Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Manchester, 15/05/2025 - 17:58

Chris Brown er anholdt under mistanke for overfald med flaske

R'n'b-sanger Chris Brown blev anholdt på et luksushotel få timer efter at være landet i Manchester torsdag.

Af: /ritzau/

Den amerikanske 36-årige r'n'b-sanger Chris Brown er blevet anholdt i den engelske storby Manchester.

Han anklages for at have overfaldet en musikproducer på en natklub i London for to år siden.

Han er anholdt under mistanke for grov legemsbeskadigelse, skriver mediet The Independent.

London Metropolitan Police oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at en 36-årig mand blev anholdt på et hotel i Manchester kort efter klokken 02.00 lokal tid torsdag. Men de nævner ikke noget navn.

Chris Brown landede tidligt torsdag morgen lokal tid i sit privatfly i Manchester.

Han blev anholdt få timer senere ved hotellet The Lowry Hotel i området Salford, skriver The Independent.

Det er produceren Abraham Diaw, der anklager Chris Brown for at overfalde ham på natklubben Tape i Mayfair i februar 2023.

Diaw har tidligere sagt til The Sun, at Brown "slog mig i hovedet to eller tre gange". Overfaldet skal være sket med en flaske, ligesom Chris Brown beskyldes for også at have sparket Abraham Diaw.

Chris Brown skulle efter planen indlede sin verdensturné "Breezy Bowl XX" om tre uger.

Chris Brown har siden midten af 00'erne været kendt for numre som "Run It", "With You", "Kiss Kiss" og "Forever".

/ritzau/

Basel, 15/05/2025 - 20:02

Demonstranter afbryder Israels generalprøve i Eurovision

Nearchos / Splashnews.com/Ritzau Scanpix

Sikkerhedsfolk greb hurtigt ind, da propalæstinensiske demonstranter overdøvede Yuval Raphael.

Israels deltagelse i årets internationale melodigrandprix vækker vrede.

Under generalprøven forud for torsdag aftens semifinale afbrød propalæstinensiske demonstranter Israels Eurovision-deltager, Yuval Raphael, med piften, buhråb og fløjter i St. Jakobshalle i den schweiziske storby Basel, hvor årets Eurovision afholdes.

Sikkerhedsfolk greb hurtigt ind og eskorterede demonstranterne, som talte seks personer, herunder en familie, ud.

Det oplyser den schweiziske public service-station, SRG SSR, i en pressemeddelelse.

- Samtidig vil vi gerne understrege, at arrangørerne er forpligtet til et neutralt, sikkert, inkluderende og respektfuldt miljø.

Også under åbningsceremonien søndag var der propalæstinensiske demonstrationer.

Politiet måtte gribe ind, da demonstranter stillede sig ud foran nogle af de sporvogne, der fragtede Eurovision-deltagerne fra rådhuset i Basel og til byens messecenter, hvor åbningsceremonien endte.

Israels myndigheder advarede kort inden årets Eurovision israelere mod at nærme sig demonstrationer, da de ifølge myndighederne vil kunne eskalere til vold.

Israels deltager, Yuval Raphael, overlevede Hamas-bevægelsens angreb 7. oktober 2023 på den israelske musikfestival Nova ved at gemme sig under flere lig. Hamas' angreb fik Israel til at indlede en offensiv i Gaza.

Yuval Raphael stiller op med nummeret "New Day Will Rise", som handler om, at en ny dag vil gry.

Irlands public service-station, RTÈ, henvendte sig kort inden årets Eurovision til European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer grandprixet, og opfordrede til, at man tog en diskussion om Israels deltagelse i årets konkurrence.

Stationens generaldirektør, Kevin Bakhurst, udtrykte forfærdelse over situationen.

EBU svarede kort efter RTÈ i en pressemeddelelse:

- Vi forstår bekymringerne og de dybtliggende synspunkter omkring den nuværende konflikt i Mellemøsten.

- EBU er ikke immun over for globale begivenheder. Men sammen med vores medlemmer er det vores rolle at sikre, at konkurrencen i sin kerne forbliver en universel begivenhed, der fremmer forbindelser, mangfoldighed og inklusion gennem musik.

Både Yuval Raphael og Danmarks Eurovision-håb, Sissal, skal synge om en finaleplads i Eurovision-semifinalen, som kan ses på DR1 torsdag aften.

/ritzau/

Læs Mere >>

Basel, 15/05/2025 - 18:48

FAKTA: De sidste Eurovision-finalister skal findes

Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix

Torsdag afholdes grandprixets anden semifinale, hvor det danske Eurovision-håb, Sissal, skal i ilden.

Der stiller så mange lande op i Eurovision - fra Aserbajdsjan til Australien - at det internationale melodigrandprix må afvikles over tre aftener: to semifinaler inden den grande finale.

* Torsdag afholdes grandprixets anden semifinale, hvor det danske Eurovision-håb, Sissal, skal synge sin skæbnesang, "Hallucination", i jagten på en af de eftertragtede finalepladser.

* I alt skal 16 lande på scenen og kæmpe om de 10 sidste finalepladser. Ud over Danmark skal blandt andet også Australien, Østrig og Israel i ilden.

* Tirsdag fandt første semifinale sted. Her gik Kaj, som repræsenterer Sverige, videre med saunasangen "Bara Bada Bastu". Satiretrioen er også foreløbige favoritter til at vinde hele konkurrencen.

