København, 03/05/2025 - 17:48
GOG booker semifinalebillet og sætter Fredericia under pres
Efter en meget, meget tæt kamp vandt GOG over Fredericia og sikrede sig adgang til DM-semifinalerne.
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
GOG er klar til at spille om medaljer i herrernes håndboldliga.
Fynboerne var lørdag på besøg hos Fredericia HK og tog en sejr på 28-27 med sig hjem efter en ultratæt affære. Dermed er GOG klar til semifinalerne.
GOG har i slutspillet vundet alle sine hidtil tre kampe og kan ikke længere ende uden for top-2 i gruppen. Det kan til gengæld Fredericia, som nu har tabt to kampe i træk på hjemmebane.
Klubben er godt nok på andenpladsen, men hvis TTH Holstebro lørdag aften slår Bjerringbro-Silkeborg, så må sidste sæsons DM-sølvvindere ned på tredjepladsen. Under alle omstændigheder er fredericianerne under pres.
Det var to gavmilde forsvar, der åbnede lørdagens opgør i den kompakte arena i Fredericia.
Hos GOG fik vævre Tobias Grøndahl gode betingelser i angrebet, fordi Fredericia-defensiven stod alt for spredt. Det var guf for nordmanden, som gang på gang vandt direkte dueller og brød igennem.
I den anden ende satte Fredericia nogle rigtig flotte angreb sammen, og GOG kunne ikke følge med i det høje tempo.
Der var dog ingen af de to mandskaber, der kunne slå hullet. Det var fuldstændig lige hele vejen gennem første halvleg, og det fortsatte efter pausen, hvor målmændene pludselig kom i hovedrollerne.
Sebastian Frandsen og Salah Boutaf i henholdsvis Fredericia- og GOG-målet hev den ene pragtredning efter den anden op af hatten, og scoringsfrekvensen var markant mindre end i første halvleg.
Det var dog ikke, fordi chancerne ikke var store. Begge mandskaber leverede angrebsspil på meget højt niveau, og de mere og mere højlydte tilskuere på lægterne fik noget for pengene i et opgør, der aldrig virkede afgjort.
Hver gang et af holdene havde mulighed for at komme foran med to, blev en oplagt målchance misbrugt, og så blev der i stedet udlignet.
Med ti minutter igen havde Reinier Taboada mulighed for at kaste bolden i et tomt GOG-mål og bringe Fredericia foran med 27-25. Men han mislykkedes, og så kom GOG i stedet foran 27-26 et par minutter senere.
I det sidste halve minut havde Fredericia muligheden for at udligne og få et meget vigtigt point, men Salah Boutaf lukkede en god kamp med en fin redning, og så kunne fynboerne fejre semifinalepladsen.
/ritzau/