Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/05/2025 - 07:00

Mindre skærmtid giver mere tid til familien

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne højst bruger tre timer på skærmen om dagen i fritiden. Der skal nemlig være tid til venner, familie og fysisk aktivitet.

Rune øe/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus

Pling, pling. Mobilen vibrerer, og hånden bevæger sig næsten automatisk mod telefonen. Inden du har set dig om, har du tjekket diverse apps i længere tid, end meningen var.

Men vi bør være mere bevidste om vores skærmforbrug. Sundhedsstyrelsen anbefalede sidste år, at voksne højst bruger tre timer dagligt på skærmen i fritiden, mens børn mellem 5 og 17 år højst skal bruge en til to timer.

Selv om der er forskel på børn og voksne, så er det vigtigt, at der gælder regler for begge parter i børnefamilier. Det vurderer Jesper Schmidt-Persson, der er postdoc og ph.d. i sundhedsvidenskab ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

- Voksne bør overholde skærmregler, for ellers er det svært for børn at forstå, "hvorfor må jeg ikke, når du må?". Man behøver ikke at have de samme regler, men der skal også være regler for de voksne, siger han.

Jesper Schmidt-Persson har i sin ph.d.-afhandling blandt andet undersøgt, hvilken effekt skærmbegrænsning har på børnefamilier.

Undersøgelsen omfatter 89 familier, der blev fordelt i to grupper. Den ene gruppe skulle aflevere smartphones og tablets i to uger og højst have tre timers skærmbrug om ugen, mens den anden fortsatte deres skærmvaner og fungerede som kontrolgruppe. Til sidst sammenlignede man de to grupper.

Studiet viste, at de voksne i den første gruppe havde fået bedre mental sundhed.

- Gruppen med reduceret skærmbrug rapporterede om bedre humør og mental trivsel. De var mindre nervøse og mindre trætte, siger han.

Og forsøgspersonerne i gruppen med reduceret skærmbrug fortalte, at det var en øjenåbner.

Tilbagemeldingen var, at der var færre konflikter i husstanden om skærmbrug.

- Nu var der en fast ramme, de havde sagt ja til i to uger, siger Jesper Schmidt-Persson og fortsætter:

- Efter et par dage fandt de andre ting at lave og var mere synkroniserede med deres børn og partner om, hvad de gik og lavede, fordi de snakkede mere sammen.

Der var desuden en tendens til, at de voksne med mindre skærmforbrug var lidt mere fysisk aktive end normalt, og de sov også mere.

Sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Charlotte Kira Kimby fortæller, at anbefalingerne om begrænsning af tid på skærmen handler om, at man i fritiden også skal have tid til andre ting.

- Det kan være tid til søvn, fysisk aktivitet og andet samvær med familie og venner. At lægge skærmen til side er ikke den eneste løsning, men de tre timer skal ses som en rettesnor og som en mulighed for, at man overvejer, hvad man bruger sin tid på, når man ser på en skærm, siger hun.

Selv om det nemme svar på at mindske skærmtiden vil være, at man bare skal lægge telefonen fra sig, så vil det for flere være bedre med konkrete råd.

Man kan eksempelvis forsøge ikke at se på sin skærm op til sengetid og holde telefonen ude af soveværelset, så skærmforbruget ikke påvirker søvnen negativt.

- Og hvis man indgår aftaler i familien om, at man ikke bruger telefonen om morgenen, når man spiser eller efter et bestemt tidspunkt om aftenen, kan det måske bidrage til, at man får lidt mere kontrol over sin skærmtid, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 05/05/2025 - 10:42

Biskop nævnte 4. maj-scene fra Matador ved fredsgudstjeneste

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Husker I scenen fra "Matador"?, spurgte biskop Peter Skov-Jakobsen under prædiken ved fredsgudstjeneste.

Søndag er det 80 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt, og det er blandt andet blevet markeret med en fredsgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København.

Da biskop Peter Skov-Jakobsen indledte sin prædiken, spillede DR-serien "Matador", som blandt andet udspiller sig under 2. Verdenskrig, en rolle.

- Husker I scenen fra "Matador"? Det er 4. maj, Johannes G. Sørensen har lige meddelt, at Danmark er frit.

- "Væk med det, ud med det", siger Maudes mand, helt ude af sig selv af glæde, mens han hiver mørklægningsgardinerne ned, sagde biskoppen med henvisning til karaktererne bankdirektør Hans Christian Varnæs og hans hustru, Maude Varnæs.

Blandt andre kongeparret, dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen (S) var blandt deltagerne ved fredsgudstjenesten, som blev transmitteret hos både DR og TV 2.

De to kanaler dækker desuden en kransenedlæggelse i Mindelunden i Ryvangen i København, hvor modstandsfolk blev henrettet under krigen og ligger begravet.

Under højtideligheden vil statsministeren holde tale, og breve fra modstandskæmpere vil blive læst højt.

Danmark blev besat af det nazistiske Tyskland 9. april 1940.

Klokken cirka 21.30 om aftenen 4. maj 1945 blev den tyske kapitulation i Danmark bekendtgjort via radio fra britiske BBC.

- Her er London, BBC sender til Danmark. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, lød de historiske ord fra nyhedsoplæser Johannes G. Sørensen.

Kapitulationen trådte dog først egentlig i kraft lørdag 5. maj 1945 klokken 08 om morgenen.

Bornholm blev ulig resten af landet først befriet fra de tyske styrker 9. maj. Øen forblev besat af Sovjetunionen indtil 5. april 1946.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/05/2025 - 12:47

Prinsesse Marie skyder billeder af fødselar og hans far

Grev Henrik af Monpezat fylder 16 år. Det markerer kongehuset ved at dele nye billeder af fødselaren.

I anledning af grev Henriks 16-års fødselsdag har kongehuset delt nye billeder af fødselaren.

Hans mor, prinsesse Marie, har taget billederne, der søndag er blevet delt på kongehusets hjemmeside og på Instagram.

Billederne viser greven henholdsvis alene og i selskab med sin far, prins Joachim.

Prinsesse Marie fotograferede også grev Henriks lillesøster, komtesse Athena, da hun fyldte 13 år den 25. januar.

Grev Henrik blev født på Rigshospitalet 4. maj 2009 som Joachims yngste søn og den ottende i arvefølgen til tronen efter sine halvbrødre Nikolai og Felix, som prins Joachim har fra sit første ægteskab med Alexandra Malley.

Han blev døbt Henrik Carl Joachim Alain i juli 2009 i Møgeltønder Kirke og voksede op på Schackenborg Slot i Sønderjylland, inden han og familien i 2014 flyttede til Ordrup nord for København, hvor Henrik begyndte på Sct. Joseph Søstrenes Skole.

Da familien i 2019 flyttede til Frankrig, blev Henrik sammen med sin lillesøster, Athena, optaget på privatskolen EIB Monceau, inden han kort efter blev konfirmeret i Den Danske Kirke i Paris.

Den 1. januar 2023 fik Henrik, Athena, Nikolai og Felix frataget deres kongelige titler som prinser og prinsesse, da dronning Margrethe offentliggjorde, at Joachims efterkommere fremadrettet udelukkende kunne benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat.

Dronningen mente, at det ville gavne børnene at forme deres egen tilværelse, uden at skulle tage hensyn til kongehusets forpligtelser.

Det var Joachim dog ikke enig i og gav udtryk for, at børnene fik frataget deres identitet, og at de følte sig udstødte fra familien.

Senere i 2023 slog familien sig ned i USA’s hovedstad, Washington D.C., da prins Joachim skulle tiltræde som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade. Grev Henrik går nu i skole i den amerikanske hovedstad.

I april 2024 gav prins Joachim og prinsesse Marie interview til avisen The Washington Post, hvor de fortalte om familiens nye tilværelse i USA.

- Vi har boet her i syv måneder nu, og de færreste ved, hvem vi er, bortset fra danskere, sagde prins Joachim til avisen.

Kongehuset næste fødselar er kong Frederik, der fylder 56 år den 26. maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: 120-dagesreglen

* 120-dagesreglen kan give anledning til misforståelser. Reglen betyder, at arbejdsgiver kan opsige funktionærer med et kortere varsel, hvis medarbejderen har haft 120 sygedage.

* Men man kan sagtens blive opsagt både før og efter de 120 dage med sit almindelige varsel efter funktionærloven, hvis afskedigelsen ellers har en saglig grund.

Kilde: Klara Elisabeth Hoffritz, der er politisk juridisk konsulent og advokat i fagforeningen HK Privat.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: Medarbejdere med særlig beskyttelse

* Der er en række medarbejdere, som har en særlig beskyttelse i forhold til opsigelse, såsom gravide, personer med handicap samt arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter.

* Det betyder ikke, at de ikke kan blive fyret. Der er blot større krav til arbejdsgiveren, som skal kunne bevise, at opsigelsen ikke skyldes eksempelvis en graviditet - hverken direkte eller indirekte.

Kilde: Linda Nordstrøm Nissen, der er underdirektør og advokat i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek