København, 30/05/2025 - 09:03
Füchse Berlin-chef hylder nervøs Gidsel: En fryd for øjet
Mathias Gidsel satte trods nervøsitet med 15 mål i topkampen mod Melsungen personlig rekord i Bundesligaen.
Andreas Gora/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mathias Gidsel var nærmest ustoppelig, da Füchse Berlin torsdag bankede Melsungen i en vigtig topkamp i Bundesligaen.
Med 15 mål - uden straffekast - satte den danske stjerne personlig scoringsrekord i Bundesligaen, og sportsdirektør Stefan Kretzschmar er ved at løbe tør for superlativer.
- Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg skal nævne Mathias Gidsel. At se en sådan spiller er en fryd for øjet og en gave til os. Igen i dag var det hans kamp.
- Men det kræver et hold, og det har vist, hvad det er i stand til, og hvad det har tænkt sig at opnå i denne sæson, siger Kretzschmar til Füchse Berlins hjemmeside.
26-årige Gidsel afslørede efter sin pragtpræstation, at han var ramt af en uvant følelse.
- Jeg er meget glad. For første gang i min karriere var jeg lidt nervøs. Min kæreste spurgte: "Hvad sker der med dig?". Denne kamp betød meget. Nu har vi en finger på mesterskabstrofæet, siger han til Sportbild.
Gidsel dominerede offensivt, hvor landsholdskollegaen Lasse Andersson desuden bidrog med seks mål og fire assister. Defensivt tog keeper Dejan Milosavljev især i kampen første del godt fra.
- Füchse er ganske enkelt det bedste hold i verden lige nu. Jeg tror ikke, jeg har set et hold, der matcher Füchse i denne sæson. Vi havde ikke en chance, siger Melsungen-kaptajn Timo Kastening til Sportbild.
Efter 16 kampe som ubesejret topper Füchse Berlin Bundesligaen med et point ned til Magdeburg og to point ned til Melsungen inden de resterende tre spillerunder.
Berlin-holdet har desuden klart den bedste målscore, og derfor rækker fem point i de resterende tre kampe givetvis til klubbens første mesterskab nogensinde.
/ritzau/