København, 02/06/2025 - 13:14
Dansk Hollywood-stjerne springer ud som realitydeltager
Gladiatorstjernen Connie Nielsen medvirker i adventureprogrammet "Verdens vildeste race" sammen med Anders Breinholt, Simi Jan og Margrethe Vestager.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Den danske Gladiator-stjerne Connie Nielsen kører ind i en helt ny arena.
Hun er iblandt de 20 danske kendisser, der spænder selen i adventureprogrammet "Verdens vildeste race", som sendes til efteråret på Kanal 5 og HBO Max.
Det afslører Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.
I programmet bliver kendisserne matchet op to og to og skal dyste mod et andet makkerpar om at nå først fra a til b.
Connie Nielsens køremakker bliver den tidligere toppolitiker Margrethe Vestager, der er forhenværende konkurrencekommissær i EU og politisk leder for De Radikale.
Sammen skal de forsøge at nå gennem Uganda før de kendte komikere og tv-værter Christian Fuhlendorff og Lasse Rimmer.
Det andet race udspiller sig i Italien, hvor kendissøstrene og skuespillerne Safina Coster-Waldau og Filippa Navarana Coster-Waldau, der er døtre af den danske Game of Thrones-stjerne Nikolaj Coster-Waldau, skal nå først fra Firenze og til Napoli inden bagedystdommerne Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen.
Værterne Peter Falktoft og Esben Bjerre tager til Lapland i det tredje race og skal forsøge at komme fra Rovaniemi i Finland til Lofoten i Norge inden podcastprofilen Mads Steffensen og livsstilseksperten Flemming Møldrup.
Det fjerde race afvikles i Transsylvanien, hvor Badehotellet-stjernen Anne Louise Hassing og caster, podcastvært og forfatter Elisa Lykke skal dyste mod tvillingerne og tv-håndværkerne Philip og Anders Gehl Larsen om at komme først i det rumænske landskab.
Og endeligt er der et race i Kirgisistan. Her skal skuespilleren Troels Lyby og korrespondent Simi Jan forsøge at passere slutdestinationen i det centralasiatiske land før tv-værterne Anders Breinholt og Jacob Riising.
Det er forbudt at bruge moderne navigation. De er kun udstyret med et kort og en kørebog, der giver den overordnede rute og de specifikke dagsruter.
Derudover får hvert hold udleveret en rygsæk, der indeholder et polaroidkamera, en kikkert, en lommelygte og andre ting, der kan bruges undervejs, lyder det.
De skal stoppe bilen ved solnedgang. Ellers får de en tidsstraf.
"Verdens vildeste race" bliver sendt på Kanal 5 og HBO Max i efteråret 2025.
/ritzau/