Basel, 15/05/2025 - 18:48
FAKTA: De sidste Eurovision-finalister skal findes
Torsdag afholdes grandprixets anden semifinale, hvor det danske Eurovision-håb, Sissal, skal i ilden.
Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der stiller så mange lande op i Eurovision - fra Aserbajdsjan til Australien - at det internationale melodigrandprix må afvikles over tre aftener: to semifinaler inden den grande finale.
* Torsdag afholdes grandprixets anden semifinale, hvor det danske Eurovision-håb, Sissal, skal synge sin skæbnesang, "Hallucination", i jagten på en af de eftertragtede finalepladser.
* I alt skal 16 lande på scenen og kæmpe om de 10 sidste finalepladser. Ud over Danmark skal blandt andet også Australien, Østrig og Israel i ilden.
* Tirsdag fandt første semifinale sted. Her gik Kaj, som repræsenterer Sverige, videre med saunasangen "Bara Bada Bastu". Satiretrioen er også foreløbige favoritter til at vinde hele konkurrencen.
* Seerne sendte også Norge, Albanien, Island, Holland, Polen, San Marino, Estland, Portugal og Ukraine videre.
* Slovenien, Belgien, Aserbajdsjan, Kroatien og Cypern måtte derimod pakke mikrofonen sammen og forlade den schweiziske storby Basel, hvor årets Eurovision afholdes, uden en finaleplads.
* Seks lande er automatisk kvalificeret til finalen, hvor der er plads til 26 nationer: Italien, Tyskland, Storbritannien, Spanien og Frankrig, da de betaler den største del af gildet, samt sidste års vinderland, som denne gang er Schweiz.
* Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange: i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns "Dansevise", i 2000 med Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud" og i 2013 med Emmelie de Forests "Only Teardrops".
Kilde: eurovision.tv.
/ritzau/