København, 17/06/2025 - 08:16
Vigtig Novo-beskyttelse i Canada udløber til næste år
Vejene er banet for Wegovy-kopier i Canada, når Novo Nordisks såkaldte databeskyttelse udløber næste år.
Hollie Adams/Reuters
Af: /ritzau/
Den danske medicinalgigant Novo Nordisk risikerer næste år at miste milliarder i omsætning i Canada.
Det skyldes, at den canadiske databeskyttelse, der ligger til grund for patentet på semaglutid - det virksomme stof i både diabetesmedicinen Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy - udløber lige efter nytår.
Dermed kan enhver, der har fået de nødvendige godkendelser, i princippet kopiere Novos succesmedicin og sælge den på det canadiske marked.
Oplysningen om udløbet af den canadiske beskyttelse er dukket op i forbindelse med et interview med den administrerende direktør for kopiproducenten Sandoz, Richard Saynor.
Han mener, at Novo begik en kostbar fejl, da man tilbage i 2019 ikke forlængede beskyttelsen af semaglutid i Canada.
Saynor siger samtidig, at Sandoz ved først mulige lejlighed vil søge om tilladelse til at sælge semaglutid-kopier på det canadiske marked.
Hos Novo afviser man, at der skulle være tale om en fejl, at man ved ikke at søge om forlænget databeskyttelse skulle have åbnet døren for kopiproducenter.
I et svar fra selskabets presseafdeling til Ritzau lyder det:
- Alle beslutninger om immaterielle rettigheder overvejes nøje på globalt niveau. Lægemidlers eksklusivitet afsluttes helt som normalt som en del af den normale produkt-livscyklus, og generiske behandlinger kan blive tilgængelige over tid, siger selskabet.
Novo Nordisk påpeger samtidig, at der lige nu ikke findes semaglutid-kopier, der er godkendt på det canadiske marked.
Novo er med Ozempic, Wegovy og diabetespillen Rybelsus indtil videre den eneste producent, der må sælge semaglutid-baseret medicin i Canada.
/ritzau/