Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/11/2021 - 22:38

OVERBLIK: Her har borgmesteren absolut flertal

I fire kommuner har et parti fået et flertal af mandaterne. Det er Gentofte, Morsø, Nyborg og Lemvig.

Af: /ritzau/

I en række kommuner kommer et parti til at sidde med et absolut flertal i kommunalbestyrelsen eller byrådet. Det vil sige, at partiet alene har et flertal af mandaterne.

Det står klart efter de første valgresultater tirsdag aften:

* Gentofte - borgmester Michael Fenger (K) med 12 af 19 mandater.

* Lemvig - borgmester Erik Flyvholm (V) med 11 af 21 mandater.

* Morsø - borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) med 11 af 21 mandater.

* Nyborg - borgmester Kenneth Muhs (V) med 14 af 25 mandater.

Kilder: Kmdvalg.dk og Ritzau.

/ritzau/

København, 21/05/2025 - 09:49

Dansk sangerinde venter sit andet barn

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

33-årige Frida Brygmann afslører i et opslag på Instagram, at hun venter barn med sin musikerkæreste.

Den danske sanger og manuskriptforfatter Frida Brygmann kan snart kalde sig mor til to.

Hun venter nemlig barn med kæresten Lasse Ziegler.

Det afslører hun i et opslag på Instagram, hvor hun viser den runde mave frem.

- Et lille mirakel bliver født til november, og jeg skal dele det hele med Monty og Lasse Ziegler.

- Manden som giver mig ro og sommerfugle i maven på samme tid. En kombination som jeg ikke troede på fandtes, og dét er i sig selv også et mirakel, lyder det.

Sangerinden har i forvejen sønnen Monty fra 2021 fra sit tidligere forhold med radioværten og klummeskribenten Nima Zamani.

Det bliver altså hendes første barn med den 38-årige musiker og komponist Lasse Ziegler.

Det oplyses ikke i opslaget, om det er en pige eller dreng, der gemmer sig i den gravide mave.

Uanset havner den lille i en kunstnerisk familie.

Nyheden betyder nemlig også, at entertaineren Martin Brygmann kommer til at kunne kalde sig morfar til to, mens dramatikeren Line Knutzon kan kalde sig mormor endnu en gang.

Frida Brygmann er især kendt for at synge titelmelodien til "Tinkas juleeventyr" sammen med Burhan G.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/05/2025 - 08:45

Dansk Netflix-serie topper liste over ikke-engelsksprogede serier

Valery Hache/Ritzau Scanpix

Miniserien "Reservatet" kom på Netflix i sidste uge og har fået over ti millioner visninger, viser liste.

Den danske miniserie "Reservatet", der har fået ros blandt flere anmeldere, hitter på Netflix.

Serien, der landede på streamingtjenesten 15. maj, topper således top-10-listen over ikke-engelsksprogede serier på streamingtjenesten.

Førstepladsen indtages med 10,3 millioner visninger. Listen dækker over perioden 12. til 18. maj.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep" og udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

Serien har fået flere roser med på vejen af danske anmeldere.

Blandt andet giver Soundvenues anmelder "Reservatet" fem ud af seks stjerner og skriver, at den "evner at adressere yderst komplekse tematikker, uden at det virker forkrampet eller forhastet".

- Ligeledes rejser serien spørgsmål om mangeartede former for kapital i skildringen af fødselsdepressioner, (hus)moderskab og jalousi rettet mod au pairen - lykkeligvis uden at glorificere den ansattes udsatte position. Tværtimod, skriver anmelderen

Samme bedømmelse kommer fra Filmmagasinet Ekkos anmelder, der mener, at den populære serie fortjener en fortsættelse.

- Per Fly og Ingeborg Topsøe (instruktør og serieskaber, red.) har aldrig været mere politisk og socialt indigneret end i denne godt sammenskruede historie, lyder det.

Knap så begejstret er Politikens anmelder, der kvitterer med tre ud af seks hjerter. Her skriver anmelderen, at "Reservatet" er "på mange måder en forudsigelig politisk korrekt skandikrimi".

- Uden at afsløre for meget er serien glad for værdilæssede symboler og tjekhovske pistoler i plottet, som alt for hurtigt og klodset antyder, hvor vi er på vej hen, og ikke mindst hvilke tillægsbekymrende samfundsproblematikker serien ønsker at belyse.

Dagbladet Information giver ikke karakterer, men er positivt stemt. Her lyder det blandt andet, at "Reservatet" er "en af en af de eneste tv-serier om rigdom, jeg har set, hvor det ikke på noget tidspunkt handler om, at jeg skal føle med de rige svin".

- Snarere er det en serie, der blotlægger sit miljø med antropologisk kølighed, skriver anmelderen.

