London, 10/06/2025 - 14:40
Storbritannien straffer israelske ministre for Gaza-udtalelser
Israels sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, og finansminister Bezalel Smotrich bliver ramt af sanktioner.
Menahem Kahana/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Storbritannien og en række andre lande - herunder Canada, Australien og New Zealand - indfører sanktioner mod to israelske ministre.
Det skriver den britiske avis The Times.
Sanktionerne skyldes de to ministres udtalelser om krigen i Gazastriben.
Det er sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir og finansminister Bezalel Smotrich, der får indefrosset deres eventuelle værdier og får indrejseforbud i de lande, der nu indfører sanktioner.
De to ministre tilhører højrefløjen i den stærkt konservative israelske regering.
Smotrich har for nylig udtalt, at han ønsker Gaza "fuldstændig jævnet".
Han har talt for, at civilbefolkningen i det palæstinensiske område skal samles i en såkaldt humanitær zone i den sydlige del af Gazastriben.
Derfra skal de så rejse videre til andre lande, mener Smotrich.
Ben-Gvir har været imod at genoptage leverancerne af nødhjælp til Gazastriben. Det til trods for flere advarsler fra FN og hjælpeorganisationer om, at mange palæstinensere risikerer at sulte.
Israels regering har afvist beskyldninger om etnisk udrensning.
Regeringen fastholder, at de israelske militæroperationer i Gazastriben har til formål at nedkæmpe den militante gruppe Hamas og fjerne gruppens infrastruktur, herunder et netværk af tunneler.
Derfor har Israels militær fortsat offensiven, som den britiske udenrigsminister, David Lammy, har betegnet som "en mørk ny fase i denne konflikt".
Lammy har også tidligere fordømt Smotrichs udtalelser om at rense og rydde Gazastriben og flytte indbyggerne til andre lande.
Tirsdag siger den israelske udenrigsminister, Gideon Saar, at sanktionerne mod hans ministerkolleger er "uhyrligt".
Han siger til journalister, at regeringen vil holde et møde i begyndelsen af næste uge for at beslutte, hvordan den skal reagere på Storbritanniens "uacceptable beslutning".
/ritzau/Reuters