Strasbourg, 07/07/2025 - 19:12
Von der Leyen betegner mistillidsvotum som udtryk for ekstremisme
EU-Kommissionens formand holdt ikke igen, da hun mødte sine modstandere i EU-Parlamentet før mistillidsvotum.
Jean-Christophe Verhaegen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For første gang i mere end et årti står EU-Kommissionens formand i denne uge over for et mistillidsvotum i EU-Parlamentet.
Det sker midt i en af de mest udfordrede perioder for EU med krig i Ukraine og risiko for toldkrig med USA.
Måske derfor gik det ikke stille for sig, da EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mandag tog hul på sit forsvar.
Fra talerstolen i Parlamentet betegnede Von der Leyen den yderste højrefløjs fremgangsmåde som et forsøg på at underminere demokratiet i Europa.
- Det er taget direkte ud af ekstremisternes ældste drejebog, hvor man polariserer samfundet og undergraver tilliden til demokratiet med falske påstande, sagde von der Leyen i debatten mandag i EU-Parlamentet.
Den kommer forud for den ventede tillidsafstemning torsdag i EU-Parlamentet.
Alt tyder dog på forhånd på, at von der Leyen har et sikkert flertal bag sig ligesom Jean-Claude Juncker havde det i 2014, da han som den seneste Kommissionsformand stod over for et mistillidsvotum.
Dengang overlevede Juncker afstemningen med 461 stemmer bag sig, mens 101 stemte for at udtrykke mistillid til Juncker.
Det samme billede kan tegne sig denne gang, hvor de store grupper i EU-Parlamentet ventes at stille sig bag von der Leyen.
I von der Leyens egen EPP-gruppe betegner De Konservatives Niels Flemming Hansen diskussionen om mistillid som "ude af proportioner".
Han forventer ikke, at von der Leyen bliver fældet denne uge.
Heller ikke SF's Kira Marie Peter-Hansen mener, at afstemningen vil føre til en afsked med kommissionsformanden.
SF'eren, der i EU-Parlamentet repræsenterer De Grønne, mener dog, at von der Leyen burde tage situationen alvorligt.
- Afstemningen er et klart bevis på, at man ikke kan bygge et troværdigt flertal på støtte fra den yderste højrefløj. I stedet bør hun begynde at pleje relationerne til de proeuropæiske partier, siger hun.
Tillidsspørgsmålet blev bragt på banen af den rumænske EU-parlamentariker, Gheorghe Piperea, fra den nationalkonservative partigruppe ECR.
Han begrunder afstemningen med blandt andet von der Leyens slettede sms'er under coronapandemien og hendes beslutning om at bruge en særlig beslutningsprocedure til at afskære EU-Parlamentet fra indflydelse på den store oprustningspakke, som EU-Kommissionen har fremlagt.
- Beslutningsprocessen er blevet uigennemsigtig og giver anledning til frygt for misbrug og korruption, sagde Gheorghe Piperea i debatten.
Hvis Ursula von der Leyen mod forventet bliver væltet, falder alle 27 kommissærer med hende.
Dermed skal der findes en ny formand for EU-Kommissionen, som derefter skal udpege en ny Kommission.
/ritzau/