København, 10/06/2025 - 08:41
Nu har Danmark mere end seks millioner indbyggere
Tilvæksten i den danske befolkning kan tilskrives indvandring, skriver Danmarks Statistik i en meddelelse.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmarks befolkningstal har i maj rundet en milepæl og er for første gang nået op på seks millioner mennesker.
Nu bor der 6.001.008 indbyggere i Danmark.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
- Vi skal helt tilbage til 1973, da vi rundede fem millioner indbyggere, og nu skal vi vænne os til at sige, at der er seks millioner indbyggere i Danmark, siger Jonas Schytz Juul, der er direktør for personstatistik i Danmarks Statistik, i en pressemeddelelse.
Ser man tilbage i tiden, har befolkningstilvæksten været drevet af et fødselsoverskud. Det vil sige, at der bliver født flere børn, end der er dødsfald.
Men siden 1973, hvor Danmark rundede fem millioner indbyggere, har indvandring haft stigende betydning for befolkningstilvæksten.
- Fødselstallet i Danmark har været faldende i en periode, hvor indvandringen er steget. Det betyder, at indvandring har haft en øget indflydelse på befolkningstilvæksten i forhold til tidligere, siger Jonas Schytz Juul i meddelelsen.
Tilvæksten skyldes også, at danskerne i gennemsnit lever i længere tid end tidligere.
På et år er der ifølge SVMdanmark kommet 30.700 flere personer over 60 år. Mens andelen af 0-59-årige er stagneret.
- Frem mod 2070 forventer vi, at der bliver 38.000 færre 0-24-årige, 155.700 færre 25-59-årige og 472.000 flere personer over 60 år. Med andre ord, så vokser befolkningen samtidig med, at den bliver ældre, siger Thomas Gress, cheføkonom i SVMdanmark, i en skriftlig kommentar.
I Dansk Erhverv mener man ligeledes, at der er udsigt til, at der kommer markant flere ældre i Danmark.
- Fremadrettet bliver det en stor udfordring at skaffe hænder nok til at håndtere den demografiske modvind samt en række andre prioriteringer.
- Danmark står de kommende årtier over for oprustning af forsvaret, grøn omstilling samt demografisk modvind, hvor flere ældre kræver pleje og sundhed. Det er opgaver, som alle kræver hænder, siger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar.
Danmark menes at have rundet en million indbyggere i 1811. I 1882 nåede befolkningstallet to millioner, i 1919 tre millioner og i 1945 fire millioner.
/ritzau/