På seriens rolleliste ses blandt andre skuespillerne Marie Bach Hansen, Lars Ranthe, Danica Curcic og Simon Sears.

"Reservatet" består af i alt seks afsnit.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/05/2025 - 10:00

FAKTA: Årsager til gule tænder

* Rygning er en af de primære årsager til gule tænder, da cigaretter indeholder nikotin og tjære, som kan misfarve over tid.

* Der er mørke pigmenter i kaffe og te, hvilket kan forårsage misfarvning af dine tænder - særligt hvis forbruget er højt.

* Rødvin har farvestoffer kaldet tanniner, og de kan plette og misfarve tænderne.

* Sukkerholdige drikkevarer indeholder syre og sukker, som skader tænderne, og farvestoffer, der kan skade tandemaljen og medføre gule tænder.

* Med alderen bliver tandemaljen tyndere og gennemsigtig, og dermed kan man tydeligere se den gullige farve af tandbenet.

* Tandbørstningsteknikken skal være rigtig for at fjerne plak og pletter, ellers kan det medføre gule tænder.

* Tandkødsproblemer kan føre til blødning og inflammation, hvilket kan give gule tænder.

* Visse typer af antibiotika kan også give misfarvning af tænderne.

* Genetik spiller en rolle i farven på tænderne.

* Mundtørhed kan lede til gule tænder, da en tør mund kan give øget plak og bakterieophobning.

Kilde: Tandlægerne Brønshøj Torv.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/05/2025 - 10:00

Minimer gule tænder men lad ikke Hollywood blive idealet

Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix

Hvide tænder er en del af et skønhedsideal, men det er de færreste, der er født med dem. Et par gode vaner og tandlægebesøg kan dog reducere den gule farve.

Det er de færreste, der har så hvidt et smil, som man kender det fra den røde løber i Hollywood. Med få råd kan man dog gøre sit for at undgå den gule misfarvning af tænderne.

En af måderne er at børste tænder med en fornuftig tandbørste og tandpasta. Det fortæller Palle Holmstrup, der er professor emeritus i parodontologi ved Københavns Universitet.

- Der er lette slibemidler i tandpastaer, der kan fjerne visse misfarvninger. Nogle misfarvninger kan dog kun undgås ved, at tænderne bliver pudset hos tandlægen indimellem, siger han.

Ud over tandbørstevaner kan dine drikkevaner påvirke dine tænder og give en gul farve.

- De ting, der typisk misfarver tænderne, er kaffe og te. Vin kan også misfarve, heriblandt rødvin, men det tror jeg ikke, er det største problem, siger han.

Samtidig har alder også en stor påvirkning, da ældre mennesker har større tilbøjelighed til at få gule tænder, hvilket tydeligt kan ses hos de 70- til 80-årige.

- Efterhånden som man bliver ældre, bliver tænderne automatisk mere grågullige. Det er der ikke så meget at gøre ved. Man skal bare være glad for at have levet så længe, at man oplever den naturlige udvikling i tændernes farve, siger han.

Torben Schønwaldt, der er formand for Tandlægeforeningen, siger, at første punkt til at undgå gule tænder er at stoppe med at ryge, da det misfarver tænderne.

Hvis man som ældre er utilfreds med den gullige farve, der kommer med alderen, er der dog muligheder, mener han.

- Man kan selvfølgelig gøre noget ved den naturlige proces i tænderne, fordi man kan blege tænderne, hvis man gerne vil have, at de skal være lidt lysere. Det er der ikke nogen ulemper ved, hvis man går til en tandlæge, der har styr på det, og hvis man ikke får dem afbleget for ofte, siger han.

Man kan få afbleget sine tænder med to til tre års mellemrum, fortæller han.

Gule tænder kan dog afhænge af genetik, da det handler om tændernes opbygning hos den enkelte person. Du kan godt være mellem 50 og 60 år med flotte tænder og være 30 år med gullige tænder.

- Tænderne kan være opbygget forskelligt ved at have tykkere eller tyndere lag af emalje uden på. Emaljelaget er det alleryderste af tanden. Det er det, der afgør, hvilken farve tænderne har, siger han.

Torben Schønwaldt anbefaler ikke, at man går efter Hollywoodsmilet, hvor man får sat en porcelænsfacade ind.

- Det brænder i mit tandlægehjerte, når jeg ser et intakt tandsæt, der er blevet slebet ned og får indsat porcelænsskaller, som er lige så hvide som en toiletkumme. Det er forfærdeligt, og det værste man kan gøre, siger han.

Det er ikke på grund af den alt for hvide farve, at Torben Schønwaldt fraråder porcelænsskaller.

- Det er en meget invasiv behandling. Har man først slebet tænderne ned, er tandsubstansen tabt for evigt, og det bryder tandnerven inde i tanden sig ikke om, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek