Madison, 17/12/2024 - 03:47
15-årig pige skyder og dræber skolekammerat og lærer i USA
En 15-årig pige stod mandag bag et skoleskyderi i USA, hvor en elev og en lærer blev dræbt, oplyser politiet.
Scott Bauer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 15-årig pige på den amerikanske skole Abundant Life Christian School skød og dræbte mandag en lærer og en anden af skolens elever.
Det oplyser politiet natten til tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Gerningspersonen blev selv fundet død på skolen efterfølgende. Ifølge politiet havde hun skudt sig selv.
Skolen, hvor skyderiet fandt sted, er en privatskole med fokus på kristne værdier. Den har omkring 400 elever, som er i alderen 5 til 18 år.
- Selv om det er en svær dag i dag, er der stadig nogen, som har mistet sit barn her, sagde politiinspektør Shon Barnes mandag.
Skyderiet skete kort før klokken 11 lokal tid.
Da betjente og ambulancepersonale ankom til stedet fandt de flere ofre, som var blevet ramt af skud. Gerningspersonen blev fundet død på skolen kort efter. Det er ikke offentligt kendt, hvordan vedkommende har mistet livet.
En række personer blev bragt til hospitalet, hvor de blev behandlet for skudsår.
Det står umiddelbart ikke helt klart, hvor mange personer som blev ramt af skud.
Politichefen siger, at alle skolens elever er ofre.
- I dag er en sørgelig, sørgelig dag. Ikke kun for Madison, men for hele vores land, hvor endnu en politichef nu holder pressemøde om vold i vores samfund.
- Hvert et barn og hver en person i den bygning er et offer og vil være et offer for evigt. Den her slags traumer går ikke bare væk, siger Shon Barnes.
Alene i år har der været 322 skyderier på amerikanske skoler.
Det viser tal fra tjenesten K12 School Shooting Database ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge tjenesten er det det højeste antal i flere årtier, bortset fra 2023, hvor der var 349 skoleskyderier.
Shon Barnes siger ifølge AFP, at flere af dem, der rykkede ud i ambulancer og lægebiler, ankom direkte fra en øvelse, der handlede om netop en hændelse som den, de rykkede ud til.
- Vi må kunne blive enige om, at nok er nok, siger Barnes.
- Vi er nødt til at finde sammen om at gøre alt, hvad vi kan for at støtte vores elever og for at forhindre sådan nogle pressemøder her i at finde sted igen og igen og igen.
/ritzau/