaland stod for den forløsende scoring, som først faldt midt i anden halvleg.
Inden da havde Estland dækket op med næsten alle mand i feltet og gjort livet svært for nordmændene, som dog havde flere rigtig gode muligheder.
Hos esterne spillede halvdanskeren Michael Schjønning-Larsen, der er født og opvokset i Stenløse, en stor rolle på den ene back. Han var blandt andet med i esternes klart bedste mulighed før pausen.
Michael Schjønning-Larsen har en fortid i danske klubber som AB og HIK, men tørner nu ud for FCI Levadia i sit andet hjemland, Estland.
Med sejren topper Norge sin VM-kvalifikationsgruppe med maksimumpoint efter fire kampe. Nordmændene bankede forleden Italien, som fik oprejsning ved at slå Moldova 2-0 mandag aften.
Fordi Norge ikke kunne få hul på målbylden, fik Ståle Solbakkens tropper sig et par forskrækkelser i løbet af mandagens opgør.
For eksempel var Vlasiy Sinyavskiy tæt på at banke Estland i front efter 54 minutter, da han udnyttede et fornemt opspil langs kridtet i venstre side af banen til at hamre bolden på overliggeren.
Først efter 63 minutter gik det galt for Estland, som forsvarede sig heroisk. Martin Ødegaard drev bolden frem i en situation, hvor han sammen med Erling Haaland var to mod én estisk forsvarer.
Da Ødegaard nåede kanten af feltet, lagde han den til siden til Haaland, hvis afslutning blev blokeret. Bolden nåede dog målstregen, hvor Haaland selv nåede først frem og prikkede den i nettet.
I de allersidste øjeblikke af kampen var Norge lige ved at lukke mål ind, men lidt tilfældigt havnede bolden nord for overliggeren.
I VM-kvalifikationens gruppe L var Gibraltar få minutter fra at skrive historie mod Færøerne. Gibraltar har aldrig fået point i en VM- eller EM-kvalifikationskamp, men det så længe ud til at skulle lykkes mandag.
Men det gjorde det ikke.
Gibraltar var foran ved pausen, men færøske mål efter 71 og 86 minutter betød, at det ikke blev til historieskrivning i Torshavn.
/ritzau/