København, 06/05/2025 - 16:10
Transportminister har tillid til Dao trods mange mistede breve
PostNord, der stopper med at omdele breve til nytår, klarer sig langt bedre end Dao i Trafikstyrelsens test.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Transportminister Thomas Danielsen (V) har tillid til, at distributionsfirmaet Dao kan omdele vigtig post til de danske husstande. Også selv om Dao mister omkring hvert tyvende brev ifølge en undersøgelse fra Trafikstyrelsen og således klarer sig langt dårligere end PostNord.
Det fremgår af et folketingssvar, som transportministeren har givet til SF's transportordfører, Mads Olsen.
Mads Olsen har spurgt Thomas Danielsen, om han er "tryg ved at overlade omdeling af vigtig post såsom sygehusindkaldelser, afgørelser om hjemmehjælp med videre til Dao".
- Ja, lyder svaret fra transportministeren.
- Der kan ske menneskelige fejl, ikke mindst når der er travlt, og det er jeg sikker på, at der vil blive rettet op på, skriver Thomas Danielsen i svaret.
Trafikstyrelsen fik i december sidste år udarbejdet en såkaldt "kvalitetsmåling af brevområdet", hvor omdelingen af breve fra PostNord og Dao blev undersøgt.
Undersøgelsen viste stor forskel på, hvordan de to brevdistributører klarede sig.
I alt blev 2580 breve sendt ud, cirka halvdelen via Dao og den anden halvdel blev sendt omtrent ligeligt fra henholdsvis PostNords postkasser og pakkeshops. I alt 215 modtagere modtog hver 12 breve.
Undersøgelsen viste, at Dao mistede mange breve især på Fyn og i Nordjylland. I alt mistede Dao omkring 5 per 100 breve, mens PostNord mistede under 1 per 100 breve.
Hos Dao er administrerende direktør Hans Peter Nissen ærgerlig over resultatet.
- Det er gået galt, fordi vi har taget afløsere ind, og der er nogle afløsere her, som har sjusket fælt. Og det må selvfølgelig ikke ske, når man overtager postbefordringen, siger han.
Han forklarer, at Dao allerede har handlet for at sikre, at noget lignende ikke sker igen. Blandt andet ved at sikre, at afløserne er bedre oplært, inden de bliver sendt ud med post.
Et andet initiativ er, at Dao - som det er kendt fra omdeling af pakker - swiper brevene ved aflevering.
- Vi vil have gps-koordinater og tidspunkt for, hvornår vi har swipet. Vi kan aldrig nogensinde gardere os mod, at der er en, der kommer til at putte brevet i naboens postkasse, men vi kan være ret sikre på, at vi har været fremme og har swipet, siger han.
Hans Peter Nissen peger på, at Dao har klaret tidligere kvalitetsmålinger godt, og han føler sig sikker på, at det også vil ske ved den næste kvalitetsmåling, der skal laves inden sommerferien.
- Men resultatet er resultatet, og vores service skal selvfølgelig også virke, selv om det er ugen efter Black Friday. Det er vores ansvar at gøre det. Det er en dum plet at få, siger han.
Når 2025 bliver til 2026, stopper PostNord med at omdele breve i Danmark. Markedet bliver dermed overladt til private aktører som for eksempel Dao.
Transportordfører Mads Olsen fra SF er ikke overbevist om, at skiftet kommer til at gå gnidningsfrit.
- Det kan godt være, at transportministeren er tryg ved det, men det er jeg ikke, siger Mads Olsen.
/ritzau/