* Seerne sendte også Norge, Albanien, Island, Holland, Polen, San Marino, Estland, Portugal og Ukraine videre.

* Slovenien, Belgien, Aserbajdsjan, Kroatien og Cypern måtte derimod pakke mikrofonen sammen og forlade den schweiziske storby Basel, hvor årets Eurovision afholdes, uden en finaleplads.

* Seks lande er automatisk kvalificeret til finalen, hvor der er plads til 26 nationer: Italien, Tyskland, Storbritannien, Spanien og Frankrig, da de betaler den største del af gildet, samt sidste års vinderland, som denne gang er Schweiz.

* Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange: i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns "Dansevise", i 2000 med Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud" og i 2013 med Emmelie de Forests "Only Teardrops".

Kilde: eurovision.tv.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/05/2025 - 10:00

FAKTA: Syretilbageløb i spiserøret

* Både halsbrand og sure opstød går under den samlede betegnelse reflukssygdom (syretilbageløb i spiserøret).

* Man skal straks søge læge ved brystsmerter (som eneste symptom), synkebesvær eller synkesmerter.

* Den typiske behandling er livsstilsændringer, syreneutraliserende medicin eller syrepumpehæmmere, der nedsætter mavesyreproduktionen.

* Man kan selv nedsætte symptomerne ved hjælp af vægttab, hvis man er overvægtig. Hvis det primært påvirker en om natten, kan man hæve sengens hovedgærde og undgå måltider tre timer før sengetid.

* For nogle kan det hjælpe at mindske indtaget af fødevarer og drikke, der giver symptomer, undgå forstoppelse og store måltider.

Kilde: Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/05/2025 - 10:00

Sådan mindsker du halsbrand og sure opstød

Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Halsbrand og sure opstød kan mindskes ved et lavere BMI, mindre oppustethed og mindre stress. Samtidig kan medicin være med til at reducere ubehagelighederne.

Det kan være meget ubehageligt at være plaget af enten halsbrand eller sure opstød. De to symptomer har begge at gøre med mavesyren, men kan føles forskellige.

Det fortæller Anne Lund Krarup, der er mave-tarmlæge og forskningsansvarlig overlæge i Akut- og Traumecenter på Aalborg Universitetshospital.

- Hvis der er noget mad, der er kommet ned i mavesækken, men smutter tilbage op i spiserøret, så kan det komme op til munden som et surt opstød. Men hvis det ikke kommer hele vejen, så begynder det at brænde, eller mærkes slet ikke, siger hun.

Ved halsbrand oplever man en brændende fornemmelse inde bag brystbenet.

- Det er det, allerflest har, når der er syre, som løber op i spiserøret, fortæller hun.

Der er mange myter om, hvordan madvarer, drikkevarer og livsstil kan påvirke halsbrand og sure opstød. De fleste har dog ikke særlig meget evidens.

- Men ved et højt BMI har man større risiko for sure opstød, halsbrand eller begge dele, siger Anne Lund Krarup.

Også gravide kan være påvirkede, fordi graviditeten giver et øget tryk på maven.

Jens Gram, der er administrerende direktør hos Aarhus Osteopati, er enig i denne betragtning og tilføjer:

- Hvis man har et øget pres i bughulen grundet oppustethed, øger det presset opad på mavesækken. Det kan presse den op mod mellemgulvet, så spiserørets lukkemuskel ikke fungerer optimalt, siger han.

Generelt er det en god idé at tygge maden roligt, ikke at overspise eller indtage for meget væske. Og så skal man sørge for at bevæge sig, hvis man føler sig oppustet.

- Hvis man er meget spændt i brystkassen og mellemgulvet, kan det lukke sig ned over mavesækken, så lukkemusklens funktion ikke er optimal, hvilket kan resultere i, at mavesyren kan passere til spiserøret, siger han.

Der kan være flere årsager til, hvorfor man kan være stiv i mellemgulvet.

Ved øget stress over en længere periode kan det ændre vejrtrækningen til at blive mere overfladisk.

- Det kan resultere i en mere inaktiv mellemgulvsmuskel. Man kan spænde mere i maven og mellemgulvet, der over tid kan skabe øget stivhed, siger Jens Gram og fortsætter:

- KOL, astma og meget stillesiddende arbejde kan også give ændringer i vejrtrækningsmønsteret, hvilket kan øge spændingerne af mellemgulvet.

Det kan i længden være farligt, hvis spiserørets lukkemuskel ikke fungerer optimalt, da det er den, der normalt hindrer mavesyren i at løbe op i spiserøret.

- Spiserøret er ikke lavet til at få mavesyre op i sig. Syren kan over tid nedbryde vævet i spiserøret og give skader, siger han.

Anne Lund Krarup fortæller, at der findes flere typer af medicin, hvis man er meget plaget af halsbrand og sure opstød. En af typerne er en base, der fås som tabletter i supermarkeder og apoteker.

- Dem spiser man med det samme, og de neutraliserer syren. De svarer i princippet til at drikke et stort glas mælk, selv om sugetabletter har nemmere ved at blive i spiserøret end mælk, der nemmere løber igennem, siger hun.

De virker på det, der lige er rendt op i spiserøret. Men hvis man har en mavesæk, der hele tiden sender noget op i spiserøret, skal man have syrehæmmende medicin, som holder pH-værdien nede i mavesækken.

- I håndkøb på apoteket kan man købe lansoprazol, omeprazol og pantoprazol. Det er de tre mest hyppige præparater i Danmark, siger Anne Lund Krarup.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek